Seksuel fantasi og seksuelle fantasier 2

Kategoriseret under Fantasier og tagget med , , , , , , , , .

En ting er vores seksuelle fantasier, som vi i større eller mindre grad har adgang til. Noget andet er, om vi har seksuel fantasi, dvs. om vi med kreativitet og legelyst kan skabe ramme for vores egne eller vores elskedes seksuelle lyster.

Det kan være svært nok at møde vores egne seksuelle fantasier, fordi fantasierne kan ramle ind i egen skamfølelse eller i omgivelsernes fordømmelse og tabuer. Endnu sværere kan det være at sætte ord på vores seksuelle ønsker og krav eller skabe nye oplevelser i forhold til ’den anden’. I vores egne fantasier kan vi slås med vores egen fordømmelse, men når vi udtrykker ønsker eller krav i forhold til den elskede, risikerer vi afvisning.

Jeg ser umiddelbart to døre ind til kreativiteten: Du kan undersøge og kende din elskedes erotiske univers og prøve at komme ind i dette, eller du kan tage udgangspunkt i dine egne lyster og behov og lade disse være styrende. Nogle gange er det heldigvis sammenfaldende.

For at kende din elskedes lyster må du have mod til at spørge og mod til at høre efter. Ofte ved vi slet ikke eller i kun ringe grad, hvad vores elskede tænder på? Har det nogen sinde været på tale mellem jer? Direkte eller i antydninger, ’Skat, hvad siger du til at….?’

Hvis målet med et forhold er at kende hinanden, må vi også have mod til at se den anden, som han eller hun er, og så må vi lade vores frygt og forestillinger stå tilbage for en tid. Hvis du lytter på din elskede med et censurerende filter, så lærer du aldrig din elskede at kende. Så møder du kun dine egne fordomme.

’Jeg tænder vildt på tanken om to kvinder’. Et sådant ønske kan jo let udløse et mellemsvært jalousianfald eller mindreværdsreaktioner, men hvis du ønsker at kende din elskede, må du tage fantasierne med i købet. Og huske, at fantasierne ikke nødvendigvis skal udleves. På den anden side giver fantasierne et indblik i, hvad den anden måske godt kunne tænke sig at opleve, og uden at springe ud som swinger eller polyamorøs kunne erotiske kontakter søges til ovennævnte eksempel gennem Scor eller nogle af de øvrige dating sider. Såfremt I er enige om at tage dette skridt!

Vi kan undersøge den elskedes lyster, men også kroppen. For at kende din elskedes krop må du have mod til at undersøge den.

Hvordan reagerer din elskede på berøring? På aende lette berøringer til tryk og faste greb. Fra hårrødderne til tåneglene. Et fast greb om håndleddet kan være meget pirrende, fordi det udtrykker bestemthed. Hvordan reagerer din elskede på dine ord? Hvordan reagerer kroppen på ordene? Skal din elskede tiltales kærligt og respektfuldt eller kommanderende og groft? Hvordan reagerer din elskede på befalinger og tvang? Kan din elskede lide at blive bundet? Med alt forhåndenværende, fra en badekåbesnor til specielt indkøbt hampereb og lædermanchetter. Kan din elskede lide at blive berøvet sine sanser med et tørklæde for øjnene, musik i ørerne og noget i munden?

Ovenstående er ikke en ’kogebog’ med forslag til bestemte seksuelle aktiviteter, men inspiration til nogle måske nye handlemåder, som I kan undersøge sammen. Derfor er det vigtigt at tale sammen efterfølgende: hvad var det dejlige, hvad var det ubehagelige eller kedelige, hvad virkede godt og hvad virkede skidt?

Sex, alt inklusivt, er en leg og kan blive en rejse, hvor vi kan gå på opdagelse og forholde os legende og undersøgende til hinanden og til oplevelserne. Voksenlivet kan blive så alvorligt: der skal være mål med alt, hvad vi gør. Effektivitet, hele tiden effektivitet. Se på børnene. Under leg er der ikke noget mål, og sex kan blive et af voksenlivets legepladser, hvor vi undersøger og afprøver, tager fejl, gør forkert, men rejser os og kommer videre. Som da vi legede med Lego, og det hele braste sammen, og vi måtte begynde næsten forfra.

Det kan godt være, at din elskede slet ikke tænder på blindfold og manchetter, og det kan da godt være, at du tog for hårdt fat, eller at din elskedes berøringer og ord ikke er lige i øjet, og hvad så?

Hvis vi vil udvikle vores seksualitet, må vi give plads til at gøre fejl, for når vi begynder at eksperimentere, så vil der ske fejl. Det er det eneste, vi kan være helt sikre på! Vi går i ukendt land uden kort eller kompas og ingen af os er eksperter. Til gengæld risikerer vi at finde noget spændende, nyt og dejligt undervejs.

Skrev Michael Loua,
den 28. maj 2013

2 kommentarer til Seksuel fantasi og seksuelle fantasier 2

  1. Pia Struck skriver:

    Orgasmecoach m.v. Pia Struck har på min FB side lagt nedenstående kommentar. Pia har givet OK til at besvare her på bloggen:

    En lille indvending – og et undrende tankestrejf:
    Du skrev: For at kende din elskedes lyster må du have mod til at spørge og mod til at høre efter. Ofte ved vi slet ikke eller i kun ringe grad, hvad vores elskede tænder på? Har det nogen sinde været på tale mellem jer? Direkte eller i antydninger, ’Skat, hvad siger du til at….?’

    Når jeg bliver bedt om en variation der ikke er min, kan jeg godt reagere i maven med væmmelse – sjovt nok kan det samme komme fra mig selv og glide lige på plads til udførbart.

    • Michael skriver:

      Kære Pia
      Helt overordnet skal vi jo respektere vores egne og andres grænser, og vores mavefornemmelse er jo en fremragende vejleder i så henseende: ‘nej, dette er vist ikke lige noget for mig’. Min pointe er, at der er lysår mellem reaktionerne ‘Klamme svin’ og ‘Hmmm, det der kender jeg ikke, men fortæl mig, hvad der er så pirrende og dejligt ved … uldent matrostøj’.
      Vores reaktion på den elskedes forsigtigt fremsatte ønsker kan – baseret på egne fordomme – let blive en lyst- og nysgerrighedsdræber. Det synes jeg er en skam.
      Variationer, som er fremmede…. hmmm, seksualiteten kommer jo meget tæt på og vi er inde i nogle intime rum af personligheden, hvor ‘den andens’ lyster kan være overraskende og give væmmelse, fordi vi skal forholde os til ønskerne. I det øjeblik vi bliver spurgt, skal vi jo tage stilling og sige ja eller nej. Det seksuelle ønske bliver synligt og måske gennemført. Det kan jo være skræmmende. Modsat vores egne kinky forestillinger og fantasier, som kan modnes over tid, indtil vi selv er parate til at flytte drømmen fra det indre til det ydre.
      Tiden modner vores egne kinks, mens andres kinks kommer ‘right in da face’. Det tror jeg kan give en reaktion som fx væmmelse, som enten kan være reel væmmelse, ‘uh nej’ eller et spørgsmål om at købe tid; den tid det tager at vænne sig til ideen og at beslutte om man skal gå med eller takke nej.
      Tak for kommentaren og anledningen til at formulere et svar.
      mvh
      Michael

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *