Pikken siger JA!

Kategoriseret under Kroppen, Ulyst og tagget med , , , , , , , .

Morgenerektion er en gave. Den natlige rejsning af penis viser, at både nerve- og karforsyning til penis er intakt, men den blodfyldte og glade penis er også et tydeligt tegn til partneren om lyst og begær. Den rejste penis siger ja! Tilsvarende kan manglende rejsning sige nej og manglende morgenerektion pege på helbredsproblemer, og at manden skal overveje et lægetjek.

Pikken lyver ikke. Hvis mekanikken fungerer, og der er rejsning om morgenen, kan blot synet af den elskede, stemmen eller en ganske let berøring styrke rejsningen. Han bliver mere hård. Den erigerede penis sender et direkte signal til partneren om at ’du er dejlig’. Det kan også fortælle, at penis ejermand er liderlig. Nogle gange er der sammenhæng.

Måske derfor, at en stiv pik kan vække glæde. ’Jeg ser hans rejsning og mærker den mod min hud under dynen. Uhmmm, han tænder på mig’. Den stive pik kan også vække rædsel: ’åh nej, nu vil han have mig’. Mandens provokerende og meget synlige rejsning kan være pirrende men den kan altså også være skræmmende. Nogle gange bare forstyrrende.

Når der er erotik i luften, kan manglende rejsning være et signal til kvinden om (jeg skriver kvinden, men det gælder naturligvis også i homoseksuelle forhold), at ’han har ikke lyst til mig’. Den slags signaler gør ondt! Rejsningsproblemer hos manden bliver derfor kastet direkte ind i forholdet mellem de to.

Alle mænd oplever før eller siden, at rejsningen svigter. Hvis det sker enkelte gange er det naturligvis irriterende, men hvis det sker hele tiden, er der noget galt. Enten i relationen eller fordi han har et fysisk problem, som bør undersøges.

Rejsningsproblemer kan skyldes manglende lyst. Det kan også skyldes begyndende diabetes, nedsat nerve- eller blodforsyning eller det kan skyldes depression, stress på arbejde og for mange spekulationer. De fysiske og psykiske årsager kan og bør undersøges, hvor et besøg hos lægen kan belyse årsagen, og hvor en medicinsk behandling eller et samtaleforløb kan sættes i gang.

Hvis der er problemer i forholdet – måske problemer, der aldrig før er blevet fortalt – kan et samtaleforløb hos en professionel være med at finde årsagerne og dermed være de første skridt på vej mod bedring.

Mænd får rejsning, når blodet fylder penis svulmelegemer. Rejsningen kommer enten ved berøring af penis (også af pungen og inderlårene), som sender nerveimpulser til og fra reflekscentre nederst i rygsøjlen. Det kan også være gennem lystimpulser fra hjernen som er blevet udløst af tanker, fantasier, billeder, dufte og berøring. Nervesignalerne fra hjernen eller rygmarven udløser hormoner og kvælstofoxid, der påvirker og afslapper de små muskler i penis svulmelegemer. Når musklerne slappes løber blodet ind og fylder svulmelegemerne. Samtidig aflukkes svulmelegemerne, så blodet ikke kan løbe tilbage. Så er der rejsning.

Potensfremmende piller virker KUN, hvis der er lystsignaler. Uden lyst har piller som Viagra, Cialis m.fl. ingen effekt. Pillerne virker ved at hæmme penismusklernes (svulmelegemernes) sammentrækning. Så længe de små muskler i svulmelegemerne er afslappede kan det svampede væv fyldes. Når musklerne igen spændes, fx efter orgasme eller ved forstyrrende tanker, løber blodet fra svulmelegemerne og penis bliver slap.

Tilbagevendende rejsningsproblemer bør altid undersøges hos en læge. I dette blogindlæg er jeg dog mest optaget af den glæde, som en flot rejsning kan vække, og af den smerte, som manglende rejsning brutalt kaster ind i forholdet.

Rejsningsproblemer giver tvivl: ’Kan jeg ikke tænde på hende mere?’ og hos hende: ’tænder han ikke på mig længere?’. Hvis ikke tvivlen bliver nævnt, kan det føre til en negativ spiral, hvor parret i stigende grad undgår de situationer, der udstiller lysten – eller manglen på lyst. De holder op med at kysse og med at røre hinanden. Afstanden bliver større og større, og seksualiteten bliver mere og mere belastet.

Hvis han samtidig får rejsning ved at se porno eller ved at onanere, kan det gå helt galt. Så bliver hun ked af det eller vred på hans onani eller på pornoen, som udstiller, at det er hende, det er galt med. Tror hun…

På nær onani, foregår seksualiteten altid i en relation, og når de fysiske årsager er undersøgt, er det nærliggende at kigge på eventuelle problemer i forholdet. Enten gennem enesamtaler eller gennem parsamtaler.

Problemerne med rejsning kan skyldes økonomisk eller arbejdsmæssig belastning, forstyrrende børn, manglende tid til sex, træthed men også ændrede værdier parterne imellem eller konflikter med irritation og sammensparet vrede. Det kan også være opdagelsen af nye seksuelle interesser, men er alt sammen noget som kan omtales i sexologisk rådgivning. Løsningen afhænger af problemet.

Jeg kan kun opfordre til, at rejsningsproblemer bliver taget alvorligt, og at man søger hjælp inden den manglende rejsning breder sig og bliver til et større parforholdsproblem.

/Michael Loua

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *