Utroskab i historisk og religiøst lys

Kategoriseret under Utroskab og tagget med , , , , , , , , .

Utroskab angives som årsag til en tredjedel af alle skilsmisser i Danmark. Alt efter kilde rammes mellem en tredjedel og halvdelen af alle voksne af partnerens utroskab. En amerikansk undersøgelse viser, at hvis det ikke blev opdaget, ville 74 procent af mænd og 68 procent af kvinder snyde deres partner. Altså have sex med andre. Seksuel utroskab er efterhånden svært at undgå.

I et debatindlæg ’Den utro stemples som et dumt svin’ (Politiken den 2. januar) efterspørges en mere nuanceret debat om utroskab. Når utroskab sættes til debat sker der tre ting: Debattørerne dæmoniseres, debatten foregår uden klare definitioner og debatten foregår kun på den ene side af hegnet, hvor utroskabens modsætning, troskab, aldrig bliver diskuteret. Det er svære debatvilkår for et efterhånden helt almindeligt fænomen.

Når det kommer til utroskab er Biblens ord helt klare: ’Du må ikke bryde ægteskabet’. Sådan lyder Moselovens sjette bud. Det er en opblødning af den tidligere ordlyd ’Du må ikke bedrive hor’. Desuden påbyder det tiende bud: ’Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til’. Den del af troen har det ikke så godt i det 21. århundredes Danmark.

Andre trossystemer ser med samme bistre øjne på utroskab, hvor det i en række mellemøstlige og afrikanske lande stadig er i orden at stene kvinder til døde og piske mænd for deres udenomsægteskabelige sex.

I Danmark har vi haft dødsstraf for utroskab i perioden efter Reformationen. Den senere Chr. V’s lov fra 1683 angav dødsstraf for ægteskabsbrud, men de skyldige blev ofte benådet og henvist til strafarbejde. I en endnu senere straffelov fra 1866 blev straffen ændret til fængsel eller bøde, og i straffeloven fra 1930 er straffene for utroskab helt fjernet.

I dag kan utroskab, juridisk forstået som sex med andre end ægtefællen uden dennes vidende, benyttes som grund til at give øjeblikkelig skilsmisse.

Uanset den juridiske opblødning siden Reformationen er holdningen til utroskab uforandret. Den utro, bedrageren, er stadig et dumt svin, hvilket tydeligt dokumenteres af de fordømmende kommentarer ifm. indlægget i Politiken: ’Man bliver ikke stemplet for at være et dumt svin. Man ER et dumt svin, hvis man er sin partner utro’, ’Vi må vel gerne synes at utro mennesker er dumme svin?’, ’Utroskab vil ALTID være forkert, og synderen vil altid være dum!’ for blot at citere nogle stykker.

Mens vi er ved det kirkelige, er det interessant, at hverken troskab eller utroskab indgår i såvel den kirkelige som den borgerlige vielsestekst. Ved det kirkelige bryllup lover vi at ’agte og ære hinanden’, hvad end det så betyder, men vi giver ingen løfter om troskab. Ved anklager om utroskab er det – sat på spidsen – muligt at henvise til, at ’det har jeg ikke givet noget løfte om’.

Hvor der tidligere skete en samfundsmæssig straf og fordømmelse af utroskab har kirkens holdning i dag mistet sin kraft, og fordømmelsen lever hos den enkelte. Der foregår ikke længere en samfundsmæssig udskamning af synderen. De kulørte ugeblade nærmest koketterer med de kendtes affærer, men skammen lever historieløst hos den enkelte, understøttet af de forældede, kulturkristne forbud. Hvor fordømmelsen af utroskab tidligere havde en primært praktisk begrundelse er fordømmelsen i dag moralsk motiveret: ’Det må man bare ikke’.

Relevansen af et uanfægteligt forbud mod utroskab skyldes datidens tvivl om arvefølge og dermed tvivl om ejendomsret. Uægte børn kunne ikke arve. Desuden har patriarkalske samfund altid søgt at begrænse kvinders seksuelle fornøjelse. Da lovene er skrevet af mænd blev kvindernes seksualitet straffet hårdere. Dette er stadig gældende i visse lande.

Meget forsimplet er der i dag mere ligeværd og lige muligheder for mænd og kvinder. Kvinder kan mange steder forsørge sig selv, hvilket gør det muligt at bryde ud af dårlige forhold, og mænd tynges ikke længere i samme grad over at forlade en ægtefælle. Det er ikke længere skamfuldt at være ugift mor, og singletilværelsen er blevet en tillokkende mulighed for både mænd og kvinder. Det er lettere for både mænd og kvinder at sige ’rend og hop’ til partneren. Det nutidige parforholds åbne udgangsdøre påvirker vores holdning til seksualitet og samliv.

Mænd kan ikke længere i samme grad kontrollere kvinders seksualitet. Med prævention indebærer seksualiteten ikke længere den samme risiko for kvinden. Seksualitetens styrke og drivkraft i den enkeltes liv og mødet med andre voksne gennem arbejde og fritidsaktiviteter kombineret med internettets muligheder for flirt og hemmelige stævnemøder reducerer indflydelsen af de religiøse forbud.

Fortsættes i Utroskab 2, om sandsynlighed og fordømmelse og Utroskab 3, om hemmelighed, ulykkelighed og troskab

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *