Skilsmisse og opbrud eller hjælp til ny retning?

Kategoriseret under Smerte og tagget med , , , , .

Jeg er ved at bryde mit og min kones hjem op. Mere end 30 års akkumuleret dims og møbler skal flyttes, sælges eller gives bort. Vi skal reducere og bo på mindre plads.

Det er faktisk lidt hårdt. Vemodigt. Samtidig går mine tanker til alle dem, som er i gang med samme proces, fordi de skal skilles eller gå fra hinanden. Sikke en smerte det må være at dele, vælge, skrue ned, pakke, og opløse en fælles historie, fordi det ikke gik.

Jeg er ikke naiv og har fuld forståelse, for dem der skrider og har fået nok på grund af misbrug, sygdom, bedrag, svindel, vold, trusler. Nogle gange må man bare væk.

De fleste, tænker jeg, giver op på grund af endeløse konflikter og udmattelse, eller måske fordi forholdets grundlæggende værdier om arbejde, fritid, arbejds- og ansvarsfordeling og ikke mindst børneopdragelse alligevel er uforenelige.

Skilsmisser er triste og kan være dramatiske – ikke mindst for de involverede børn – og vil under alle omstændigheder trække lange spor. Jeg ville ønske, at flere ville tage mod den hjælp, der findes, til i tide at rette op på deres forhold, som i sin tid begyndte med tiltrækning, fascination og respekt.

Signalerne, du skal være opmærksom på, er tristhed, ensomhed, fortvivlelse og måske en gryende interesse for andre muligheder. Her skal du sætte foden ned og sige ’Honey, we need to talk’.

Siden min ungdom har jeg ofte tænkt på et digt af den franske forfatterinde Anaïs Nin, som i ’Aphrodisiac’ fra 1944 skriver:

Kærlighed dør aldrig en naturlig død.
Den dør, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal supplere dens kilde. Den dør af blindhed og fejltagelser og forræderi. Den dør af sygdomme og sår, den dør af træthed. Den hensygner, den bliver anløben, men den dør aldrig en naturlig død. Enhver elsker kunne anklages for mordet på sin egen kærlighed.

Hvis du står I fortvivlelse, er du velkommen til at ringe – også anonymt – for at få et råd til, hvordan du tager de første skridt i en ny retning. Tlf. 2028 6266.

Du kan også læse mere på elskeriet.dk, hvor min hustru og jeg tilbyder parsamtaler og sexologisk rådgivning.

God Valentins dag.

/Michael Loua, den 14. februar 2020

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *