Skilles eller…

Kategoriseret under Selvværd og tagget med , , , , , , , , , , , , , , .

Advokater har travlt i januar og i august. Det er efter de store ferier, at den skæbnesvangre beslutning træffes. Nu skal det være slut. Jeg vil skilles.

Jeg synes det er trist. Folk må naturligvis gøre, som de vil, og der kan være tungtvejende grunde til at søge skilsmisse: Vold, overgreb, trusler og misbrug af medicin og alkohol. Der kan være omstændigheder og personlighedstræk i et forhold, der er så ødelæggende, at den bedste løsning er at komme væk.

Skilsmisse er aldrig en let beslutning, men i det desperate øjeblik med hånden på telefonen kan de færreste overskue de langsigtede konsekvenser. Særligt, hvis der er børn i forholdet. Et forhold, hvor der trods alt har været nærhed og kontakt vil afløses af mange års distance, afhængighed som eneforsørger og en meget besværlig dialog. Tilbagetrækningen kan være på grund af had og forbitrelse, eller det kan være for at skabe grundlaget for et nyt liv efter skilsmissen. Er der børn i et forhold, vil der være nødvendigt samarbejde om daginstitutioner og skole, og der vil være mange fremtidige fødselsdage og fejring af jul og nytår og deling af ferieperioder. Skilsmissen er de voksnes beslutning, men børnene – også når de vokser til – kommer til at stå i loyalitetskonflikter, om hvem der skal inviteres. Det er meget, meget besværligt at have to forældre, der ikke kan tåle synet af hinanden.

Skilsmissen giver måske en kortvarig udfrielse fra ørkesløse skænderier, ydmygelser og mistrivsel, men når støvet har lagt sig, får vi på den ene eller anden måde den fravalgte partner lige i nakken.

Forud for en skilsmisse har alle par forsøgt at løse konflikterne med egne midler. Mange har brugt familie og venner i forsøgene på at skabe bedring og forståelse, men ikke ret mange – gætter jeg – har søgt professionel hjælp i tide.

Skråplanet, den tiltagende følelse af tristhed og konflikter uden perspektiv bliver en vane, indtil den ene eller begge får nok. Beslutningen kan skyldes en opfordring til at skride, en opfordring, der giver det nødvendige klarsyn og mod til at gøre en ende på lidelserne. For andre er det en forelskelse til anden side, der udløser skilsmisseknappen. Det kan også være en fælles og altid trist beslutning om, at det er bedst at gå hver til sit. Hvordan opdager vi det? I tide.

Fraværet af sex i et forhold er værd at være opmærksom på, for i mine øjne er seksualiteten en god indikator på forholdets klima. Jeg skynder mig at nævne, at der kan være mange andre grunde end forestående skilsmisse til, at seksualiteten forsvinder. Det kan være pludseligt opstået sygdom, kroniske smertelidelser, hudsygdom, depression, stress, økonomiske forhold osv, og den slags udfordret seksualitet skal og kan løses på andre måder end i forhold, hvor manglende seksualitet og manglende nærhed skyldes ægteskabelig udmattelse.

Når seksualiteten forsvinder, og det ikke kan forklares med sygdom eller økonomi, er det fordi vi langsomt bevæger os væk fra hinanden. Når seksualiteten mister betydning og mister sin magi, er det en chance til at se hinanden i øjnene og smertefuldt erkende, at der er noget som skal tjekkes efter og måske repareres. At turde indse behovet for hjælp er den første og vigtige erkendelse for at vende udviklingen. Hvad skete der undervejs?

I vores kultur er de fleste forhold begyndt med en tiltrækning og en forelskelse. Det betyder, at de allerfleste parforhold og ægteskaber har haft en periode med næsten ubegrænset nysgerrighed, ubegrænset rummelighed for hinandens særheder og en sund lyst til at kende hinanden nærmere.

Forelskelsen varer relativt kort og afløses af praktisk hverdag, og måske udvikles et godt arbejdsfællesskab, men vi bliver også magelige og kommer til at acceptere den snigende adskillelse og ensomhed, hvor det ikke er særligt rart at være. Fra forelskelsens oplevelse af at være accepteret ’som man er’, måske beundret og i hvert fald respekteret, er der et skred til den senere oplevelse af at være på vagt, at være nærtagende og at føle sig ubekvem i den andens selskab. Vi bliver mindre rummelige, mere kritiserende over for de sider hos hinanden, som engang blev rummet af forelskelsens milde blik.

Så kommer konflikterne, hvor det bliver vigtigere at forsvare egne ståsteder end at forstå den andens motiver. Dernæst de knyttede hænder, hvor vi skærmer os eller går til modangreb, i stedet for at lytte.

Min påstand og erfaring er, at der i enhver konflikt, findes en manglende indsigt i den anden.

Hvis ikke vi formår at undersøge den andens udækkede behov, og kun forsvarer os mod vreden, så går det galt. Så bliver det to ego’er, der kæmper mod hinanden, frem for en stræben efter at styrke det rummelige vi, som et parforhold kan udvikle.

Så har vi skænderierne om opvask, pligter, karriere m.v., som i den dårlige udgave handler om, hvem der har ret. Det kan de to egoer strides længe om, men løsningen findes ikke gennem sejr. Løsningen findes i udvidelsen af det fælles. Det kan parterapi hjælpe til.

At kæmpe sig væk fra de to ego-positioner og hen til det rummelige vi, er hårdt arbejde, og det gør helt sikkert ondt. Det gør ondt at give afkald på egne drømme, for at give plads til den andens.

I parterapi og -rådgivning vil en del af arbejdet bestå i, at fjerne de bunker at rustent bras, som gamle og uløste konflikter udgør. At udrede misforståelser er den lette del. At håndtere bebrejdelser og udmattelse er langt sværere.

Bedre kommunikation er standardsvaret, og der er mange teknikker til at ’tale bedre med hinanden’: Blive på egen banehalvdel, ikke kaste med skyld, jeg-budskaber i stedet for du-budskaber, at skelne mellem følelser og business, og der kan være god hjælp at hente hos en professionel til at ’oversætte’, hvad der bliver sagt. Kommunikationstræning er en nødvendig del af pakken, men problemerne kan stikke dybere.

I min forståelse foregår kontakt mellem mennesker på tre niveauer, svarende til en model for hjernens opbygning. Kontakten involverer: fornuft og rationel tænkning, som findes placeret i den forreste del af hjernen, følelser, hvis neurologiske basis findes i hjernens midte, og sansninger, som findes i områder bagerst i hjernen, i den forlængede rygmarv.

Hjernens tredeling er kun en model, der dog benyttes af anerkendte behandlere som Bruce Perry, Susan Hart m.fl. men modellen peger på, at vi skal forstå kontakt mellem mennesker både på fornuftens rationelle betingelser, på det følelsesmæssige indhold og på den sansede oplevelse.

Fornuft kan diskuteres og vurderes: skal vi rejse til Harzen eller til Mallorca, skal vi isolere på loftet eller købe ny bil? Har vi råd, hvornår skal det være osv. Følelser er fortolkninger af indre stemninger, og det skal undersøges, om en følelse, f.eks. vrede er en reaktion på krænkelse eller om vreden dækker over en skuffelse, dvs. en tristhed. Jeg forstår godt, at loftet skal efterisoleres, men jeg vil fandens gerne have en ny bil, og den skal være rød!

Sansningen er det direkte oplevede og kan hverken fortolkes eller afvises. Jeg har aldrig haft en ny bil og tanken om mig bag rattet i den røde gør mig glad. Sansningen er varm og rolig. Sansningerne er vores ståsted. Det er vores helt personlige oplevelser og kan udtrykkes som kulde/varme, kontakt/afstand, lys/mørke, styrke/skrøbelighed, udvidelse/sammentrækning eller hvordan det nu kommer til orde. Sansningerne er ’vores egne’ og kan ikke diskuteres. Derfor er de helt centrale. Opmærksomheden på, og modet til at stå ved sine sansninger kan trænes.

Det ligger i min professionelle baggrund som psykomotorisk terapeut, at lære og vejlede til fortrolighed med kroppens sansninger. Sansningerne er bl.a. en forudsætning for at kunne mærke sin lyst og sætte grænser, men det er en anden historie.

Kontakten på de tre niveauer foregår hele tiden, og det foregår på samme tid. Hvis vi blander fornuft, følelser og sansning til en pærevælling, så bliver det kaotisk. Vi kan ikke på samme tid håndtere behovet for efterisolering, længslen efter Mallorca og følelsesmæssig afstand. Vi må gå langsomt frem, og vi må se på det i samspil og hver for sig. Ligesom det tager lang tid at køre et forhold i sænk, kan det tage lang tid, at bygge det op igen. Femten års dårlig stemning fjernes ikke med et fingerknips.

Mit budskab er, at selv om tankerne om skilsmisse er uhyggeligt tæt på, så har der i de fleste forhold været en forudgående tiltrækning. Den stærke ressource kan vi med møje og arbejdsomhed grave frem som grundlag for at komme videre.

I nogle parforhold er der dog andre dynamikker i spil, hvor tidligt omsorgssvigt eller traumatiske oplevelser har påvirket personligheden så grundlæggende, at professionelle med særlige kompetencer må træde til. Her er der tale om meget skrøbelige mennesker, som skal håndteres varsomt og klogt.

Min metode, hvor jeg med udgangspunkt i krop og sansninger arbejder med kontakten på alle tre niveauer, kan give udvikling for nogle parforhold, men der er naturligvis andre terapiformer, som er mindst lige så gode: gestaltterapi, kognitiv adfærdsterapi, familieterapi m.fl. Det er en temperamentssag, hvilken terapiform, vi synes bedst om og finder mest anvendelig.

Så inden du ringer til advokaten… giv kærligheden en chance.

Godt nytår!

 

Efterskrift

Jeg optræder nogle gange på EkstraBladets sider om ’Sex og samliv’. Redaktionen stilede mig kort før jul det provokerende spørgsmål ’Hvordan undgår man at komme i parterapi?’

I artiklen ’Du kan sagtens få et bedre sex&samliv i 2018’ har jeg uddybe nogle af mine tanker.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *