Træt – bare træt

Kategoriseret under Ulyst og tagget med , , , , , , , .

– eller sådan vækker vi Sofa-Bent

Bent er træt. Helt ind i knoglerne træt. Han er så træt, at han efter arbejde og de hjemlige forpligtelser med at betale regninger og vaske op må lægge sig. Han orker ikke mere.

Sex? Glem det! Det er længe siden. Sidst de var til fest sammen og fik lidt at drikke, knaldede de da de kom hjem, men det gik hurtigt og var ikke ret godt. Susannes spørgsmål, om hvordan han har det, opleves som krav, og han orker ikke at svare. Det er for indviklet. Berøringer, nej tak, tænker han. Hun vil bare have mere, og det orker han ikke.

Hun er egentlig sød og kærlig nok, men han orker ikke at forholde sig til hendes skuffelse, når hun rækker hånden frem eller aer ham på kinden. Sofaen, zapperen, et tæppe og den gode pude, og så bare blive helt tom.

Tankerne banker på. Vandhanen drypper, to cykler skal lappes, hans far fylder halvfjerds om tre måneder og de er bedt om at holde festen, brevet til kommunen om hegnet, der skal laves, regningerne, bilen, og arbejdet, det forbandede arbejde, hvor chefen bare ikke fatter en skid. Sove, bare sove…..

Susanne kan godt se, at den er gal med Bent, men hun synes ikke rigtig, at hun kan gøre noget. Hun kan ikke komme til med al sin venlighed og det overskud hun har for tiden. Hun savner ham, savner hans latter og hans kærtegn. Hun savner det overskud, som han engang havde.

Hun prøver at spørge ham, om hvordan han har det og hvordan det går, men han svarer undvigende, og vil ikke rigtig dele, hvad der sker i hans liv. Hun kan jo godt se, at Bent har det skidt, men hun synes hun har prøvet alt. Faktisk er hun ret bekymret for ham. Og så får hun alle de her tanker: Er det noget med hende? Har han fundet en anden?

Susanne har også noget hun gerne vil. Hun længes. Hun længes efter opmærksomhed fra sin elskede, efter kærtegn, berøringer og sex. Hun vil gerne ud i byen og møde vennerne og besøge familien. Hun vil også gerne i gang med at planlægge lidt ferie. Men det hele ender i en slags sort hul.

Hvad skal Susanne gøre, for at få sparket lidt liv i den halvdøde krikke? Hvordan skal Susanne få vækket Sofa-Bent?

Jeg har ikke noget enkelt svar på spørgsmålet, og jeg tror i øvrigt ikke på snuptagsløsninger og på brevkassernes gode råd. Jeg tror ikke, at et blowjob om dagen, en fræk nederdel og nogle blonder eller at afsætte tid til fræk leg hver fredag kan løse problemet. Den manglende kontakt mellem Bent og Susanne går meget dybere.

Hvad skal Susanne stille op?

Jeg lægger det ud som et åbent spørgsmål og vil høre jeres forslag, for har vi ikke alle været samme sted? At vi i perioder har været helt nede med alt for meget om ørerne, hvor alt – selv en venlig forespørgsel – blev oplevet som krav. Nye krav, flere krav. Hvor råd og forslag som ’du kan da bare…’ er fuldstændig uden mening.

En ting er dog sikker: Susanne skal sørge for at få Bent til lægen. Hun skal insistere på, at han snakker med sin læge. Træthed kan være det første symptomer på uopdaget og måske alvorlig sygdom: Diabetes, cancer, en hårdnakket virusinfektion, stress, depression, angst. Lægen kan hjælpe med at udrede og, hvis der er tale om sygdom, kan lægen stille en diagnose, så problemet kan angribes korrekt. Det kan være skræmmende at gå til lægen med mistanke om alvorlig sygdom, men det kan være fatalt at udsætte diagnosen.

Hvis blodprøver, puls, blodtryk m.v. viser at fysikken er i orden, kan vi se på Bent med nye øjne. Så er det ikke DET, men noget andet. Det kan være en livskrise: ’jeg er ved at blive gammel og hvad vil jeg med mit liv’-agtigt, hvor det kan være en hjælp at hente hos en psykolog, eller det kan være en samlivskrise, hvor en sexolog kan bistå. Måske skal hun tilbyde ham massage eller sende ham til afspænding, hvor Bent ikke skal noget som helst, andet end at tage imod. Sekshundrede kroner kan være en god investering i forhold til de mange tabte timer på sofaen.

Det kan være svært for Susanne, at komme ind til Bent, for han vil opfatte næsten alt hvad hun siger som nye krav. Hun siger at han skal tale om sine følelser, og han hader at tale om sine følelser. Sådan noget kvinde-pis, tænker Bent.

Vi kan lære meget ved at iagttage kroppen. Bent ligger sammenrullet og med lukkede øjne. Han er passiv, har ikke noget at give. Denne forståelse kan være døren ind. Der er ikke noget at hente. Der skal fyldes på. Uden forpligtelser.

Susanne kan jo sætte sig på sofaen og bare være nærværende. Hvis Susanne kan sidde ved hans side og holde mund med alle sine ord, så kan hun måske få lov. Det kan godt være at Bent bare gerne vil nusses i nakken eller på ryggen, liggende på hendes skød. Meget umandigt, men måske er det alt, hvad der i begyndelsen er plads til.

Mænd, mange mænd har meget svært ved at tage imod. Ikke mindst seksuelt. Det er så nært koblet til manderollen at være aktiv, ydende og præsterende, at den passive rolle er truende. Hvad skal jeg nu?, tænker manden. Han skal ikke noget som helst! Det er din tur, kammerat, du må godt! Her kan massage eller muskelafspænding være det første forsigtige skridt.

Psykomotoriske terapeuter, som tidligere kaldtes afspændingspædagoger, er professionelle og kan godt finde ud af at tilbyde en behandling, der imødekommer den aktive mand. Men han skal selv gå gennem døren og acceptere, at en professionel tager over den næste times tid.

Hvis Susanne får lov til at være ved siden af Bent, måske bare med en hånd på hans skuldre, kan hun jo spørge, ikke til hovedet, men til kroppen: Må jeg nusse dig på ryggen, må jeg massere dine skuldre eller hvad har du lyst til lige nu? Vil du have en kop kaffe? Den slags helt uforpligtende tilbud kan gøre underværker, når man hele tiden skal præstere.

Det kan tage lang tid at komme tæt på igen og det kan være hårdt for Susanne at skulle følge sin elskedes meget langsomme tempo for at komme ud. Men det har jo også taget lang til for Bent at komme derind, og stunder af ro og nærvær kan være en foræring.

Tak til EE for inspiration!

4 kommentarer til Træt – bare træt

  1. Sarah skriver:

    Hej Michael
    Du spørger om mine mine erfaringer med, hvordan den elskede skal komme ind og hvordan man finder balancen mellem kontakt og plads… Tjaaa vores historie er nok ikke lige et skolebogseksemplar på, hvordan man skal gøre det. Min mand håndterede ikke min depression specielt godt og bukkede under for fristelsen fra en anden kvinde. Ikke at jeg bebrejder ham det i dag, for jeg kan ved gud godt se, at jeg ikke var hverken særlig let at leve sammen med eller til nogen nytte udi det seksuelle overhovedet.

    Det er almindeligt kendt at man benytter elektrochok terapi til at behandle svær depression og jeg skal da lige love for at jeg fik et chok, da jeg opdagede min mands affære. På det tidspunkt indså jeg, at jeg havde to muligheder… Jeg kunne kyle ham ud på røv og albuer (pardon my french) eller gøre mit bedste for at give ham en grund til at ville mig og kun mig. Jeg valgte det sidste! Fra den dag af svor jeg at jeg aldrig skulle være Sofa-Bent igen, jeg ville leve livet og jeg ville leve mit liv sammen med ham, jeg elsker højere end livet selv.

    Jeg tror ikke min historie kan være inspiration til, hvordan man skaber kontakten. At opfordre partneren til utroskab er i hvert fald ikke den mest passende løsning og man skal nok også være lidt småskør, som jeg, for at kunne tilgive og vende det negative til noget helt fantastisk!

    Mvh Sarah

    • Michael skriver:

      Kære Sarah
      Tak for din kommentar. Din kamp har været op ad bakke og dine beslutninger stærke, og det lyder som om, at I har fundet en god kurs til den videre sejlads. Det er da godt at høre, at beslutninger koblet med indsats fører til et godt resultat.
      Tillykke!

  2. Sarah skriver:

    Åh hvor dit indlæg rammer dybt! Jeg har selv været Sofa-Bent for nogle år siden og tårerne vælder frem når jeg tænker på, hvad min stakkels mand måtte gå igennem de første mange uger, endda måneder… Vores forhold var tæt på at være fortid, jeg kunne ingenting, alt føltes som krav og pres fra alle sider, et blik, en berøring var nok til at jeg ville kravle under dynen og lægge mig i fosterstilling… Og min elskede tålmodige mand kunne bare stå og se til, føle sig fuldkommen magtesløs og meget umandig!
    Jeg kom heldigvis afsted til lægen, som du så klogt skriver er første skridt, blev diagnosticeret med svær depression og stress og kom i medicinsk behandling og startede ved en psykolog. Det blev vendepunktet for mig… Jeg valgte at tage kampen op og ændre på tingenes tilstand. Muligvis ikke en løsning for alle, men det virkede for mig!
    Håber at alle de mange sofa-bent’er derude får hjælp eller finder modet og gnisten til at indse at livet er værd at kæmpe for, selv om man er så træt, så træt, at alt føles som en personlig hetz og et umenneskeligt pres!
    Der findes trods alt succeshistorier – jeg ser mig selv som én af dem! I dag er mit liv værd at leve!

    • Michael skriver:

      Kære Sarah
      Tillykke med livet, og tak for din kommentar! Mon ikke at mange af os i perioder har været der, hvor selv den mindste ting er for meget. Du har haft en indre drivkraft og en tålmodig partner til at hjælpe dig igennem, og det er jo stærkt.
      Med mit indlæg prøver jeg at finde ud af om og hvordan vi kan komme ind til hinanden, når vi lukker ned for kontakten. Hvor er ‘lyset mellem tremmerne’ som Gnags synger?
      Du havde en depression, skriver du. Det er en alvorlig psykisk tilstand, som kræver noget ganske særligt, både mht. behandling og af omgivelserne (familie og arbejdsplads).
      Jeg foreslår jo, at den med overskuddet skal være nærværende uden at være anmassende, dvs først og fremmest lytte og – hvis det er muligt – møde den svage parts behov for omsorg.
      Kan du med dine erfaringer pege på, hvordan den elskede skal komme ind, så der både er kontakt mellem de elskende og plads til den mest sårbare?
      vh
      Michael

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *