Der er 99 ord for nej men kun et for ja

Kategoriseret under Selvværd og tagget med , , , , , , , .

God sex er gensidig! Hvis ikke begge parter i en seksuel relation er indforståede, er relationen ulige. Prisen for manglende gensidighed er dårlig sex. I værste fald er det et overgreb.

En god bekendt har netop fortalt, at hans næsten voksne datter har været udsat for et seksuelt overgreb, og derfor er jeg rimeligt gal i skralden.

Jeg skriver denne opsang først og fremmest til de respektløse mænd og drenge, der ikke har fattet meningen med sex, der accepterer, at sex kan være en ensidig oplevelse. Modsat rækker jeg hånden frem til de kvinder, der udsættes for grænseoverskridende mænds krænkende opførsel. Jeg ved godt at rollerne kan være omvendte, at kvinder også kan begå overgreb, men i dette tilfælde er det en ung mand, der har begået overgreb mod en ung kvinde. Og jeg er vred!

Sex er gensidig. Gensidigheden betyder, at begge parter skal være indforstået med den seksuelle relation. Begge skal have sagt ja. Nej til sex betyder NEJ. Det betyder snitterne væk, ikke interesseret, fingrene af fadet osv. NEJ!

Når der er sagt nej er enhver berøring et overgreb. Der er sagt NEJ. Det betydet, ‘du skal ikke tættere på’. Det betyder, at jeg ønsker afstand, bliv fra mig. Nej er retten til afstand og muligheden for beskyttelse.

Ordet ’måske’ er ikke et ja. Måske betyder NEJ, ikke nu. Det kan måske ændres til et ja, men lige nu er det et nej.

Nej er ikke blot den fonetiske lyd [nei], no, njet, nein, der kommer ud af munden. Nej er også attituder, kropssprog og kropsholdning. Hvis kroppen drejes bort eller hånden holdes afvisende op, så betyder det nej.

Der er altså ca. 99 måder at sige nej på, mens der kun findes et ja.

Den amerikanske blogger Rockstar Dinosaur Pirate Princess har skrevet et indlæg om samtykke (consent), hvor hun sammenligner invitationen til sex med en invitation til te. Jeg har oversat et par afsnit:

‘Hvis du inviterer til te, og den inviterede svarer ja for pokker, lad os få noget knaldhamrende varm te, NU, så er der sagt ja til te.

Hvis du inviterer til te, og den inviterede svarer ‘hmm, tjaeh, jeg er ikke helt sikker’, så kan du lave teen eller du kan lade være, men du skal være klar over, at din gæst måske ikke drikker teen, og hvis gæsten ikke drikker teen, så lad være med at tvinge. Du kan ikke bebrejde dem dine anstrengelser med at lave teen ud fra den minimale chance for at de sagde ja alligevel. Du må håndtere, at de ikke vil have te. Blot fordi du har lavet teen betyder ikke, at du har ret til at se dem drikke teen.

Hvis de siger nej tak, så lad være med at lave teen, overhovedet. Lad være med at lave te, lad være med at tvinge dem til at drikke teen og lad være med blive irriteret over, at de ikke vil drikke teen…’

Jeg anbefaler at læse hele indlægget. Det er ret godt tænkt.

Sex uden samtykke er overgreb og man skal være ualmindeligt tykpandet for ikke at kunne forstå det nej, der er sagt med ord eller vist med afvisende kropssprog.

Seksuelle overgreb ødelægger mennesker. Det ødelægger ikke bare den, der var udsat for overgreb. Det ødelægger også familier, venskaber og arbejdsrelationer. Den skadelidte går helt i stykker og kræver næsten uendelig omsorg og uendeligt megen tid, for at genvinde tilliden til andre mennesker.

Hvis motivationen er med fortsæt og gennem magtanvendelse at ødelægge et andet menneske, bliver jeg alvorligt vred. Lige præcis her slutter min i øvrigt store tolerance og rummelighed for seksuelle variationer.

Hold nu op. Please! I ødelægger det for alle os andre! I skaber en verden, hvor især kvinder, store piger, unge og voksne, går rundt og er frygtsomme.

Sex bliver først rigtig god, når der er enighed. Hvis du ikke kan få, hvad du begærer, så må du arbejde lidt mere for sagen.

One Response to Der er 99 ord for nej men kun et for ja

Skriv et svar til Pernille Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *