Bøsser er også en slags mennesker

Kategoriseret under LBTQ og tagget med , , , , , , , , , .

Sex bruges til mange ting. Til at give spænding, forløsning og afslapning, til at få børn, men også til at definere den enkelte som heteroseksuel, homoseksuel, biseksuel, aseksuel, transseksuel, sadist, masochist, fetichist, og her er virkelig mange varianter, voyeur, blotter, dominant, submissiv m.fl.

Nogle gange sættes seksualiteten forrest i vores definition af hinanden: Han er bøsse og hun er lebbe, hun er bi og han er til smæk, men kunne vi ikke, blot et øjeblik, lade det være ligegyldigt, hvem der putter hvilke kønsorganer hvorhen og give seksualiteten fred?

Disse tanker er en reaktion oven på terroren mod det franske satireblad Charlie Hebdo, hvor en debattør i dagbladet Information gør sig mange overvejelser om satiren, der ifølge debattøren også udstiller homoseksuelle. Debattøren mener, at det er svært at marchere under demonstrationens paroler, bl.a. en satiretegning med to mænd, der kysser hinanden, når man kommer fra en af de satireramte minoriteter.

Jeg kan godt følge tankerne men er uenig i både analysen og kritikken. Det er en anden snak.

Nu kommer det: Vi reagerer på det anderledes. Gennem en million år har vores hjerne lært at reagere på det, som adskiller sig fra normen. Det er en urgammel og primitiv funktion, der tjener til at skelne mellem ven og fjende.

Som anderledes må vi tåle en vis opmærksomhed, uanset at det kan være møgirriterende. Det har alle med synligt handikap erfaret. Og dværge, og meget høje mennesker, og meget tykke og meget tynde og den sorte i Udbyovre, og den hvide i Timbuktu, og dem med ganespalte, og cancerpatienter med tørklæde og dem med burka i København og dem uden burka i Kabul, og dem som bærer hat.

Jeg kender ikke årsagen, men det herskende flertal har gennem historien haft brug for at fremhæve normaliteten og har derfor haft brug for at udstille det abnorme. Derfor er kongehusenes sindssyge og indavlede vanskabninger blevet gemt af vejen, mens hofnarrene har tiltrukket latteren. Damer med skæg, hermafroditter og kinesere er tidligere blevet udstillet i omrejsende cirkus og zoologiske haver, men vi synger stadig med på de omdelte sange og køber kulørte blade, hvis billeder kunne antyde royale eller magthaveres seksuelle forhold. Intet er forandret.

Anderledes udseende tiltrækker kortvarig opmærksomhed. Det er et vilkår, men hvorfor skal netop seksualiteten blandes ind i det? Det er jeg fortørnet over. Når vi kategoriserer mennesker som homo-seksuelle og hetero-seksuelle kobler vi individ med seksuel præference, men er det ikke ligegyldigt? Er det en reel kategorisering, er det flertallets behov for at skjule sig i normaliteten eller mindretallets behov for at finde fællesskab i fælles identitet?

I øvrigt er homo- og heterokategorierne ikke meget mere end et hundred år gamle. Den seksuelle adfærd – tiltrækningen til samme eller modsat køn – går tilbage til de første mennesker, men det er historisk nyt, at vi skal kaldes noget særligt og bundtes efter tiltrækning. Dette er bl.a. beskrevet af den franske filosof Michel Foucault i hans værk ’Seksualitetens historie’.

Problemet med kategoriseringerne er, at de gør nogle mennesker forkerte, og det er jo ikke særlig rart at gå rundt og være forkert. Majoritetens behov for at føle sig fandens normale skaber ulykkelige mennesker.

Så længe der forekommer hate crime, hvor visse menneskers ustyrlige aggression går ud over homoseksuelle, forstår jeg godt, at homoseksuelle er forsigtige med at vise deres kærlighed og tiltrækning i det offentlige rum og derfor opsøger beskyttet selskab. Hvor er det skammeligt!

Jeg er bøsse (eller lesbisk eller nudist eller læderfetichist) og jeg orker ikke at forholde mig til andres undren over mig og min kæreste og min påklædning og mine måde at stå, gå, danse, tale og synge på. Der ud over er jeg et helt almindeligt menneske, der passer mit arbejde, drikker kaffe flere gange om dagen, holder af at sove længe, elsker road movies og vandreture i Norge.

Jeg ved at ny identitet kan give anledning til larmende komme-ud adfærd og tilknytning til subkulturer med særlige ritualer og adfærd, men kunne vi give seksualiteten fred et øjeblik og gøre det mindre betydningsfuldt, om man er til det ene eller til det andet. Kunne vi betragte seksualiteten med andre øjne?

Kunne vi, i stedet for at gøre vores identitet til et spørgsmål om foretrukne kropsåbninger, hvor nogle er rigtigere end andre, betragte den seksuelle identitet positivt for eksempel som valg af relationer?

– Jeg er mand og nyder at betragte smukke kvinder og opsøger derfor steder, hvor jeg kan kontakte kvinder og hvor smukke kvinder optræder. Jeg er mand og jeg nyder mænds selskab, når der ikke er seksuelle forventninger. Jeg er mand og synes godt om kropslig udfoldelse og slapper af med andre mænd, når vi bygger en carport eller tager en søndagstur på cyklen.

– Jeg er mand og elsker at betragte smukke mænd og opsøger derfor steder, hvor jeg kan kontakte mænd og hvor smukke mænd optræder. Jeg er mand og jeg nyder kvinders selskab, når der ikke er seksuelle forventninger. Jeg er mand og jeg synes godt om vildt tøj og udklædning og slapper af i selskab med andre, der vil se Burlesque og Melodi Grandprix.

Jeg rammer muligvis nogle forkerte stereotypier, men mine to mandeeksempler er et forsøg på at slippe af med den seksuelle etikette.

Vores identitet består af mange elementer, herunder nogle personligt udviklede tiltrækningsmønstre, der er afgørende for hvor, hvordan og i hvis selskab, vi føler os bedst tilpas. Den foretrukne anvendelse af pikken, kussen, numsen, brysterne og huden er fuldstændig irrelevant. Kønsorganernes anvendelse er, ligesom med morgenkaffe på sengen, kun et spørgsmål om nydelse og godt selskab.

Peter er bøsse, Henriette er lesbisk, Karen er biseksuel og Niels er trans, men hvorfor er denne kategorisering så vigtig, når alle fire er gode kolleger og gode at grine og feste sammen med? Det er synd for seksualiteten og trist for mangfoldigheden, når vores seksualitet bliver et brændemærke frem for en farve på paletten.

Michael Loua, den 14. januar 2015

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *