Kan åbne forhold redde ægteskabet?

Kategoriseret under Utroskab og tagget med , , , , , , , .

I et debatindlæg i dagbladet Politiken den 15. februar sætter Tine Baage Mikkelstrup spørgsmålstegn ved, om ægteskabet er en holdbar konstruktion. Hun skriver, at ’46 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og at 28 procent har været deres partner utro’ og mener at ’ægteskabet som institution passer så umanerlig dårligt til vores senmoderne forventninger til tilværelsen som noget, der skal gøre os lykkelige’.

Hun vil gerne ’udfordre vanetænkningen om monogami som den eneste måde at definere et velfungerende parforhold ud fra. Der er en anden måde at være livsledsagere på. Hvor man kan have intime relationer med andre, uden at det regnes som utroskab’.

Jeg synes, det er helt relevant at udfordre det monogame ægteskab, som i Danmark er den mest udbredte ramme for et langvarigt kærlighedsforhold. Som forfatteren påpeger, så viser skilsmissestatistikken, at maskinen ikke kører optimalt. Hvorvidt åbne forhold er en løsning, vil jeg ikke bedømme. Det må mennesker i forpligtende kærlighedsforhold selv vurdere og beslutte.

Min anledning til dette blogindlæg er en undren over, hvordan seksualiteten, i såvel debatindlægget som i den efterfølgende debat på Facebook og www.pol.dk, bliver debattens krumtap. Debatten bliver (igen) en diskussion om utroskab, om hvorvidt det er i orden eller ikke i orden at have sex med andre.

Det som undrer mig er, at seksualiteten åbenbart er så vanskelig at håndtere, at den skrives helt ud af historien; med mindre intimiteten og seksualiteten foregår inden for forholdets rammer. Seksualiteten dæmoniseres og bliver tillagt særlige egenskaber. Hvad er seksualitetens iboende kvaliteter, som gør, at vi ikke kan finde ud af håndtere dens vilde energi? Er seksualiteten et selvstændig væsen, et bæst, der skal sættes i bur og gemmes af vejen, eller kan vi kigge på seksualiteten med andre øjne?

Seksualiteten fortjener at blive behandlet med en vis nøgternhed, hvor vi et kort øjeblik fjerner de moralske domme og undersøger seksualitetens rolle og funktion i et forhold.

En af det langvarige parforholds støttepiller er den følelsesmæssige intimitet mellem parterne. Seksualiteten er en dør ind til denne intimitet. Seksualiteten er altså underlagt intimiteten og ikke omvendt.

Seksualiteten er en af flere veje til følelsesmæssig intimitet, men der er mange veje til intimitet i et forhold: Fortrolige samtaler, fælles interesser – hobbies, sport, kunst, rejser, arbejde – kropsligt nærvær, herunder kys, berøring, massage og altså også sex.

Ved at opretholde seksualiteten, her bredt forstået som kys, omfavnelser, erotisk pirring og penetrationssex, holder vi døren åben til det intime rum, og dermed til det sjældne sted, hvor sprog erstattes af lyde, hvor sanserne bruges på andre måder og hvor vi kan være ærligt nøgne for hinanden. Det kan være svært at lyve, når vi fremstår for hinanden i sveddryppende liderlighed og skriger sjælen ud i en orgasme. Seksualitetens sted er unikt i mødet mellem netop disse to. Dans og leg har i øvrigt tilsvarende kvaliteter.

Vores evne til seksuel kontakt betyder, at vi kan have intime møder med vores partner. Disse møder er unikke for netop denne relation, men der er intet i vejen for, at vi kan have tilsvarende møder andre steder. Selvom det er meget intimt, er det også bare sex. Derfor må jeg skuffe dem, der tror, at deres partner og deres seksualitet er enestående og ukrænkelig. Det passer ikke. Vi ved godt – og vi frygter – at efter et brud finder partneren måske én, hvor intimiteten er endnu bedre. Det er ikke rart at tænke på…

Til gengæld er det unikt, mens det sker, og vi kan i vores forhold bestræbe os på at give intimiteten de bedste vilkår for at trives. Vi kan sammenligne den intime sex med en god sportsoplevelse, som også kan være ekstatisk. Der er intet i vejen for, at den stærke sportsoplevelse kan gentages næste uge til en anden kamp i selskab med andre venner.

For sex er det åbenbart anderledes. Her har vi i monogamiets navn besluttet, at oplevelsen skal være eksklusiv, dvs. med den samme partner. Det er en samfundspolitisk og/eller moralsk beslutning, for kropsligt er der intet i vejen for, at oplevelsen kan findes mange steder.

Det er en stor kamel at sluge, at seksualiteten med vores udvalgte faktisk kan udskiftes. Dem der fordømmer utroskab må åbenbart mene noget andet.

Måske er noget af smerten gemt her: at vi kan udskiftes. Vi frygter, at der kan være andre, som endda er bedre. Av av av. Det er særdeles smertefuldt at møde sin lidenhed, og jalousi er vores modtræk. Når du ser begærligt på en anden eller en anden kommer dig for nær, bliver jeg mindet om min egen skrøbelighed, og så er det mindre smertefuldt at straffe dig, bure dig inde eller at holde den anden borte.

Smerten ved at mærke sin egen imperfektion er så stor, at vi vil bruge alle midler for at holde smerten borte, herunder at se nuanceret på vores seksualitet. Måske er det derfor at mange mennesker har så svært ved at tale med partneren om seksuelle drømme og præferencer, fordi disse drømme ofte involverer andre. Uanset at det bare er i fantasien, det foregår.

Sex er magi. Det er smukt, vildt, nydelsesfuldt, ekstatisk. Sex er besunget af poeter og årsag til lovgivning, drama og krig, men sex er også bare kød i bevægelse, en reflektorisk handling fra nervesystemet, der ses hos alle pattedyr, hos fugle og flere andre dyrearter. Seksualitetens ophøjede betydning er noget, vi mennesker har føjet til.

Derfor er vi fanget af seksualitetens dobbelthed, hvor sex både er adgangsdøren til intimitet med den eneste ene og en primitiv dyrisk funktion, der kan udføres i selskab med andre.

Jeg opfordrer til at standse op og nøgternt overveje forholdet mellem seksualitet og kærlighed, med seksualiteten som blot en af kærlighedens manifestationer. Der er masser af lange kærlighedsforhold uden særlig meget sex, men som sagtens kan være forpligtede. Er de utro, hvis de ikke har sex med hinanden? Hvad vil der ske, hvis vi bryder med de historiske, religiøse og samfundsbevarende grunde til at sex og ægteskab hører sammen? Kunne man forestille sig, at det var to forskellige aftaler?

Er det skørt at forestille sig et kærlighedsforhold med omsorg, respekt, fortrolighed og venskabelige og kollegiale kvaliteter, hvor A går i swingerklub om torsdagen, B går til sport og begge er tilfredse? Tanken er kættersk, og samtalerne for at nå dertil er vanskelige men kunne det lade sig gøre?

Der er ikke uden risiko at skubbe til rammen, men der er også gevinster. Blandt andre at samtalerne frem mod en ny balance giver ny intimitet i forholdet og et fornyet kendskab til hinanden. Og hvis alternativet er skilsmisse…

Hvis du har brug for hjælp til at få gang i samtalen er du velkommen til at kontakte mig. Du kan også holde debatten i gang ved at kommentere nedenfor.

Michael Loua

One Response to Kan åbne forhold redde ægteskabet?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *