Brevkasse

I ‘Brevkassen’ kan du anonymt spørge om sex eller være med til at skabe debat! Send mig din undren, dine kommentarer eller dine spørgsmål om seksualitet.

Hvis du har fortrolige spørgsmål kan du sende mig en mail på michaelloua@gmail.com eller kontakte mig telefonisk på 2028 6266.

31 kommentarer til Brevkasse

  1. Louise skriver:

    Kære Michael
    Om et par uger har jeg kendt min kæreste i et år. Vi har et dejligt intenst, nærværende og velfungerende sexliv. Jeg har igennem en årrække udforsket swingerverdenen og er i det hele taget meget frisindet og åben hvad sex angår. Han er ikke swinger, og selv om han umiddelbart synes åben for den verden, så mener han samtidig at sex er en privatsag.
    Jeg oplever ham på mange måder være lidt for optaget af hvad andre mennesker tænker. Han derimod, oplever mig som værende lidt for ligegyldig overfor hvad andre mennesker tænker. Og det er helt generelt, ikke kun i forbindelse med sex.
    Men…
    Siden vi mødtes, har han ofte i forbindelse med sex, kommenteret på, at han synes jeg larmer. Nogen gange smider han en pude i hovedet på mig, for at jeg kan stønne ned i den. Jeg har ikke spekuleret sååh meget over det, men måske tænkt, at det var halvt for sjov. Men som tiden går, er det begyndt at fylde mere og mere for mig. Jeg har oplevet, at jeg den sidste måneds tid i hvert fald, har følt mig hæmmet under sex. Når jeg skal rette fokus på at være stille, så kræver det en bevidst tankegang, og med bevidstheden ja så slipper jeg det umiddelbare og den fuldstændige nydelse. Til tider ‘forsvinder’ mine orgasmer, dvs – jeg er tæt på klimaks, og så få jeg et hint om mit støjniveau, og så er jeg revet fuldstændig ud af min liderlige verden.
    Nu vælger jeg at italesætte det overfor min kæreste. At jeg kan mærke det er en hæmsko for mig, ikke at kunne være som jeg er. Jeg føler mig forkert. Det er ikke i orden at stønne etc, og det fratager mig noget af min lyst og gør, at jeg ikke peaker på samme måde mere.
    Han kan så fortælle, at det for ham er et direkte turn off, når jeg stønner og grynter for højt / meget.
    Og her ramte jeg så en mur!
    Jeg ved godt, at jeg er (alt for) sort og hvid, men som jeg sidder her, så tænker jeg, at der døde det umiddelbart fantastiske sexliv.
    Jeg vil jeg, ved hver lyd jeg laver, tænke på, at det er frastødende for ham. Jeg kan kun give slip og give mig helt hen, hvis jeg ikke skal tænke, og hvis jeg ikke tænker, ja så kommer der altså lyd ud af mig ganske ubevidst, når jeg nyder sex fuldt ud.
    – det var en kringlet sætning, men forstår du hvad jeg mener?
    Jeg vil sætte kæmpe pris på dit input
    – hvordan “mødes” vi, når vi er så langt fra hinanden?

    Venlig hilsen
    Louise

    • Michael skriver:

      Kære Louise
      Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår, hvad du mener, og med hensyn til højlydt og larmende sex, står I p.t. et stykke fra hinanden.
      Det er ok at larme, det er et stærkt udtryk for at være nærværende og slippe kontrollen. Mange savner at kunne larme, og mange tænder på og savner at høre den elskedes lyde. Både fordi det kan være frækt, det er let at navigere efter, og fordi det kan være en dejlig bekræftelse som elsker/elskerinde, når den anden tydeligt viser, at sex er skønt.
      Det er også fint at være stille. Det er hensynsfuldt i forhold til omgivelserne, og det kan gøre det lettere at koncentrere sig og nyde kærtegnene og bevægelserne. Vi må ikke underkende, at for nogle er larmende sex et turn-off.
      Hvis begge larmede eller begge var stille, var der formentlig ikke noget problem. Problemet opstår for jer, på grund af forskelligheden, og først og fremmest fordi du har fået at vide, at det er et turn-off for ham og du derfor begynder at føle dig forkert.
      Du er ikke forkert! Mange ville ønske, at de kunne give slip som dig, men af grunde vi ikke kender, så generer de erotiske lyde din kæreste så meget, at han bliver forstyrret og ’må smide en pude i hovedet’ på dig.
      Du tænker ikke over dine lyde, de er blevet en del af din seksualitet og lydene kommer af sig selv, når du holder op med at tænke. Nu hvor du har fået at vide, at din kæreste ikke kan li det – uden vi her kender til, hvad han ikke kan lide – så er dine egne lyde begyndt at forstyrre dig, og du begynder at tænke, og så sender hjernen hæmmende impulser, hvilket forstyrrer din evne til at opleve klimaks.
      Ved ikke at rumme din seksualitet, må han betale en ret høj pris: han får dig i en ’reduceret udgave’, han får en kæreste, der har svært ved at få orgasme og en kæreste, som nu er trist over, at den fantastiske sex måske er gået død. Hans ’turn-off’ er gået ind i dit system.
      Det synes jeg, at du skal modsætte dig. Du skal holde fast i, at dine lyde lige nu er en del af din seksualitet, og at du vil ikke forkastes. Det gør nemlig meget ondt at blive forkastet på sin seksualitet, fordi vores seksualitet er tæt koblet til vores måde at være menneske på.
      På den anden side, så har han jo ret i sin virkelighed. Det påvirker ham negativt og forstyrrer ham, når du ’larmer’. Vi ved ikke hvorfor, men det kan være generthed, blufærdighed og skam, men det kan også være, at han er meget hensynsfuld over for sine omgivelser. I kan jo undersøge, om han er generet, når der er andre, der kan høre jer, eller om det også er generende, når I er i et sommerhus med fem kilometer til nærmeste nabo. Begge forklaringer giver indsigt.
      Jeg har følgende forslag: At I benytter jeres forskellighed til at blive mere nysgerrige på hinanden og griber lejligheden til at undersøge, hvad larmende sex betyder. For dig og for ham. Du har sluppet ’støj-kontrollen’, og det er der en historie bag. Han sætter pris på støj-kontrollen, og det er der en anden historie bag.
      Den dag han uden at fordømme forstår, hvad lydene giver dig, og den dag du, uden at fordømme, forstår, hvad stilheden betyder for ham, så kan denne indsigt lukke op for andre måder at være i kontakt.
      Mit andet forslag er, at I må skiftes: Nogle gange accepterer du, at I skal være stille, og andre gange må han acceptere, at du larmer. Ikke som et kedeligt kompromis, men som en mulighed for sammen at undersøge jeres forskellighed. Hvad gør henholdsvis larm og stilhed ved dig og ved ham? Ved at aftale at skiftes bliver forskelligheden reduceret til en forhandling om tid og sted, hvor I begge slipper for at skulle lave jer om.
      Du har eksperimenteret med din seksualitet og har været i swingerverdenen nogle år, skriver du. Det har han ikke. Du er måske også lidt sort/hvid, som du selv skriver, og vil ikke give afkald på din ’nye’ seksualitet, men hvis vi opfatter vores seksualitet som dynamisk, hele tiden i udvikling, så giver samværet med din kæreste, uanset de tilsyneladende begrænsninger, nye muligheder for at komme til andre steder.
      Modsætningerne mellem larm og stilhed kunne også blive en del af jeres seksualitet, hvis I griber til det som hedder ’dominans’. Nogle finder det ekstremt pirrende, at de SKAL være stille. Nogle bruger ord for at få stilhed. Det kan bare være et lavmælt ’shhhhh, ikke en lyd!’ eller et kommanderende ’tyst’! Andre anskaffer det, som hedder en ball gag.
      Giver det mening?
      Venlig hilsen
      Michael Loua

  2. Ung mand skriver:

    Jeg er en ung fyr på 25. Jeg har haft nogle problemer i forhold til mit sexliv som nok bunder i nogle personlige og kropslige ting. Jeg er tit gjort opmærksom på hvor flot og interessant jeg er, men jeg løber tit ind i problemer når tingene bliver mere seriøst og jeg skal have sex. Jeg har svært ved at vise mine følelser, og har ofte problemer med at få erektion eller bevare min erektion. Jeg læste om man kan have nogle myoser som blokerer for sin energi, og jeg har tit døjet med rygproblemer, hvor smerten lå i musklerne og ikke selve knoglerne. Mine problemer med erektioner har gjort jeg er blevet mere indadvendt, og ikke rigtig tør at date mere selvom interessen er stor. Jeg har haft meget svært ved at snakke om disse ting før, og specielt med kvinder, da jeg føler lidt man griner lidt af det, og vil rigtig gerne løse dette problem. Jeg føler lidt problemet tager min energi og glæde fra mig. Jeg håber du kan hjælpe mig, og måske fortælle hvad jeg kan gøre.

    • Michael skriver:

      Kære unge mand
      Dit problem er ikke til at grine ad og bliver faktisk taget meget alvorligt blandt sexologer. Derfor er det fint du skriver, og du skriver dejligt åbent og let forståeligt.
      Et grundigt svar på din henvendelse vil være for omfattende på email, og vil nok kræve en rådgivningssamtale, men jeg kan give dig et par spor at gå efter:
      For det første skal det afklares om dine rejsningsproblemer skyldes (kronisk) sygdom eller medicinering. Det kan være en mulig faktor, og det skal naturligvis undersøges, så intet bliver overset, men det kræver en samtale og måske en lægeundersøgelse. Med din unge alder tvivler jeg dog på, at der er noget i vejen med din krop, som forårsager din manglende eller svage rejsning. Som en kommentar til dette og til din egen ide om årsag: Der skrives meget sludder, også fra sexologer, og sammenkoblingen mellem myoser/blokeret energi og rejsningsproblemer anser jeg som spekulativ. Stærke muskelsmerter kan være forstyrrende og læsioner i rygmarven kan påvirke rejsningen, men myoser… nope!
      Har du morgenrejsning? Natlig rejsning er kroppens måde at trykprøve systemet. Hvis du har rejsning om natten/morgenen, så er mekanikken (nerve- og karsystemet) i orden.
      Derpå kan vi se på de andre muligheder.
      Sexologer møder en del unge mænd med ‘præstationsangst’, og den uro og usikkerhed i kroppen (nervesystemet) kan være nok til at svække rejsningen, og manglende rejsning er jo enormt pinligt (sådan kan det opleves), hvis både du og din partner har lyst til penetration/indtrængen.
      Ligesom en kvinde skal være ordentlig fugtig og opsvulmet for at sex bliver godt, gælder de samme mekanismer for mænd. Hvis ikke der er tilstrækkeligt med tryghed og velvære, så svigter erektionen. Den svigtende rejsning er et tegn på, at noget ved situationen ikke er helt i orden.
      Det skal være dit hjemmearbejde det næste stykke tid: Går det for hurtigt, hvad har du egentlig mest lyst til, hvordan skal det være for dig, så du føler dig bekvem og veltilpas? Hvad kan du lide og hvad kan du ikke lide? Der er ingen facitliste og kun du kender dine svar, som i øvrigt kan ændre sig med tiden. Hvad der er frastødende i dag kan være skønt i morgen. Kan du lide dine partnere eller har du sex for deres skyld? Der er mange ting at overveje.
      Min grundtanke er, at sex er uendeligt meget mere end penetrerende samleje, uanset hvor gerne og hvor hurtigt penetration ønskes. Hvis ikke sex er en nydelse er det i bedste fald spild af tid. Sex er en nysgerrig leg med hinanden, som giver mulighed for at komme tættere på det, som ikke er synligt for øjet: Berøring, kropslige reaktioner, glæde, spænding, pirring, ophidselse, frygt, gysen, liderlighed og ikke mindst nydelse.
      Brug tiden sammen med din partner på at udforske dette. Så bliver du ikke alene en bedre og mere opmærksom elsker, men du får også skabt et rum og et sted, hvor du kan holde ud at være dig. Når du finder det sted, er jeg ret sikker på at rejsningen også kommer. Og så kan I jo sammen finde ud af, hvad I vil bruge den til 😉
      Held og lykke
      Michael Loua

  3. L skriver:

    Jeg er en kvinde på 48 år. Jeg har været single siden 2005, efter et brud med min exmand gennem 8 år. Det var et svært brud, det var ham der ville skilles og jeg brugte de næste par år på at komme mig over ham. Efterfølgende “lukkede” jeg ligesom ned for mænd, for var nok blevet bange for at blive såret igen.

    De seneste par år har jeg ofte længtes efter at finde en kæreste og har flere gange oprettet datingprofiler, men hver gang der er udsigt til en date, trækker jeg mig tilbage.

    Til firmajulefrokosten var der en yngre fyr der var temmelig vild efter at have sex med mig, det lagde han slet ikke skjul på, og han trak mig ud og vi fandt et afsides sted, jeg syntes han var temmelig lækker men da han begyndte at røre ved mig under tøjet mærkede jeg ingenting overhovedet. Ingen følelser, ingen lyst, ingenting. Det gør mig bekymret.

    Før bruddet i 2005 var jeg meget seksuel aktiv og har altid været det. Men bruddet har åbenbart ændret alt? Mine børn spørger tit om jeg aldrig vil have en kæreste igen, og jeg siger bare nej, det er jeg færdig med. Men indeni har jeg vældig lyst til at opleve følelsen af forelskelsen og tosomheden. Jeg føler mig bare “død” indeni, som om den der sex-knap simpelthen ikke virker i situationen og det er en temmelig ubehagelig og skræmmende følelse. Jeg har tænkt om det mon kan være noget hormonelt? Overgangsalder måske? Eller er det mon simpelthen det brud der stadig spøger?

    Jeg er til dels også splittet, for et sted holder jeg meget af mit singleliv, det er dejligt nemt, ingen at forholde sig til, ingen at skulle gå på kompromis med om de forskellige ting i et parforhold.

    Har en veninde som også er single men hun har så jævnlig “onenight stands” og det tænker jeg tit at det kunne jeg jo også gøre, men det er ret svært når man absolut ingen lyst føler, udover når jeg er alene, så kan jeg godt føle lyst, f.eks. hvis jeg ser porno. Kan bare ikke tænde på en mand åbenbart, trods en meget lækker en af slagsen.

    Jeg føler mig defekt. Der er noget i mig der er i stykker og hvordan mon jeg bliver repareret? Kan jeg det, eller er løbet kørt for mig?

    • Michael skriver:

      Kære L
      Tak for dit brev. Dit løb er ikke kørt. Slet ikke!
      Din henvendelse har to temaer: et sexologisk tema og et relationstema. Jeg vil skille de to fra hinanden og svare på begge.
      Sexologien først: Oplevelsen med den tiltrækkende mand ved julefrokosten forskrækkede dig, fordi du ingenting mærkede, og du frygter nu, at sex-knappen er itu. Det er naturligvis forskrækkende at opleve den seksuelle tomhed, men jeg vurderer, at din egen seksualitet er intakt, da du mærker lyst, når du er alene og når du ser porno. Jeg synes derfor, at du skal se dig selv som seksuelt velfungerende, uanset at din sex med en ny partner har været længe undervejs.
      Det beroliger mig endvidere, at din krop er en god allieret, der kan fortælle dig, når en seksuel kontakt ikke er i orden.
      Din alder kunne pege på hormonforandringer ifm overgangsalder. Hormonforandringer kan ændre bl.a. slimhinden i skeden og give mindre lubrikation (fugt) ved ophidselse, men klimakteriet behøver ikke at påvirke den seksuelle lyst. Nogle kvinder oplever tilmed mere lyst i og efter klimakteriet, hvor tilstedeværelsen af lyst før klimakteriet peger på bevaret lyst i årene efter.
      Når du beskriver din sex-knap, ser jeg billeder fra film af røde knapper, der bruges til at udløse atomraketter. Alle atom-knapper er af sikkerhedsgrunde beskyttet af en nøgle. Din sex-knap er intakt, men du har problemer med nøglen.
      Du er glad for dit singleliv, skriver du, men du længes også efter tosomhed og forelskelse. Det handler om relationer, som jeg vurderer er din største udfordring.
      Du har været gennem et voldsomt brud, som gennem en række år har ’lukket ned for mænd’ pga din frygt for at blive såret. Det synes jeg er ganske indlysende. Nu er du imidlertid kommet videre. Det lyder som om, at bruddet – og årene forinden – har givet nogle ordentlige knubs. Har du modtaget hjælp efterfølgende til at bearbejde dine oplevelser af vrede, svigt, sorg og fortvivlelse? Der kan stadig være nogle skeletter i skabet, som kommer frem, når du konfronteres med potentielle nære relationer.
      Nærhed og sex med en ny partner indebærer altid muligheden for smerte. Jeg læser i dit brev, at du er tiltrukket af muligheden, men hvis du endnu ikke er klar til ’at springe ud i det’ og ’tage udfordringerne med oprejst pande’, tænker jeg, at du stadig har et hjemmearbejde at udføre. Fx at formulere hvad du ønsker og hvad du bestemt ikke ønsker fra en eventuel partner.
      Jeg kender ikke dating-markedet, men har hørt, at det kan være problematisk af flere grunde: For det første at der kan være uskrevne regler om, at en date forpligter til sex. Hvis du vælger at gå ad dating vejen, må du lave dine egne regler. Fx at det første møde over en kop kaffe kun gælder til at vurdere, om du ønsker at gå videre. Lad evt dette være en tydelig del af invitationen. Hvis ikke partneren kan acceptere dette, har han skrevet sig ud af historien.
      For det andet findes efter sigende en del fake-profiler, der lover en masse på papiret, men som viser sig at være varm luft. Brug din kropsfornemmelse til at vurdere troværdigheden. Den har tidligere hjulpet dig.
      Endelig kan der være forskellige motiver til at mødes. Nogle ønsker sex, andre ønsker en kæreste. Det vil hjælpe dig, hvis du er afklaret med dine egne motiver. Hvis du i virkeligheden ønsker en kæreste giver det smerte, når han med en lam undskyldning rider af næste morgen.
      Din veninde får dækket sine behov for intimitet gennem one-night-stands. Det er også en mulighed, men jeg gætter på, at hun er afklaret og ikke tillægger de seksuelle møder mere, end hvad de er: sex af svingende kvalitet. Du kan evt. spørge hende om, hvordan hun kommer ind i og ikke mindst ud af de kortvarige relationer, hvorved en kikset hyrdetime – for de findes også – ikke får lov til at gnave i selvværd og selvtillid.
      Du er velkommen til at kontakte mig igen på tlf. 2028 6266 eller komme forbi til en samtale. Hvis du bor langt fra mine konsultationslokaler i Hillerød og København kan vi tage en samtale telefonisk via Skype.
      Venlig hilsen
      Michael Loua

  4. S skriver:

    Hej Michael
    Først og fremmest tak for en fremragende blog! Nyder virkelig at læse med.
    Jeg kunne godt tænke mig, at vide lidt mere om hvordan hormoner (både naturlige men nok mest kunstige) påvirker kvindens lyst. Jeg har igennem de sidste 9 måneder haft en hormonspiral pga kraftige menstruationer. Talte med min læge om dens virkning og selvfølgelig også bivirkninger. Læste der ud over omhyggeligt indlægssedlen inden jeg endelig besluttede mig for at få den sat op, da jeg tidligere har reageret negativt på P-piller. Indlægssedlen nævnte intet om manglende sexlyst, men det gik ikke mere end et par dage, før min ellers så sunde appetit på sex, var fuldkommen forduftet.
    Lysten til sex kom ikke igen, til gengæld tog jeg 7 kg på, hvilket indlægssedlen heller ikke beskrev som en bivirkning ( selv om det åbenbart er ret velkendt, at den slags hormonpræparater, kan forårsage vægtøgning). Efter at have følt mig mere eller mindre frigid i de sidste 9 måneder, valgte jeg i sidste uge at få den fjernet. I løbet af 36 timer kunne jeg mærke en ændring i både humør og lyst. Nu her 9 dage efter, er lysten tilbage for fuld styrke!
    Hvad er dine erfaringer med hormoner og manglende sexlyst? Er der en sammenhæng eller er det blot en tilfældighed?
    Jeg ser frem til dit svar.
    Med venlig hilsen
    S

    • Michael skriver:

      Kære S
      Hormoner spiller en central rolle i reguleringen af den seksuelle lyst. Det gælder både de såkaldte kønshormoner, østrogen og testosteron, en række neurotransmittere, dvs hormoner der hjælper med at overføre nerveimpulser, hvor belønningshormonet dopamin er blandt de mest betydningsfulde for seksualiteten, samt en række andre hormoner, der bl.a. regulerer kroppens reaktion på fare, adrenalin og oxytocin.
      Det er velkendt at østrogen i præventionsmidler kan føre til vægtforøgelse hos nogle kvinder. Det er ligeledes velkendt at lave niveauer af testosteron hos kvinder kan føre til nedsat sexlyst, og det undersøges stadig om tilførsel af testosteron kan øge sexlysten hos kvinder. Nye undersøgelser peger i den retning.
      Jeg kender ikke varemærket på din hormonspiral, men jeg har undersøgt bivirkningerne på et af produkterne, og der er alt efter kilde forskellig angivelse af seksuelle bivirkninger. Indlægssedlerne nævner ingen seksuelle bivirkninger, mens en anden kilde angiver seksuelle bivirkninger ved brugen af hormonspiralen.
      Da der tilsyneladende er sammenhæng mellem produkt og bivirkninger synes jeg, at du bør bede din læge om at indberette produktets bivirkninger, så indlægssedlerne til stadighed kan blive forbedret.
      Jeg synes afslutningsvis det er fornemt, at du reagerer på dine kropslige forandringer, og at du opsøger lægen for at få hormonspiralen fjernet. Kroppen er meget fintfølende, og når kroppen reagerer med bortfald af sexlyst, humørsvingninger, vægtforandringer, smerte eller andre forandringer, skal vi reagere. Den slags signaler er vigtige og bør ikke overhøres.
      Det lyder som om du er glad for din seksualitet. Det glæder mig derfor at din indgriben har givet dig lysten tilbage. Du må nu tage en nu samtale med din læge, så du kan finde en bedre egnet præventionsform.
      Held og lykke
      Venlig hilsen
      Michael Loua

  5. Den fortvivlede skriver:

    Hej Michael.

    Her mellem jul og nytår 2014 sagde min kone, at hun ikke længere kunne finde lysten til sex og at hun ikke kunne love mig at hun nogensinde ville finde den igen (vi er henholdsvis 34 og 37 år gamle, har været gift i 12 år og har tre børn sammen). Det blev sagt uden vrede eller skænderi, og hun sagde ydermere at hun på den baggrund godt kunne forstå, hvis jeg ikke kunne forblive i et forhold med hende. Det skal tilføjes at vores sexliv i tiltagende grad har skrantet de seneste år.

    Det var selvsagt noget af en besked at få, for jeg havde slet ikke set den komme, og jeg tog imod den først med vrede og frustration, men i løbet af et par dage også med reflektion. Jeg skulle derfor ikke bruge lang tid på at komme til den konklusion, at jeg elsker hende højere end noget andet og at jeg ikke kan forestille mig et liv uden hende, hvilket jeg også fortalte hende, selv hvis det betød enden på sex.

    Efterfølgende er jeg også kommet til den erkendelse, at jeg bærer størstedelen af skylden for at det er kommet så vidt. Sex imellem os var blevet noget planlagt og pligtagtigt, og i takt med at hendes lyst af den grund aftog, pressede jeg nok mere og mere på. Dermed startede den onde spiral. Jeg gjorde sex til noget kvantitativt, hvis ikke det var sket så og så mange gange, så havde det været en dårlige ferie, uge, måned, år o.s.v. Og det havde hun jo (nu når jeg ser i bakspejlet) også gentagende gange igennem tiden prøvet at forklare mig.

    Det skal siges, at vi en eller anden forstand nu har det bedre end vi har haft længe. Vi er mere opmærksomme på hinanden, krammer hinanden meget, og jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har ligget så meget i ske, som vi har gjort det i den seneste tid. Hun har også fortalt mig, at det er lysten i det hele taget der er væk. Det er ikke fordi hun har lyst til en anden, og hun deler også håbet om at genfinde lysten, men hun kan ikke love mig noget.

    Jeg er klar over, at vi allerede er i gang med en helingsproces, og at vi skal lade tiden gøre en del af arbejdet for os. Jeg er oprigtig ked af, at jeg i den grad har været medvirkende til at bringe os så langt ud på kanten, og jeg ønsker så meget at kunne overbevise hende om at jeg har forstået hendes budskab denne gang, og at jeg altid er ved hendes side. Men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde at jeg da inderligt håber at gnisten tændes igen en gang ude i fremtiden.

    Hvad kan jeg gøre?

    • Michael skriver:

      Kære fortvivlede
      Tak for din eftertænksomme henvendelse. Det er dejligt at læse din positive indstilling til jeres forholds udvikling.
      Det er tegn på mistrivsel når en kvinde på 34 lukker ned for sin seksualitet; jeg læser i dit brev, at din kone har været under pres for længe. Når du spørger hvad du kan gøre er der tre hensyn at være opmærksom på: Hensynet til dig, hensynet til din kone og hensynet til jeres forhold. Du skal derfor overveje følgende: hvad kan du gøre for dig selv, for din kone og for jeres forhold.
      I har været igennem en svær periode, som mht sex måske har varet i mange år. Du er med et slidt ord ‘blevet klogere’, har fået en ny erkendelse af jeres seksualitet og angrer nu dit medansvar for udviklingen. En udvikling, som har ført jer til et nyt sted. Det nye sted lyder ikke umiddelbart ønskværdigt for dig, men så alligevel, for det har jo åbnet for en ny følsomhed: I krammer mere, ligger mere i ske og har fået en ny/anden intimitet ind i jeres forhold.
      Hvis vi omdefinerer ’sex’ og udvider opfattelsen af sex til at være andet om mere end blot penetrerende samleje, blowjobs og orgasme til i stedet at omfatte kropslig intimitet, så er der jo kommet masser af sex ind i forholdet. Hvad ønsker du mere?
      Jeg tænker, at den intimitet, som I nu har etableret, måske er tilstrækkelig for din kone for øjeblikket. Egentlig er det en klog beslutning, som åbenbart har været grundigt overvejet. Hun protesterer over det, som hun gennem længere tid ikke har fået, og hun protesterer over det pres, hun har været underlagt. Det kan jeg faktisk godt forstå! Hvordan ville du selv reagere, hvis du gennem længere tid var blevet presset til noget, som du ikke brød dig om? Jeg tror du ville protestere og til sidst smide håndklædet i ringen.
      Du spørger hvad du kan gøre. Du kan holde op med at presse, for den strategi har vist sig ubrugelig. Desuden kan du være lydhør for hendes ønsker til sex og nærhed, som du sandsynligvis kender, hvis du tænker efter, og som du tilsyneladende har overhørt. Du skal dermed gøre en indsats for at kende hendes længsel på hendes betingelser. For længslen er der jo stadig, siden hun ikke er totalt afvisende.
      I dit sted ville jeg bruge tid sammen med din kone og – som I gjorde da I engang var nyforelskede – være nysgerrig på, hvem hun er i dag, og hvad hun ønsker. Jeg vurderer, at det er en mulighed, for der er jo stadig loyalitet i jeres forhold og der er stadig lyst til intimitet og kropslig nærhed fra din kones side. I stedet for at tale om sex, som er blevet et belastet ord mellem jer, ville jeg tale om nærhed. Hvad betyder nærhed for dig og hvad betyder det for din kone?
      Det lyder også som om, der er en hårfin grænse for, hvad og hvilke berøringer, din kone nyder, og hvilke berøringer, fx af bryster og kønsdele, der for tiden er uacceptable.
      Du kan vælge at opfatte hendes protest som en ærgerlig begrænsning af din udfoldelse, men enhver begrænsning er også en mulighed. En mulighed for at opdage din kones krop på ny, særligt hvis du en tid kan sætte dit eget begær i skyggen og nyde den ny optagethed af krop, lyst og reaktioner. Uanset at du på et tidspunkt, når I er intime sammen, gerne vil ind i varmen.
      Det vil nok være en hjælp for jer at have helt klare aftaler om, hvad der er i orden og hvad der er no-go. Aftalen skal kobles med en forpligtelse til at meddele hinanden, hvis grænserne flytter sig. De aftalte grænser skal overholdes. Det er et spørgsmål om at få etableret en ny, kropslig tillid i jeres forhold.
      Som klinisk sexolog må jeg desuden gøre opmærksom på, at manglende lyst kan have nogle fysiske årsager: Det kan skyldes depression, som næsten altid nedsætter sexlysten, det kan skyldes hormonforandringer og det kan skyldes bivirkninger ved medicin. Da jeg ikke har mødt jer og kender jeres problematik i detaljer, er det svært at give andet end forslag, men ovenstående faktorer er værd af have for øje, så eventuelle somatiske (kropslige) faktorer kan udelades eller behandles.
      Held og lykke med de nye udfordringer. Jeg tror det vil lykkes jer at komme videre og jeg tror at din kones lyst til mere nærvær vil komme tilbage.

      Venlig hilsen
      Michael Loua

  6. Mig skriver:

    Kære Michael

    Det undrer mig, hvor mange mænd, jeg har mødt, som tænder helt vildt på en kvinde, der nyder sex. På trods af det vælger de en kvinde at dele liv med, som enten er ret reserveret i forhold til sex, eller som er meget blufærdig.
    Tror du at det handler om udfordringen? Om at de vil være den eneste ene, der kan få “åbnet” hende, eller handler det om trygheden?

    Mvh
    Mig

    • Michael skriver:

      Hej du
      Tak for dit spørgsmål. Jeg ser to besvarelser: en der handler om sex og en, der handler om pardannelse.
      Sexologien først, hvor jeg oversætter dine erfaringer til, at (nogle) mænd tænder seksuelt på kvinder, der har en bevidst seksualitet, men vælger en partner, der er seksuelt afdæmpet.
      Jeg bliver nødt til at male med en meget bred pensel for jeg kommer ud i nogle grove generaliseringer, men jeg mener, at der er nogle rolleforventninger til manden, hvor han skal være den udfarende og dominerende. Det er mandens hjemmebane. Psykolog og professor Dorte Marie Søndergård har skrevet sin doktorafhandling ‘Tegnet på kroppen’ om dette, hvor hun skriver noget i retning af, at mænd kan tage (seksuelt), mænd kan ikke tages. Sådan ser verden også ud i mine øjne.
      En seksuelt udfarende, selvbevidst og måske dominerende kvinde, bringer manden i vanskeligheder. Han er på udebane, og selvom det er spændende er det også anstrengende og måske derfor vælger han en kvindemodel, som han er tryg ved og som ikke skubber ham i hans rolle.
      Vi mænd har så travlt med at ordne, styre og kontrollere og har, det er min erfaring og hvad jeg ser, meget svært ved at lade hænderne hvile og bare tage imod.
      Det andet svar om pardannelse fører os over på psykologiens bane. Når vi vælger partner er der en række punkter på tjeklisten: Udseende, duft, stabilitet, sikkerhed, forældre til afkommet, sexpartner m.fl.
      Det kan jo godt være, at de mænd du beskriver, der tænder på erotisk vilde kvinder, at de foretrækker den mere afdæmpede type som partner og mor til hans børn.
      Politiken bragte den 24. februar en artikel med overskriften ‘Kvinders valg af partner ligner et abesamfund
      Her fortæller lektor og biolog Jes Søe Pedersen, der forsker i evolution på Københavns Universitet, om hvordan biologien påvirker partnervalget og hvordan roller og forventninger har ændret sig radikalt i nyere tid. Artiklen handler om kvinders valg af mænd, men tankesættet kan måske vendes og være en yderligere kommentar til dit spørgsmål.
      Hvorvidt han vil ‘åbne’ den afdæmpede kvinde og være den eneste ene… Hmmm, uden at kunne henvise til undersøgelser og videnskabelighed, så tror jeg, at mænd (generalisering) stræber efter at være den eneste og den bedste overfor sin erobring, og det er da smigrende at modtage beundring for sine færdigheder som sexoplukker. Derfor er andre mænd potentielle trusler, for tænk om hun mødte en anden, der var seksuelt bedre. Jeg er ude i nogle vilde gætterier, men kunne godt forestille mig at mandens jalousi kunne findes besvaret i spændingsfeltet mellem storhed og fald.
      Giver det mening?
      Hvis ikke, så skriv igen.
      /M

      • Mig skriver:

        Jeg kan godt genkende, det du skriver med at mænd vil tage og ikke tages. Det er faktisk mit indtryk, at en anseelig andel af mænd ikke kan komme ved BJ [blowjob, fellatio; ML] og en del simpelthen ikke bryder sig om det. Jeg kan også genkende, at mænd har behov for at blive beundret af den de elsker, og at de har det bedst med at føle sig “ovenpå” i flere betydninger.

        Men når jeg skriver “nyder sex”, så mener jeg ikke dominerende. Jeg mener nok selvbevidst eller ihvertfald bevidst om, hvad der tænder og hvad hun kan lide. Hun tager derfor også initiativ, og hun har ikke behov for slukket lys.

        Og så er det at jeg tænker, at netop i de rum kan manden da styre alt det han vil, hvor det jo med den blufærdige bliver hende der styrer. Ikke direkte men inddirekte. En kvinde, der nyder sex, kan have lige så meget brug for en stor stærk beskyttende forsørgende og initiativrig mand, men måske føles det for ham, som om kravene er højere? Mange mænd er jo i bund og grund til den intime vaniliesex [betegnelse for almindelig sex; ML].

        Det er som om, at en “vild erotisk kvinde” er ensbetydende med, at hun er udfarende med de store armbevægelser. En kvinde kan godt være initiativrig og nyde sex uden at hun er en Ørting wannabee [sexologen Joan Ørting; ML]. Men jeg fornemmer, at “vilde erotiske kvinder” får en del mænd ud på gyngende grund, hvis de skal vælge hende at dele livet med.

        Angående artiklen og valg af partner, så finder jeg det påfaldende, at fødselstallet daler og andelen af par der ikke kan få børn på økologisk vis stiger. Det hænger ikke sammen med, at der er en tendens til at kvinder vælger “genetisk”.

        Artiklen er dog interessant, fordi den får mig til at undre mig over, hvad en alphahan er i nutiden? Er det en mand der har forstået at sno sig gennem vores mere feministiske samfund end tidligere og nu sidder med bløde hænder og en universitetsuddannelse i et trygt job? Tidligere kunne en alphahan lige så godt være håndværker, skraldemand eller landmand.

        • Michael skriver:

          Tak for dine ord, tanker og overvejelser om sex mellem mænd og kvinder. Der er ikke noget spørgsmål, men jeg får lyst til at kommentere din fornemmelse, ‘at “vilde erotiske kvinder” får en del mænd ud på gyngende grund, hvis de skal vælge hende at dele livet med’.
          Det er ikke undersøgt, så det må blive på fornemmelsesplanet, for jeg har efterhånden også mødt en del kvinder, som har berettet om deres umødte lyst til og behov for sex og nærvær, hvilket har resulteret i både sex uden for forholdet og skilsmisse.
          Vi kan ikke generalisere ud fra enkeltstående tilfælde, men blot konstatere, at sex for nogle (kvinder) er så vigtig en ingrediens i et forhold, at det ikke vil undværes. Det bryder med mine tidligere forestillinger om, at det kun var mænd der klagede over for lidt eller for dårlig sex. Det holder ikke en meter! Hvorfor ‘mænd’ (pardon for denne uvidenskabelige generalisering) ikke opdager kvinders erotiske lyst eller ikke formår eller tør handle på den gad jeg godt vide. Den udbredte forståelse at kvinder har mindre lyst til sex end mænd har brug for et eftersyn og mænd (pardon igen) kunne godt have brug for at kigge indad, for at begribe deres eventuelle vanskeligheder ved at stå overfor en kvinde med stor appetit på sex.
          /M

  7. PW skriver:

    Hej Michael,

    Jeg er en mand, 45, i et nyt forhold, hvor jeg har opdaget mine Dom side, og hendes sub side. men det er meget nyt for os begge, og hvor jeg nemt kan finde sub’ber (?) der skriver om “hvad de kan lide” mangler jeg at høre fra Dom’mer (?)

    Jeg har allerede læst lidt af hvad der forventes af en Dom, og besider uden videre mange af egenskaberne:

    Faste hænder; jep, det har jeg! check
    sikker føring; yes, fra dans! check
    at vide hvad jeg selv vil ?? mindre check.
    fange hende med mit blik, check
    rolig, afventende (ja, hvorfor skulle jeg skynde mig?) check

    at tage ansvar for ALT … meget svært. passer slet ikke med min tantra, selvudviklings tankegang, hvor alle relationer er lige… den kan jeg ikke sætte check ved!

    Kan du hjælpe mig?
    vise mig en bog, hjemmeside, forum?

    mvh, PW

  8. S skriver:

    Hej Michael

    Hvad gør man, når man pludselig indser, at man ikke længere tænder seksuelt på sin partner? Hvad kan man gøre for at gnisten og lysten kommer igen og skal man indvie sin elskede i tingenes tilstand eller vil det kun gøre ondt værre?

    Hilsen en der elsker, men ikke tænder.

    • Michael skriver:

      Kære S
      Jeg er optimist på dine vegne, fordi de varme følelser stadig er intakte. Det er et rigtigt godt udgangspunkt. Som du skriver, er du for øjeblikket ’en der elsker, men ikke tænder’. Du skriver også, at du ’ikke længere tænder’, men det betyder jo, at tændingen har været mellem jer førhen.
      Hvordan viser den manglende tænding sig? Jeg ved ikke om du er mand eller kvinde, men hos mænd kan det være rejsningsproblemer, hos kvinder manglende fugt i skeden. Er den manglende tænding konstant eller er det i bestemte situationer? Det kan også være relevant at tænke over, hvornår det begyndte og hvad der skete på det tidspunkt.
      Oplever du den manglende tænding som en lede ved din elskede? Tænker du, at han/hun er blevet for tyk/tynd/grim/klodset og i øvrigt har fået grimme tænder. Nogle gange snyder vi os selv ved at gøre den anden grim og umulig, når vi selv er i vanskeligheder.
      Hvordan er det, når I har sex? Er du i virkeligheden på hårdt arbejde, og trænger mere til at blive forkælet? Fordelingen af roller og ansvar både i og uden for sengen kan være værd at kigge nærmere på. Har du opdaget nye lyster, som du ikke kan eller tør dele med din elskede?
      Det kan være et omfattende gravearbejde at finde ud af, hvor og hvornår tændingen slukkes, men hos de fleste med de samme problemer findes den manglende tænding i relationen mellem jer. Det betyder, at der er kommet noget imellem jer, hvilket er mit bedste bud på baggrund af så få informationer.
      Hvis der er skår i intimiteten og nærheden, går det ud over den seksuelle tiltrækning, hvilket er min fortolkning af dine ord ’manglende tænding’. Derfor bliver jeg nysgerrig efter at vide, hvor der er skår i nærheden, og hvornår det begyndte. Hvis du for eksempel hele tiden bliver kritiseret, påvirker det din lyst. Du kan ikke tænde på en, hvor du hele tiden skal have paraderne oppe.
      Med den begrænsede information jeg har fået, er mit bedste bud, at der er kommet skår i nærheden. Manglende tænding kan dog også være en konsekvens af træthed, udmattethed og andre faktorer i dit ydre liv.
      Jeg mener afgjort, at din manglende tænding er noget I skal tale sammen om, ikke mindst fordi kærligheden og respekten for hinanden stadig er intakt. Det ER der jo. Det er ikke noget som kan tages væk med en tryllestav eller som går over af sig selv.
      En af mine læremestre har sagt, at det eneste man skylder hinanden, er at dele de følelser som man har for hinanden. Også når det er svært. Det tror jeg på!
      Du har jo de følelser, som du har, og du har dine gode grunde til at have det sådan. Formentlig – og forhåbentlig – har I udviklet jer i jeres forhold, og lige nu er I et nyt sted, hvor en af udfordringerne er at finde tændingen frem igen.
      Det er ikke nogen sjov eller let samtale, der står foran dig. Det kan være svært at fortælle, fordi du frygter reaktionen eller frygter, at det bliver værre. Den bærende kraft er, at du ønsker at det bliver bedre mellem jer, og at du tager fat på det svære emne, fordi du ønsker at bevare jeres kærlighed.
      Når du tager hul på den vanskelige samtale skal du sørge for at der er tid nok, og undervejs erkende, at det nok kræver mere end en time én aften. Så må I sætte mere tid af til det, fordi det er vigtigt. Du kan også forlange, at du bliver hørt til ende, og at dine oplevelser ikke bliver benægtet. En sådan samtale kræver masser af tid og især masser af lytten til hinanden. Endelig skal du og I begge vide, at svarene ikke kan rystes ud af ærmet. Du kan sandsynligvis ikke forklare, hvorfor det er sådan for tiden, at din tænding er forsvundet, men du kan sige, at det er dit højeste ønske at undersøge det sammen med din elskede.
      Summa summarum: Der er en grund til at du har det som du har det. Det må I sammen finde ud af, og det må mødes med respekt. I skal tale sammen, selvom det er svært.
      I risikerer at en ny nærhed og et nyt kendskab til hinanden opstår. Alternativet, at putte med det selv, og lade som om det ikke findes, tror jeg ikke på.
      I har masser at bygge på, og hvis det bliver for vanskeligt at tale om bare jer to, så opsøg hjælp. Det kan være en befrielse, at der er en neutral, professionel i rummet til at klare vanskelighederne og til at hjælpe ordene frem.
      Se hvordan det går med disse råd. Du er velkommen til at kontakte mig igen.
      Venlige hilsner
      Michael
      PS: Det kan være godt at holde kærligheden varm i en svær tid, ved at gøre noget så enkelt som at holde i hånd, eller holde om hinanden, hvis dette er muligt. De små daglige berøringer er vigtige.

  9. dildo-Dorthe skriver:

    Mig og min mand har problemer med min sexlyst. Efter han ikke længere sover i dobbeltsengen, mødes vi mest af pligt i et fælles bad eller en lille hyggestund på sofaen. Men for det meste er det fra min side lidt af medlidenhed. For jeg må nok hellere! Hvordan får jeg lysten tilbage ? Onani? Har prøvet at sige jeg gerne vil have ham i sengen, og når jeg så endelig får ham derop. Kan jeg vågne ved at vi i søvne er begyndt at pille og så bliver det hyggeligt. Hjælp, skal jeg have min rabbit dildo frem igen? Vil det kunne fremkalde lyst?!? Eller?

    • Michael skriver:

      Hej Dildo-Dorthe
      Tak for din henvendelse og dine spørgsmål, som desværre ikke kan svares enkelt. Jeg begynder med det helt enkle: Ja, tag du endelig fat i kaninen. Onani med eller uden maskiner kan jo være skønt og kan sagtens tilfredsstille dine fysiske behov for en stund.
      Lystproblemer kan være svære at udrede. Nogle gange handler det om noget helt banalt som f.eks. søvnmangel og træthed og kan klares ved at få udsovet, andre gange handler det om for meget arbejde, i hjemmet eller ude i virkeligheden. Du skriver ikke om I har børn, men småbørn og arbejde med at passe de kære små kan være meget tids- og energikrævende og kan bestemt lægge en dæmper på overskuddet til sex. Den ubalance kan man også rette op på. Nogle gange opstår lystproblemer som følge af medicin eller ubalance i hormonerne.
      Som oftest findes lystproblemerne dog gemt i relationen, dvs. i forholdet mellem de to elskende.
      Jeg skriver således for ikke at give dig illusioner om, at der findes en hurtig fix-it løsning, og for at vise, at hvis man giver sexologisk rådgivning er der en række forhold som først skal tjekkes, herunder medicinering, sygdom, døgnrytmer, arbejdspres/stress m.fl.
      Du skriver at problemet er din manglende sexlyst og at i mødes mest af pligt. Jeg kan ikke læse om din mands beslutning om at forlade dobbeltsengen skyldes hans manglende sexlyst eller er hans reaktion på din manglende lyst.
      Jeg er helt overbevist om, at den manglende sexlyst altid har en årsag, og at denne årsag – der kan være flere – skal håndteres først. I de fleste tilfælde vender lysten tilbage, fordi – i jeres tilfælde – den har jo været hos jer tidligere. Når du nævner din rabbit dildo læser jeg også, at du stadig har en seksuel lyst. Det er den gode nyhed, så der er masser af ressourcer i jeres forhold at arbejde med! Lysten til sex og nærhed viser sig også, når I vågner om natten og søger hinanden.
      Lige nu er der grus i maskineriet, men det meste kan overkommes ved at tale sammen og ikke mindst ved at lytte til hinanden uden at skyde hinanden ned på forhånd. Nogle gange skal der hjælp udefra for at give begge plads til at tale og lytte.
      Mit råd er at I først skal få talt om, hvorvidt seksualiteten er vigtig i jeres forhold, og om I er rede til at tage på en opdagelsesrejse sammen, for at finde og få løst de problemer, som lige nu overskygger jeres lyst til hinanden. Næste beslutning er om I vil tage samtalerne selv, eller om I vil benytte jer af hjælp udefra.
      Held og lykke med de første afklarende skridt. Hvis I er klar til at dykke ned i lysten og ulysten er Du velkommen til at vende tilbage.
      Mvh
      Michael Loua

  10. J skriver:

    Kære Michael,

    Tak for en super god og informativ blog – elsker at læse med!

    Jeg befinder mig i en noget penibel situation og ved ikke helt hvordan jeg skal takle den.

    Jeg er netop kommet retur til mit job efter barsel med vores sidste skud på stammen. Min afdelingsleder og jeg har altid haft et godt og meget jovialt forhold til hinanden. Da jeg kom tilbage for en lille måned siden faldt vi straks tilbage i den gamle muntre tone og snakkede som før jeg gik på barsel. Jeg lægger selvfølgelig mærke til at han har lavet håret gro og at han har farvet det. Der er også noget andet ubestemmeligt som er anderledes. Under en snak lader han en bemærkning falde om, at han har besluttet at han ikke længere vil skjule hvem han virkelig er, at det heller ikke går så godt derhjemme hverken samlivsmæssigt eller på det seksuelle. Han fortæller, at hans kone ikke kan acceptere hans forvandling, men at hun jo heller ikke kunne lide ham før. På det tidspunkt ved jeg ikke rigtig hvad han mener, men i løbet af de sidste par uger har jeg bl.a. observeret at han bruger make-up og jeg fandt dameundertøj på vores fælles toilet. Hans bevægelser er meget kvindelige og han kommer med flere og flere små hint til hans forvandling, så jeg på ingen måder kan være i tvivl om at han er transseksuel.
    Dette er en stor mundfuld at skulle forholde sig. Han har på en eller anden måde udset mig som sin fortrolige og det er jeg naturligvis beæret over og jeg vil gøre alt for at hjælpe ham med at føle sig accepteret, især når det er tydeligt at han ikke får hverken forståelse eller accept fra sin kone. Men han er stadig min overordnede og jeg har det virkeligt underligt med at have den viden om ham og føler hele tiden at der bliver overtrådt en usynlig grænse.

    Hvordan skal jeg forholde mig til den viden jeg har? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham og få ham til at forstå, at jeg fuldt ud accepterer hans valg og på ingen måde fordømmer ham? Alt imens der stadig er en professionel distance i forhold til vores chef/ansat forhold.

    Håber du kan hjælpe, for jeg er virkelig i syv sind og føler mig en smule akavet i hans selskab efterhånden.

    Håber det er ok jeg gerne vil være anonym!

    Med venlig hilsen J

    • Michael skriver:

      Kære J
      Selvfølgelig er det i orden at være anonym. Hvis anonymiteten kan få dig til at skrive mere uforstyrret, har den jo en funktion.
      Mit svar til dig falder i to dele: din leders problem med sin seksualitet og dit problem overfor din leder.
      Det lyder som om din chef er i vanskeligheder. Han skal da tilbydes hjælp til at håndtere de mange tanker og sin ensomhed. Uanset om han er transseksuel eller ej, så er der jo røre i hans seksualitet. Samtaler med en professionel kan hjælpe, men der er også blogs og andre fora, hvor ligesindede kan dele erfaringer, stille spørgsmål o.a.
      Dansk Forening for Klinisk Sexologi har en fortegnelse over kompetente sexologer i hele landet, som du kan henvise til. Du kan finde fortegnelsen på http://klinisksexologi.dk/soeg-autoriseret-sexolog
      Det er tydeligt, at han har tillid til dig, siden han tilbagevendende viser dig sine private sider, men jeg synes du skal sætte en grænse for din egen skyld. Hvis han var en kollega og i øjenhøjde, måtte det blive en personlig afvejning for dig om hvad du vil lægge øre til. Problemet er, at han er din chef, dvs. der er et ulige magtforhold i jeres relation, som du skal være helt bevidst om.
      Din chefs betroelser er meget private og må tynge ham voldsomt, siden han lukker op for en medarbejder; uanset at I længe har haft tillid i jeres relation. Fordi betroelserne handler om hans identitet og derfor er meget tæt på personligheden, frygter jeg, at han en dag erkender, at du – som medarbejder – er kommet for tæt på. Det kan komme til at koste dig dit arbejde. Han er meget følsom for accept og afvisning, og en afvisning fra dig, blot fordi du har en dårlig dag, kan være nok til at du ryger fra varmen ud i kulden.
      Det kan være forførende, når andre betror sig til os, det er jo dejligt at mærke deres tillid, men du må ikke miste hovedet! Uanset dine ønsker om at lytte, rumme og evt. hjælpe må du være professionel og have blikket på jeres arbejdsrelation. Den er ulige!
      Du får en dobbelt rolle, når din chef kommer med meget private betroelser – det kunne også være om utroskab, alvorlig sygdom eller andet – hvor du på samme tid er fortrolig og ansat.
      Du lyder som et åbensindet menneske, der sagtens kan rumme betroelser om ’anderledes’ seksualitet, hvor kunsten er at være ’det store, rummelige øre’ men også at vurdere og sige til, hvis der er behov for hjælp udefra, men i dette tilfælde synes jeg, at du skal holde dig udenfor. Det kan være svært at ’rykke tilbage til start’ uden at blive afvisende, når han allerede har betroet sig, men det kan godt lade sig gøre.
      Argumentet for din privathed og din grænse skal være den ulige arbejdsrelation. Dine ord kunne være: ’Jeg føler mig virkelig beæret over, at du fortæller mig om den forvandling, der finder sted i dit liv, og jeg har beundring for dit mod og bliver overhovedet ikke frastødt af din seksualitet. Mit problem med fortroligheden er, at du er min chef. Jeg synes, du skal finde andre steder, hvor du i tillid kan dele dit private liv, men hvis du en dag har glemt din eye-liner, må du gerne låne min ;-)’
      Humoren kan give lidt lethed til det vanskelige budskab og samtidig signalere din accept.
      Han vil sikkert betro sig til dig igen efterfølgende, fordi hans forandringsproces vil fylde meget for ham, især i de næste par år. Din opgave bliver at mærke dine egne grænser, hvornår de bliver overskredet, og derpå gentage det ikke-fordømmende budskab, at ’det kommer for tæt på, fordi du er min chef’.
      I den kommende tid bør du også selv passe på med dobbelte budskaber: Hvis du spørger ind til privatliv eller deler meget private ting med chefen, inviterer du til det samme fra ham.
      Prøv at holde samværet professionelt, og emnerne I taler om i pauser og lign. til mere upersonlige emner. Det behøver ikke blive kedeligt af den grund – man kan jo sagtens diskutere personlige holdninger til drengeomskæring, skole-lockout eller andre af tidens emner, som man ikke er personligt involveret i.

      Held og lykke
      Michael Loua

      • J skriver:

        Tusind tak for dit hurtige svar!

        Jeg føler mig klart bedre rustet til kunne klare de udfordringer min situation giver.

        Vil helt klart sige fra, hvis det kommer for tæt på og holde mig til overfladigt ‘tøsefnidder’ i fremtiden!

        Tak for hjælpen.

  11. Den Frustrerede skriver:

    Kære Michael!

    Kan man have for meget lyst? Og hvordan får man afløb for sine lyster? Et kort spørgsmål, som på ingen måde er let at give et kort svar på, men jeg håber, du vil prøve!

    Med venlig hilsen
    Den Frustrerede

    • Michael skriver:

      Kære Frustrerede
      Jeg kan se på din henvendelse, at du er en kvinde. Det er vigtigt for bevarelsen at vide. Jeg ved ikke, hvor gammel du er og kender ikke til, om du har ægtefælle og eventuelt børn, eller om du har arbejde, hvilket alt sammen kan påvirke din lyst og seksualitet. Lyst, romantik, sex og erotik kræver ofte både tid og ro.
      Jeg har tænkt længe over dit spørgsmål. Jeg har stillet mig spørgsmålet ’Hvad er for meget’? Fordi ’for lidt og for meget’ står jo i forhold til noget. For eksempel i forhold til, det vi tror er normalt, eller til hvad der kan lade sig gøre.
      Lyst er jo meget forskellig og der er ikke noget, som er normalt eller unormalt. Nogle har meget lyst, mens andre han ringe eller måske slet ingen lyst. Lysten kan tilmed variere i perioder. Nogle kvinder har meget lyst omkring ægløsning, hvilket fra naturens side er meget praktisk, andre har meget lyst, når de menstruerer. Nogle kvinder har mere lyst til sex, når de er gravide. Det er individuelt og forskelligt. Er der et mønster for dig eller er din lyst konstant og hele tiden?
      I stedet for det nedgørende udtryk ’for meget lyst’ vil jeg omskrive dine ord til ’din lyst er let at vække’. Så bliver dit henvendelse til følgende ’Din lyst er let at vække, og du er frustreret, fordi du ikke ved, hvordan den skal have afløb’. Er det en meningsfuld oversættelse?
      Så bliver din lyst lettere at håndtere, fordi du kan sige: ’Hov, nu er min lyst vækket, men det passer mig ikke særligt godt, fordi jeg er på arbejde eller fordi jeg skal have gæster om 10 minutter’ og så kan du lægge den på hylde, indtil lysten passer dig og kan få afløb. Eller du kan gribe din lyst og sige ’velkommen, nu skal vi hygge os, min lyst og mig’.
      Har du nogen som kan hjælpe dig med at give dig afløb for din lyst? Har du en kæreste eller en partner eller må du klare det selv ved at onanere? Hvis du selv må tage hånd om dine lyster er der jo en række hjælpemidler, som kan tages i anvendelse. Jeg tænker på dildoer og massageapparater, som kan fås i alle tænkelige udformninger til både indvendig og udvendig stimulation. Hvis du kender din krop og kender til hvordan du bedst giver dig udløsning for kroppens og hjernens spændinger, vil jeg anbefale at du finde det massageapparat, som bedst passer til dig. Nogle kvinder skal have meget intens og kraftig stimulation, andre har meget følsomme kønsorganer – både indvendig og udvendig – og skal have en meget nænsom stimulation. Nogle kvinder skal have en stor dildo, der kan fylde helt ud, andre skal have en lille. Det er ligesom med krydret mad. Nogle skal have chili, andre kun et drys peber. Hvis du er frustreret over at dine lyster ikke kan få afløb, vil jeg råde dig til at eksperimentere med at finde frem til den måde og de eventuelle hjælpemidler, der passer til dig.
      Hvis du har en partner og I kan tale sammen om sex, må du hjælpe ham med at forstå dine behov og dine lyster. Det kan jo være rart – både for mænd og kvinder – at lægge styringen i andres hænder og bare læne sig tilbage og nyde forkælelsen.
      Der er nogle som mener, at sex kan tales ihjel. Det er jeg ikke så bange for. Vis din partner, hvordan du bliver forløst og giv dernæst din partner frihed til selv at undersøge og eksperimentere med greb og berøringer. Det synes jeg selv er meget bedre end at lege gætteleg med hinanden. Vi ved jo oftest selv bedst, hvordan vi skal stimuleres.
      Uanset om du er single eller i fast parforhold er lysten en foranderlig størrelse og det er altid dejligt, frækt og godt for kærligheden at være nysgerrig på sig selv og sin partner, og lysten kan derfor være en billet til en spændende opdagelsesrejse. Der er helt sikkert noget ved din lyst, som du eller I endnu ikke har opdaget.
      God rejse.

      PS: Der er for nylig lavet en norsk film ’Ta’ mig’ om en pige i puberteten, som havde en meget stærk og krævende libido og som måtte tilfredsstille sig selv konstant. Du kan se filmen anmeldt på http://www.dr.dk/P1/Filmland/Anmeldelser/2012/01/Ta+mig.htm
      Hvis du er i filmhjørnet, kan du også se ’Hysteria’ som er en sjov film om dildoens opfindelse. Se filmomtalen på http://www.lovefilm.dk/film/Hysteria/157679/review/members/

  12. K skriver:

    Hej Michael
    Først og fremmest må jeg rose dig for nogle rigtig gode indlæg her på din blog! Der er virkelig stof til eftertanke og mange gode råd, som jeg suger til mig.

    Jeg går og tumler lidt med noget, som jeg håber du måske kan komme med et godt råd til. Du har været lidt inde på emnet i nogle af dine indlæg fx. om forsigtige mænd, den lystfulde smerte og kvinders trang til en fast hånd.

    Min mand og jeg har været sammen i mere end 15 år og vores sexliv er, efter nogle magre år, igen kommet i gang. Vi har eksperimenteret med vores seksualitet. De fleste af tingene med stor succes til begges tilfredshed.

    Men der er et sted det halter, desværre! Jeg tænder meget på at blive domineret, men jeg kan ikke underkaste mig min mand. Jeg har været sammen med andre mænd, som jeg uden problemer lader mig dominere af. Min mands højeste ønske er, at han kan give mig samme oplevelse, at det er ham jeg underkaster mig, at det er ham, der giver mine balder farve! Der er ikke noget jeg ønsker mere, men uanset hvordan vi gør det, så kan jeg bare ikke give slip.

    Om det er fordi jeg er bange for at miste kontrollen (er lidt af en kontrolfreak), måske fordi vi også skal være et makkerpar i dagligdagen, ved jeg ikke, men det er lige eneste begrundelse jeg kan komme på. Har du et godt råd til hvordan vi kan komme videre, hvordan jeg lære at skelne mellem hverdag og leg?

    På forhånd tak :-)

    K

    • Michael skriver:

      Kære K
      Tak for din ros og for dit meget åbenhjertige spørgsmål. Det glæder mig, når et veletableret forhold efter seksuelt magre år kan komme tilbage og genfinde den erotiske glæde. Godt kæmpet, for det er ikke altid nemt at finde tilbage til intimiteten, når børn (hvis I har børn) og hverdagens andre krav reducerer tiden til at være intime sammen.

      Du spørger til dominans og undergivelse, som jeg her vil kalde D/s, og tilføjer at du har været sammen med andre mænd. Her har du bl.a. oplevet spændingen ved D/s. Med mindre du skriver om tidligere erotiske oplevelser, antager jeg at dine møder med andre mænd er afklaret I jeres forhold.

      Dominans og submission er et omfattende emne, og et svar på dit spørgsmål kunne let blive meget langt. Derfor har jeg skrevet et nyt indlæg om D/s. Her kan du læse om min forståelse af D/s i en seksuel sammenhæng. Jeg vil desuden henvise til nogle danske blogs om D/s, som både godt og personligt fortæller om dette. Find links nederst.

      Du er en ’kontrolfreak’, skriver du. Jeg antager dermed, at du gerne vil have styr på tingene, f.eks. arbejdsmæssigt, hjemme osv. Samtidig vil du gerne domineres seksuelt. Hvis du er en kontrolfreak til hverdag, kan det netop være befriende at slippe kontrollen og ikke være ansvarlig for noget som helst. Bare følge med.

      Friheden ved at følge med uden at tage stilling er ofte det, som submissive søger i D/s. Det gælder i øvrigt både kvinder og mænd. Når du træder ind i det submissive rum har du intet tyngende ansvar, som hverdagen ellers er fuld af.

      Hvad skal I gøre? Først og fremmest skal I afklare om I begge har lyst til at være sammen i en D/s relation, om I begge har lyst til denne form for seksualitet. Du kan have en længsel, men hvis din mand ikke kan, ikke tør eller ikke vil møde denne længsel hos dig, så vil det ikke lykkes.

      I skal begge skal være indstillet på at træde ind i og bryde de vante roller. Det kræver din tillid til ham, og det kræver hans tilladelse til at gøre det som man(d) ikke må, nemlig at dominere. Han skal træde ud af sin rolle som ligeværdig partner, respektfuld ægtemand, omsorgsfuld kæreste osv. D/s er en stor udfordring, som går begge veje!

      Så skal I have tid og ro omkring jer. Dominans kan godt være en hurtig tur på køkkenbordet, men kræver som regel mere tid til at finde ind til hinanden og ind i de nye roller.

      Du har haft D/s oplevelser med andre mænd, skriver du. Det betyder, at der ligger nogle erindringer og rumler i dit hoved – og i din krop. Disse erindringer kan være meget forstyrrende, og kan ikke overføres direkte til jeres forhold, som jo er noget helt unikt. Hvis du som undergiven vil møde din mand, skal du viske de tidligere erindringer bort og opleve, hvad din mand gør, ikke genopleve hvad de andre har gjort. Det bliver dit ’hjemmearbejde’.

      Din mand er unik, hans hænder er unikke, og hans stemme er unik. Det er Ham du skal følge, ikke dine forestillinger. For så vil du have det på en bestemt måde, dvs kontrollere. Det kaldes ’topping from the bottom’ (at kontrollere nedefra). Dominans kræver en dominant, der er stærk nok til at sige ’det er da meget godt, hvad du vil have, men det er altså mig der bestemmer’. Og det kræver en submissiv, der er parat til at adlyde.

      Kan I tale sammen om det? Kender han dine lyster, og ved han hvad du i grunden længes efter, når du drømmer om at være undergiven? Det skal han jo vide, hvis du vil mødes på dine længsler. Er det ro og frihed, som er kernen i din længsel, eller er det smerte?

      Fysisk smerte (endefuld, pisk og andet) kan være en af vejene ind til roen, og kan være et af midlerne til at vise sin dominans, men hvis I eksperimenterer med smerte, skal i gå med forsigtige skridt. Der er mange som er kommet til skade – både fysisk og psykisk – fordi grænser og aftaler ikke er blevet overholdt. Der findes grænseløse mennesker i D/s og SM-miljøet, og de er efter min mening farlige!

      Det lyder i mine ører, som om du er parat til at indgå i en D/s relation, men lyder også – uden at kende jeres forhold – som om din mand ikke er parat eller har de samme lyster. Evt. at han har svært ved at slippe sin rolle som den gode og solide ægtemand, du beskriver ham som.

      Du har initiativet, for du har sendt spørgsmålet. Du kører i Porsche, mens han måske kører i en firhjulstrækker. Det kan være en god regel, at den som kører langsomst sætter farten. Måske skal du slippe gaspedalen lidt de næste hundrede kilometer.

      Hvis I rigtig er i legehumør, kan I også skabe et legeunivers, hvor I kan opbygge nogle nye roller i forhold til hinanden: Skolen, med den ulydige skoleelev og den strenge lærer, herregården med den lystne stuepige og den uartige fodermester, piratskibet med den grumme kaptajn og den tilfangetagne guvernørdatter osv. Find selv på mere.

      Mine opmærksomhedspunkter i stikordsform er:
      – Intern afklaring
      – Tillid
      – Tid

      Kig sammen på nedenstående blogs, og se i første omgang om de fanger interessen:
      http://hanskvinde.wordpress.com
      http://udsigtframinsofa.wordpress.com/

      • K skriver:

        Kære Michael

        Tusind tak for dit hurtige svar. Det har givet mig rigtig mange ting at tænke over, men også modet til at spørge mig selv, hvad det egentligt er jeg vil med min underkastelse.

        Jeg vil slippe gaspedalen, snakke med min elskede og være tilstede i nuet, sammen med ham, i stedet for at jagte tidligere erindringer.

        Og tak for link til nogle faktastiske blogs… Masser af indsigt og inspiration til hede fantasier!

        I dyb respekt, K

        • Michael skriver:

          Velbekomme. Det lyder som en god beslutning. Selvreflektion og samtale er vejen frem.
          Du er velkommen tilbage, hvis det giver knuder.
          Held og lykke.
          Venlige hilsner
          Michael

  13. Lene skriver:

    Hej Michael
    Gode, spændende og velskrevne artikler! Jeg glæder mig til at læse mere!
    Specielt artiklen om “Ferie og fantasier” var meget tankevækkende, selvom jeg dog stadig vil have svært ved at få startet på emnet… for hvordan gør man det, uden at blive alt for genert eller bange for at “forskrække”…
    Og så er jeg spændt på en dag at høre, hvad det egentligt er, som “køkkenskuffen gemmer”!
    Kh
    Lene

    • Michael skriver:

      Kære Lene
      Tak for din ros og dit spørgsmål.
      Hvis samtalen om feriedrømme er værktøjet til at tale sammen og undersøge hinandens drømme – det kunne også være samtaler om det lækre måltid, en god film og andre ‘ufarlige’ emner – så er samtalen om de seksuelle lyster og fantasier mere ‘farlige’, fordi vi sætter meget mere på spil. ‘Tænk nu, hvis han synes jeg er for meget’ osv.
      Samtalen om vores fantasier er vanskelige i begyndelsen, fordi vi ikke er vant til at tale om sex med hinanden, fordi vi mangler et sprog for vores seksualitet og vores lyster, og fordi samtaler om sex ofte er syltet ind i vores blufærdighed, skyld og skam.
      Hvis samtaleemnerne er ‘farlige’ kan det være lettere at tale om noget uden for os selv, dvs at tale om noget nogle andre gør.
      ‘En af mine veninder fortalte om noget, hun har prøvet. Det synes jeg lød ret spændende…’ eller ‘jeg har fundet det her billede på internettet, som jeg synes er ret frækt’. Her er internettets væld af billeder og erotiske noveller en guldgrube at tale sammen om. Måske kan I – når I bliver lidt mere øvede – give hinanden en opgave, at vælge et billede fra internettet, og fortælle, hvorfor det billede er frækt og pirrende.
      Endelig kan det være mindre farligt at fortælle om sine drømme og fantasier som scener på ‘det indre teater’, en model jeg har fra psykologerne Inger Bugge og Lennart Lindgren.
      ‘Nu skal du høre. Jeg har det her billede som hele tiden dukker op…’ og så beskriver du en scene, hvor du beskriver, hvordan teaterrummet ser ud (‘det ligner en stue’), og hvad er der i rummet, møbler, dekorationer osv. Du beskriver dernæst hvilke ’skuespillere’ (roller), der er med på scenen, hvor mange de er, hvordan de er klædt, og hvad de gør.
      Ved at bruge teater-modellen kan du fortælle om noget ‘nogle andre’ gør, hvilket er meget mindre truende end at fortælle om dine egne fantasier.
      Dit sidste spørgsmål er, ‘hvordan får man hul på den intime samtale?’ Jeg synes jo at det er helt legalt at give sit forhold et servicetjek en gang imellem. Hvad er godt og hvad er skidt for tiden, hvad vil vi gerne have mere af osv. Også når det gælder sex.
      Din fortælling om dit indre teater kunne være over opvasken, men det er nok bedre, at der er både ro og tid omkring jer.
      ‘Min elskede, der er noget jeg har lyst til at dele med dig. Det er svært at tale om, for jeg bliver nok lidt genert…’
      Giver det mening?

  14. Lena Vinther skriver:

    Kære Michael,

    Så kom du endelig i gang. Rigtigt meget tillykke!
    Det er et kæmpeprojekt du har fået søsat – men tiltrængt i mange hjem…. Jeg ved at du har så meget at give andre, hvilket jeg har erfaret gennem vore samtaler. Jeg håber at du får stor succes med Lysten til lysten og jeg kan kun give dig mine bedste anbefalinger med på vejen!

    Mange kærlige hilsener fra
    Lena

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *