Kvinder: Det må ikke gøre ondt!

Kategoriseret under Smerte og tagget med , , , , , , , , , .

Indlægget er skrevet til de mange kvinder, som oplever smerte i forbindelse med samleje. Budskabet er: Hvis I har smerter i forbindelse med samleje, skal I søge hjælp. Hos egen læge eller specialist. Der er ingen grund til at tøve.

Inspirationen kommer fra et fagligt arrangement om ’Kvinder, seksualitet og dyspareuni’ (samlejesmerter) gennem Dansk Forening for Klinisk Sexologi, hvor en gynækolog, en sygeplejerske, en psykolog og en fysioterapeut tilknyttet Sexologisk Center i Aalborg fortalte, hvordan de hjælper kvinder med samlejesmerter.

I weekenden har jeg desuden læst en artikel ’The female price of male pleasure’, hvis hovedsynspunkt er, at kvinder er så vant til, at sex gør ondt, at de ubevidst accepterer andre former for ubehag og derved kommer til at acceptere handlinger, som faktisk er grænseoverskridende.

Denne kontroversielle påstand kan naturligvis diskuteres, men i artiklen fremlægges en række oplysninger om kvinder og smertefuld sex, som jeg synes er både tankevækkende og vigtige, og som jeg derfor videregiver her.

Artiklens forfatter henviser til en stor amerikansk undersøgelse, der viser at 30 procent kvinder og 7 procent mænd oplever smerte ved samleje. Artikelskriveren undlader dog at oplyse, at smerten hos de fleste er af mild og forbigående karakter. Uanset denne detalje, så er der stadigvæk 30 procent kvinder, der oplever smerte ved samleje, og det er ganske unødvendigt.

Forfatteren inddrager professor Sara McClelland fra University of Michigan, hvis forskning peger på, at hvor kvinder forbinder utilfredsstillende sex med enten ekstremt negative følelser eller smerter, så forbinder mænd sjældent dårlig sex med smerter men med manglende tilfredsstillelse.

Artiklens påstand er, at smertefuld sex er accepteret som en del af kvinders seksualitet, men det kan jo ikke være meningen. Du skal ikke finde dig i det!

Smertetilstande

Der findes en række tilstande, som kvinden eller partneren bør reagere på, hvis sex opleves som smertefuldt:

Den mest udbredte årsag er manglende ophidselse. Kvinden er ikke tilstrækkeligt våd ved indtrængen. Når en kvinde bliver stimuleret ved berøring af bryster og vulva (området ved skedeåbningen), eller når hun ophidses ved andre stimuli, øges blodtilstrømningen til bækkenet. Det øgede blodtryk presser, populært fortalt, fugt ind i skeden, suppleret med et kirtelsekret. Hvis ikke hun er tilstrækkeligt ophidset, er hun ikke tilstrækkeligt våd, og så er der risiko for smerteoplevelse. Løsningen er at finde ud af, hvordan hun bliver tændt.

Hormonforandringer kan også forklare smerter ved samleje. Det gælder ved sygdom, nogle gange ved brug af eller skift til en præventionstype, der indeholder hormoner (p-piller eller p-stave), eller ved klimakteriet, hvor kvindens hormonbalance naturligt forandrer sig. Det kan din læge forklare dig og eventuelt tilbyde præparater med færre bivirkninger.

En anden årsag kan være, at kvinden er muskulært eller psykisk anspændt, hvorved hun spænder i musklerne omkring skedeåbningen. Det kan give smerter ved indtrængen. Opspændingen kan være ubevidst og kan skyldes frygt for smerte efter tidligere smertefulde sexoplevelser, herunder seksuelle overgreb, men kan også skyldes noget så banalt som uhensigtsmæssige arbejds- eller hvilestillinger. Løsningen kan være afspænding af musklerne i bækkenet eller i lårene kombineret med åndedrætsøvelser og øget bevidsthed om hvordan kroppen bruges ved arbejde og hvile. En ’lokal’ mulighed mod spændinger omkring skedeåbningen er langsom udspænding af musklerne, som under vejledning af professionel, udføres med såkaldte Kegel-stave af gradvis øget tykkelse og god brug af glidecreme.

Svampeinfektioner i og omkring skeden kan forårsage smerte. Svampeinfektioner kan konstateres ved podning og kan behandles med receptmedicin fra enten din egen læge, hudspecialist eller gynækolog. Også seksuelt overførte sygdomme kan give smerter ved samleje. Det kan konstateres ud fra en urin- eller blodprøve, som kan foretages hos egen læge.

Blandt de mere sjældent opdagede årsager til smerter ved samleje er endometriose, hvor væv fra livmoderen er sunket ned i skeden, hvilket giver nogle kraftige, dybe smerter. Endometriose anslås at ramme hver tiende kvinde i den fødedygtige alder. Læs mere om endometriose hos American College of Obstetricians and Gynecologists.

Jeg vil også fremhæve sygdommene lichen sclerosus og lichen planus, der er kroniske lidelser i bindevævet omkring de ydre kønsorganer og i den yderste del af skeden. Lichen gør huden papirtynd og udsat for smertefulde bristninger. Lidelsen kan også føre til misdannelse af vævet omkring skedeåbningen, hvor forhuden og de små kønslæber vokser sammen med de ydre dele af klitoris. Med lichen er der samtidig en let forhøjet risiko for udvikling af en særlig hudcancer. Lichen bliver ofte forvekslet med svamp. Der finde en del fejldiagnosticerede kvinder, hvor behandling mod svamp har været virkningsløs, og hvor smerterne derfor fortsætter. Sygdommen debuterer i begyndelsen af halvtredserne, men nogle kvinder har haft lidelsen fra de helt unge år før puberteten. Lichen anslås at ramme en ud af hundrede kvinder. Læs mere på LS-foreningens hjemmeside.

Hvis du har smerte ved samleje skal du først anerkende, at det ikke skal være sådan. Dernæst råder jeg dig til at opsøge egen læge, som kan teste mod seksuelt overførte sygdomme og som på mistanke om svampeinfektion kan henvise til en specialist i hudlidelser eller til gynækolog. Hvis ikke det giver den ønskede forbedring, må du få henvisning til eller selv opsøge en sexolog med klinisk viden og erfaring – for eksempel hos de regionale sexologiske klinikker, som kan hjælpe dig med at få stillet den korrekte diagnose og tilbyde den korrekte behandling.

Det kan være et større detektivarbejde at finde den bagvedliggende årsag, som kan være alt fra dårlig stimulation til svamp- eller urinvejsinfektion og seksuelt overførte sygdomme, til psykiske eller arbejdsbetingede muskelspændinger eller til de særlige sygdomme, der rammer kvindens underliv.

Dine oplysninger er af stor betydning for din behandler: Er smerten i underlivet konstant eller sker det i forbindelse med sex? Er smerteoplevelsen knyttet til de ydre dele eller er det en dyb smerteoplevelse? Hvor tit sker det, hvornår begyndte det osv? Det kan være, at du skal gennem en gynækologisk undersøgelse, hvor du vil blive indvendigt inspiceret, men også forsigtigt testet med vatpinde for at lokalisere de smertepåvirkede områder.

Det korte af det lange er, at du som kvinde ikke skal finde dig i at have smerter, når du har sex! Jeg opfordrer dig til at tage dine smerter alvorligt og gerne sammen med en eventuel partner opsøge hjælp; i første omgang hos din egen læge eller ved at bede om henvisning til en specialist.

Hvis du er usikker eller har spørgsmål er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 2028 6266

Gør noget ved det! Hellere i dag end i næste uge.

/Michael Loua

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *