Intimitet efter sex

Kategoriseret under Kroppen og tagget med , , , , , , .

Stilheden efter sex kan være en gave: en kilde til indsigt og en mulighed for afslapning, men åbenheden kan gøre os sårbare. Vær opmærksomme og vær gode ved hinanden, når I giver lov til at komme ind!

Hvad sker der, når vi er færdig med at have sex? Når vi ligger i den elskedes arme og er stille. Når vi aer, nusser, giver og modtager kærtegn: Tankerne galopperer og alverdens billeder og forestillinger dukker op. Fra ’åååååh, hvor er det dejligt’ til ’hvad pokker har jeg gang i’.

Alle tilløbende tanker er uden for vores kontrol. De kommer bare, når vi er stille. Ligesom under meditation. Nogle tanker kan være forstyrrende, især dem der rejser tvivlen ’hvad gør jeg her’ og ’hvad har jeg gang i’. Andre tanker er venlige, men uanset tankernes indhold og retning, så giver de indsigt i vores indre liv. Tankerne som bare kommer, er jo det, som opstår, når vi er stille. Det er de tanker, som kværnende og næsten konstant kører i hovedet; selvvurderingerne, pligterne, skammen. Det er de tanker, som vi længes efter at få slukket.

For nogle kan tankerne være skræmmende. Måske derfor, at det gælder om at komme væk fra den larmende stilhed. Vi kan have forskellige flugtstrategier: nogle skal op og ryge, drikke eller spise efter sex. Vi skal væk, ud og ordne noget. Andre snakker, når tankerne presser på, og når stilheden bliver for anmasende. Om madpakker, ubetalte regninger osv. Vær opmærksom på at snak ikke nødvendigvis udtrykker manglende interesse. De mange ord kan også være et skjold mod intimitet.

Det er jo helt i orden, at vi har det sådan! Det har vi ingen indflydelse på. Det er helt i orden, at intimiteten kan blive overvældende. Det kan der være tusinde gode grunde til. Det, vi mindst har brug for, er bebrejdelsen ’du skal altid væk, når vi har haft sex’. Mange af de forstyrrende billeder dukker op uden for vores bevidsthed, og i de følsomme øjeblikke efter sex har vi slet ikke brug for at skulle forsvare vores ubeviste handlinger og mønstre.

Sådan rummer vi hinanden

Der er flere ting vi kan gøre, for at rumme hinanden: For det første kan vi tale sammen og undersøge, hvordan vi kan lide det efter sex.

Mens det ligger lige for at tale om sex, dvs. om selve den seksuelle agt: ’Hvordan kan du lidet det?’, forfra, bagfra, på sofaen, på køkkenbordet osv., forekommer det mindre umiddelbart at snakke om det, der følger efter. Men tiden efter sex er også en del af den fælles seksualitet og derfor vigtig. Vi skal jo alle gennem ’den samme dør’ for at komme tilbage til virkeligheden.

Hvordan gør vi tiden efter sex til en del af seksualiteten? Hvordan gør vi disse stunder lystfyldte, frem for noget vi skynder os væk fra?

Du kan overveje med dig selv eller du kan spørge din elskede:

  • Hvordan er det rarest at vende tilbage efter sex?
  • Skal det være langsomt og blidt, nusse, kæle, sove osv. eller skal det være hurtigt og brutalt?
  • Hvad er dine ritualer efter sex?

De opfølgende spørgsmål kunne være:

  • Hvad foregår mens du rejser tilbage?
  • Hvor forsvinder du hen, når du bliver kysset og kælet?
  • Hvad er dejlig ved at blive forkælet? Hvad er dejligt ved at bladre i en avis eller nappe et glas kold kakaomælk, hvis det er dine ønsker efter sex?

Håndtering af forstyrrende tanker

Hvis du eller din elskede plages af forstyrrende tanker, når der bliver stille efter sex, kan vi gøre os stærkere og blive mere larmende end disse tanker. Hvis vi vurderer, at den elskede godt kan tåle at blive holdt fast i nuet – og ikke får et angstanfald, fordi intimiteten er for krævende – så kan vi i bogstavelig forstand, fastholde opmærksomheden. Med ord og kærtegn. ’Bliv her, min ven’!

Når vi er ’postcoitalt følsomme’, dvs. når vi ligger og døser efter sex, kan en stemme – næsten hypnotisk – gå ind og skubbe til vores tanker og bevidsthed. Såfremt vi har tillid og giver stemmen lov og ordene magt.

Hvis tankerne går på vandring, kan det være en støtte at en stemme og en hånd fastholder opmærksomheden på nuet og på berøringerne og kærtegnene. Hvis stemmen tier, vil tankerne igen mase sig på. Stemmen er med til at skubbe tankerne på afstand og kan sikre, at du bliver i den kropslige nydelse, som sexen forhåbentlig har frembragt.

Stemmen og hænderne kan forlænge den erotiske tilstand, indtil ungerne banker på og kræver morgenmad, telefonen ringer eller din utålmodighed med at komme videre bringer dig på randen af eksplosion.

Hvad stemmen siger og hvor hænderne skal røre vil jeg lade være op til jer, blot gøre opmærksom på at kroppen er meget mere end de erogene zoner, dvs. kønsorganerne, brysterne (også mændenes), inderlårene, læberne og halsen.

I har ca. to kvadratmeter hud at boltre jer på!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *