Find stopknappen

Kategoriseret under Kroppen og tagget med , , , , , , , , .

Mange henvendelser til sexologisk rådgivning handler om at finde startknappen i forhold, hvor lysten er forsvundet og seksualiteten gået i stå. I samme forstand findes også en stopknap, som kan bringe tankemylder til tavshed.

Inspirationen og opfordringen til denne tekst kommer fra en af mine klienter, hvor vi i rådgivningen blandt andet har talt om  tankemylder* og om vanskelighederne ved at parkere hverdagens krav til ansvar.

Det er vist velkendt for de fleste, hvordan det i sengen nogle gange kan være svært at slippe tankerne om børnepasning, økonomi og planlægning af de kommende dages aktiviteter. Det gælder både når sengen skal bruges til søvn og når den skal bruges til sex. Naturligvis kan intens sex, med hede kys og erotiske berøringer skabe sin egen tilstand af nærvær og nydelse, men nogle gange er tankerne så mange, at der skal mere til for at skabe den intense væren, som nogle længes efter.

Et hyppigt råd fra sexologer er at planlægge seksualiteten, så der både er tid og ro til at være sammen. Det vil sige, at dagens aktiviteter er afsluttede, så de ikke kommer med i sengen. Det vil videre sige, at telefonen er sat på lydløs, børnene taget hånd om og der er varmt og godt i rummet med dæmpet lys, og så kan løjerne begynde…

Planlagt sex og god tid er bare ikke altid tilstrækkeligt. Tankerne fra hverdagen og de ubetalte regninger kan være så massive, at hjernen skal sættes på pause.

Nu får du et lille lynkursus i, hvordan hjernen fungerer.

Ud fra et kendskab til hjernens opbygning og funktion, så stammer de mange tanker fra den forreste del af hjernen, neocortex, som planlægger og tænker både fremad og bagud. Det er i neurologisk forstand denne del af hjernen, som skal på stand-by.

Længere tilbage i hjernen, i mellemhjernen i den del som kaldes amygdala, opstår og håndteres følelser og endnu længere tilbage i hjernen, nær hjernestammen, som findes lige oven for ryghvirvelsøjlen opleves kroppens sansninger, hvor impulser fra især huden og fra vores øvrige sanser kommer ind i hjernen og bliver bearbejdet.

For at standse eller bremse aktiviteterne i neocortex skal impulserne fra hjernestammen og amygdala have plads. Det betyder, at vi skal trænes i opmærksomhed på kroppens sansninger. Det er en træning i at blive opmærksom på det som sker i kroppen og i kroppens samspil med omgivelserne, bl.a. rummet omkring os og vores placering i rummet (stående, siddende, liggende o.lign.). Sansemæssigt er der kæmpe forskel på at være stående eller liggende.

En del af det seksuelle samvær er berøring, hvor berøring af huden og særligt de meget følsomme erogene zoner (områder af kroppen med mange følenerver), sender impulser op til de lavere dele af hjernen. Sansepåvirkning af duft- smags-, syns- eller hørenerver samt berøring af hudens forskellige sansenerver, der registrerer varme, kulde, tryk og smerte, kan være med til at intensivere den seksuelle oplevelse. Da hjernen arbejder ud fra genkendelse af det allerede kendte kan også overraskelser sætte nye hjerneaktiviteter i gang.

Konklusionen på denne lille lektion er, at stimulation af kroppens sanser kan opleves på sanseniveau som ’ah, det er dejligt’ eller ’eii, det kan jeg ikke lide’. Stimulation og relationen til partneren kan udløse følelser i mellemhjernen, og forrest i hjernen kan vi tage stilling til, om legen skal fortsætte, om vi skal stoppe eller tænke på noget andet.

Tilbage til stopknappen…

For at gøre sanseoplevelsen endnu kraftigere og for at bremse de mange tanker fra hjernens forreste del kan man sætte nogle af sanserne ud af spil, hvilket fremmer opmærksomheden på de andre sanser. Det er derfor, nogle bruger bind for øjnene eller ’blindfold’ på engelsk, som en del af den seksuelle leg. Nogle bruger musik i hovedtelefoner for at lukke af for forstyrrelser og andre bruger fx isterninger som pirring i det seksuelle samvær.

I kan nok forestille jer, hvordan sex med bind for øjnene og en isterning på huden, måske endda på hudens mere følsomme steder, kan gøre det vanskeligt at fastholde tankerne på familiemiddagen den kommende weekend. Disse remedier kan være med til at slukke for hjernen og gøre seksualiteten endnu mere sanselig og nærværende. Smilet på læberne og kroppens reaktioner viser, om stimulationen har en effekt.

I den efterhånden gamle film 9½ uge med Kim Basinger og Mikey Rourke er der en scene fra et køkken, hvor den kvindelige hovedperson sidder med lukkede øjne og bliver madet med frugt og is og vistnok også chili. Jeg tænker, at hun i den tilstand har svært ved at tænke på det kommende personalemøde eller om håret sidder pænt.

Jeg må tilføje, at den slags udvidelse af seksualiteten kræver gensidig tillid. Hvis der er knas i forholdet, kan ’legen’ blive grænseoverskridende. Så træder den forreste, vurderende del af hjernen i karakter og siger stop.

Skift roller

Hvis forholdet kan bære seksuelle eksperimenter og ikke er tynget af underliggende konflikter, kan det være en mulighed at bestemme på skift. ’I dag er det mig, der finder på noget, næste gang er det dig’. Det kan være en fin mulighed for at gå på fornyet opdagelse med hinanden, og kan vise nye ting, der virker godt, virker skidt eller slet ikke virker. Uanset udfaldet er det med til at udvide kendskabet til egen og til partnerens seksualitet.

Jeg tænker, at mange mænd vil have godt af at indtage den passivt nydende rolle. Jeg tænker således, fordi mit indtryk er, at især mænd har svær ved at slippe ansvaret for seksualiteten og for partnerens nydelse og tilfredsstillelse. Men jeg må samtidig advare om, at det kan være både provokerende og svært at slippe gashåndtaget og kun skulle hengive sig til den nydelse, som partneren frembringer.

Efterfølgende kan det være fint at have en lille snak med hinanden, om hvad der var godt, og hvad der var skidt.

Husk, at der ikke er nogen facitliste! Hvad der kan være dejligt for den ene, kan være ubehageligt for den anden. Udfaldet viser blot, at vi er forskellige, også seksuelt. Det kan også vise, at vi forandrer os; for noget som var dejligt i går er måske ubehageligt i dag eller omvendt. Udgangspunktet må være, at begge har gjort det så godt som muligt, og oplevelserne skal ikke forsvares, kun beskrives.

Fra de første eksperimenter med isterninger, blindfold og håndledsmanchetter er der ikke ret langt til BDSM, der nogle gange forstås som sex med reb, smæk, dominans og underkastelse. BDSM kan forstås og praktiseres på mange måder, blandt andet rituelt, men også som kropslige og mentale veje til at skabe fokus og til at bremse indre og ydre forstyrrelser. Men det er en helt andet historie, som vi tager en anden gang.

God weekend

Michael Loua

* Tankemylder er et fast begreb fra psykiatrien, som jeg her har lånt til lejligheden. Jeg bruger ordet uden hentydning til psykiatrien, og udelukkende til at beskrive oplevelsen af tanker der myldrer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *