Sex og alvorlig sygdom

Kategoriseret under Kroppen og tagget med , , , , , , , , , , , , , , , , , .

Min rengøringshjælp er meget interesseret i, hvad jeg bestiller. Så vi taler en del om sex og sexologi. Hendes mand har for nylig fået konstateret cancer, så vi talte forleden om sex og cancer, og om den rådgivning hun og hendes mand har fået.

Desværre blev jeg ikke spor overrasket, da hun fortalte, at seksualiteten ikke var blevet nævnt i de opfølgende samtaler. Hun var overrasket over, at det overhovedet kunne være en mulighed.

Jeg synes det er for ringe! Alle kroniske og ikke mindst livstruende sygdomme påvirker seksualiteten, megen medicin påvirker seksualiteten, og de sundhedsprofessionelle bør bringe det på bane. Sex – alt indbefattet – er væsentlig for livskvaliteten, og det kan ikke være meningen at kriseramte og chokerede mennesker selv skal tage emnet op. Seksualiteten skal bringes på banen af de professionelle!

Vi ved at mennesker i jeres situation gør sig overvejelser om sex og samliv. Er det noget I har tænkt over og ønsker at tale med mig om?’ Sådan kunne lægen eller patientvejlederen spørge.

Denne enkle åbning for at tale om et ømtåleligt emne kan være tilstrækkeligt. Samtalen behøver ikke at finde sted i huj og hast, men alle undersøgelser viser, at det er en enorm lettelse hos patienterne og deres pårørende, når de finder ud af, ’at det er noget, vi kan tale om’. Så gives der mulighed for at tage emnet op ved senere lejlighed.

De sundhedsprofessionelle, læger, sygeplejersker, specialister, ergo- og fysioteraputer, social- og sundhedsassistenter m.fl. er blevet kolossalt dygtige til at tale om ’blod, bræk og bæ’, og krydser livligt af i spørgeskemaet ved forundersøgelser og opfølgning. Spørgsmålene om patientens seksualitet bliver ofte sprunget over.

Seksualiteten er ’en central bestanddel af de fleste menneskers selvrapporterede trivsel, dels er det velkendt, at et meningsfyldt sexliv kan hjælpe patient og partner til at håndtere og overkomme den nye og krævende situation’.*

Forklaringen skal nok findes i den enkeltes blufærdighed. Både hos den sundhedsprofessionelle og hos patienten, men i et behandlingsforløb er det behandleren, der må og skal bringe emnet på bane.

Mange sundhedsprofessionelle, der arbejder med kroniske patienter og patienter ramt af livstruende sygdom har efterhånden lært at holde de vanskelige samtaler om død, sorg og forestillingerne om livets afslutning, så hvis vi sidestiller seksualiteten med ’vanskelige patientsamtaler’ er det bestemt noget, som kan læres.

Det er helt pip at vi undgår emnet, fordi alle undersøgelser viser, at en god livskvalitet er vigtig for patientens motivation til at følge en behandling, det som i fagsprog hedder compliance. Hvis livskvaliteten – trods de alvorlige omstændigheder – er høj, er der større vilje til at modtage behandling, tage sin medicin, komme til samtaler etc. Spørgsmål om sex og samliv er i allerhøjeste grad væsentligt for behandlingsforløbet og derfor professionelt relevant.

Hvis ikke den enkelte behandler eller omsorgsperson mener sig kompetent til opgaven, kan samtalerne henvises til andre i afdelingen med en sexologisk faglighed. Men spørgsmålet om seksualiteten skal bringes på bane!

Det kan ikke være meningen, at patienten og den pårørende, som ved f.eks. en cancerdiagnose står med tonstunge overvejelser om sygdommen, livet og fremtiden, selv skal være ansvarlig for at tage emnet op.

Den eksisterende viden om sex og sygdom viser, at der i alle tilfælde kan gøres en indsats for at forbedre seksualiteten og dermed livskvaliteten, hvor patientens forestillinger i første omgang er, at alting går i stå.

Sundhedsforskning underprioriterer konsekvent det seksuelle aspekt, og også i det kliniske møde bliver emnet jævnligt forsømt. Patienterne lades alt for ofte i stikken, og problemer, som kunne have været imødegået, forbliver en belastning for samliv og trivsel’.*

Hvis ikke patienten og den pårørende får hjælp til at finde muligheder for at genoptage samlivet, er der risiko for at komme ind i en negativ spiral, hvor de af misforstået hensyn, holder sig fra hinanden, og hvor det bliver sværere og sværere at komme ind til denne form for nærhed i forholdet.

Patienten har nok at gøre med at forholde sig til sin sygdom. Den pårørende har yderligere overvejelser: ‘Det gør nok ondt. Min elskede kan nok ikke lide det. Jeg er bange for at forværre sygdommen’ etc.

Alle disse tanker, kan være med til at skabe afstand mellem patienten og den pårørende, men noget af det er faktuelt og kan forklares med eksisterende viden: Sex er ikke en risiko for at fremkalde nye anfald, nye samlejestillinger kan anvises for KOL- og kroniske smertepatienter etc.

Min rengøringshjælp er heldigvis ikke bange for at åbne munden, så jeg anbefalede, at de selv bringer det på bane ved næste patientsamtale. Det tror jeg, at hun gør.

Michael Loua

*Kilde: Christian Graugaard, Bo Møhl og Preben Hertoft: Krop, sygdom og seksualitet, Hans Reitzel, 2006

I fagbogen nævnes koblingen mellem seksualitet og sygdom på følgende områder:

  • Lungesygdom
  • Hjertesygdom
  • Tarmsygdom
  • Hudsygdom
  • Gigtsygdom
  • Kræft
  • Nyresygdom
  • Diabetes
  • Søvnforstyrrelser
  • Gynækologi og fødsel
  • Seksuelt overførte sygdomme
  • Voldtægt og overgreb
  • Penissygdomme
  • Spiseforstyrrelser
  • Kromosomafvigelser m.fl.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *