Den eneste ene 3 – hvordan styrkes relationen i et langvarigt forhold?

Kategoriseret under Utroskab og tagget med , , .

Med mindre forholdet er baseret på en fast og traditionel rollefordeling ’far tjener pengene og mor servicerer og følger med’, vil forholdet være baseret på lighed. Selvom der stadig er kønsmæssig slagside bl.a. i forhold til barsel og barselsorlov, løn og arbejdsvilkår, har begge parter i et forhold mulighed for personlig og arbejdsmæssig udvikling.

Jeg vil godt vove et øje og mene at mændene især har haft svært ved at erkende, at kvinderne er lige stillede. Det betyder, at begge bidrager til forholdets indtjening, og at begge er forpligtede til at løse de hjemlige opgaver.

Jeg er sikker på, at der findes mange kvinder med bristede forventninger, som føler sig røvrendt af deres mænd, og som derfor overvejer et liv alene eller et liv med en ny partner. Tilsvarende er der mange mænd som bliver skuffede, når kvinden får sine behov for fysisk kontakt dækket først og fremmest gennem hendes samvær med børnene.

Når kvinder søger skilsmisse er det oftest på grund af arbejdsfordelingen i hjemmet, uindfriede forventninger og utilfredshed med forholdet eller partneren. Når mænd søger skilsmisse er det oftest på grund af kvindens eller egen utroskab.

Når forventninger skuffes er nedkøling af seksualiteten en typisk reaktion. Sagt meget firkantet: han kører med klatten og har det spændende liv, hun passer ungerne og skal også klare de hjemlige opgaver. Så bliver hun bitter og kaster med skyld og bebrejdelser. Seksualiteten drukner under dynger af uløste konflikter, fjendskab og bebrejdelser.

Hvis forholdet skal styrkes, skal både hans og hendes drømme have plads. Opgaverne – både de arbejdsmæssige og de hjemlige – skal løses i fællesskab, så begge får overskud til at pleje egne interesser. Hvis der kun er plads til den enes drømme, bliver parforholdet taberen, og så kan nedtællingen til separation eller skilsmisse godt begynde.

Forholdet styrkes ved at have respekten for den anden i højsædet. Din elskedes drømme og (livs)ambitioner er mindst lige så vigtige som dine. Hvis du mener, at dine drømme er vigtigere end din elskedes, skal du nok snarere finde dig en tjener end en livsledsager.

Din elskedes mening vejer ligeså tungt som din og en diskussion, der ender med at du får ret, kan måske være en personlig sejr, men det vil være en sejr på bekostning af det fælles. Du fik ret, men fandt aldrig ud af hvad din elskede mente.

Respekten for hinanden vises i handling, men forståelsen kommer gennem samtale. Der er ingen vej uden om!

Lyt til hinanden – først og fremmest lyt – og hvis der er noget, I ikke forstår, så spørg med undren og ikke med bebrejdelse. Der er som regel en mening med det, vi fortæller hinanden, og det er ikke nødvendigvis kun din elskede, der har sære ideer. Måske er det dig, som ikke tør eller gider gå på opdagelse i din elskedes univers. Du gjorde det, da du var nyforelsket. Hvorfor holdt du op?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *