Hverdagens små ritualer

Kategoriseret under Sex og tagget med , , , , , , .

Vejen til dobbeltsengen går via opvasken, har familieterapeut Mogens A. Lund engang sagt. Det er velkendt, at ulige arbejdsbyrder i parforholdet på lang sigt dæmper lysten til intimitet: Hvis din partner føler sig ladt alene med opgaverne, så bliver der lukket ned for åbenheden, og dermed for intimiteten, som er porten til sex. Modsat findes der et væld af usynlige ritualer og vaner, der med kærlig opmærksomhed kan fremme den enkeltes velvære, og dermed lysten til mere nærhed.

Hver eneste dag vågner vi fra søvnen, står op, klæder os på, forbereder dagen, tager afsted … vender hjem, træder ind i hjemmet, laver mad, spiser, rydder op, slapper af, går i seng og falder i søvn. Hvordan skal det være, når du eller I er alene eller når I får gæster? Skal bordet være dækket, eller skal gæsterne inddrages i madlavningen? Hvordan gør du det og hvilken betydning har ritualet for dig? Og for dine gæster….?

Hver af disse begivenheder er et ritual og er forbundet med rituel handling. Hver af disse handlinger kan være ubevidste rutiner, men de kan også justeres og blive til begivenheder, der giver mere glæde. Du har gjort det tusinder af gange, men hvordan kommer du egentlig hjem? Hvordan kommer du tilbage fra studie- eller arbejdslivet og ind i det private? Hvordan vil du gerne modtages?

I denne simple hverdagsting, hjemkomsten, er der en række rituelle handlinger, som kan ske helt uden omtanke. De kan også gøres bevidste, så du får det himmelsk, og så din elskede, dine børn, din familie og dine venner også får det godt.

Det handler om at skabe en stemning, hvor der er plads til udfoldelse. Skal du have ro, når du træder gennem døren eller vil du i kontakt med det samme? Skal du modtages i en åben favn eller skal du selv opsøge din elskede? Skal du hvirvles ind i familiens aktiviteter eller skal du først bænkes med en knastør sherry?

Ved at blive modtaget med handlinger, som giver glæde og tryghed, kan vi bedre møde hinanden uden filter. Derved kan vi flyde ind i den bløde, sanselige, nysgerrige og åbne stemning, som er forstadiet til sex, og hvor berøring og kærtegn – også af de mest følsomme kropsområder – bliver intimitetens tanketomme fortsættelse.

Hvordan skal du vågne om morgenen? Hvordan skal det være, og hvordan skal det i hvert fald ikke være? Hvad ønsker du dig fra din partner, og hvilken opmærksomhed er du parat til at give?

Det er langtfra sikkert, at den måde du hidtil har indrettet dig, er den bedst tænkelige. Giv dig en stund hvor du fintænker over dine rutiner – og din partners – og tag tid til at fortælle det.

Det er forbundet med risiko! Du risikerer at få det, du inderst inde ønsker, når din partner får denne vigtige viden om dig. Det minder en hel del om sex og er måske et meget godt sted at begynde, hvis du ønsker forandring.

/Michael Loua

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *