Vildfarelser og videnskab

Kategoriseret under Fantasier og tagget med , , , , , , , , , .

Vores seksualitetsforståelse er på mange områder baseret på vildfarelser: Det gælder for eksempel jomfru-idealiseringen, som gør livet vanskeligt for mange unge – især unge med indvandrerbaggrund, tæt forbundet med myterne om jomfruhinden, som er et fatamorgana; hvor unge, især piger, tror, at der findes en hinde, der revner ved sport og brug af tampon, og at sex skal gøre ondt første gang. Der hersker usande forestillinger og manglende viden om klitoris og misvisende ideer om, at kvinder opnår orgasme ved vaginalt samleje. På herresiden er der udbredte forestillinger om, at mænd kan få rejsning og udløsning, når som helst, hvor som helst og kan holde rejsningen uendeligt længe og at ejakulation er det samme som tilfredsstillelse. Det er helt skørt!

Vi mangler viden. Både på sundhedsvidenskabeligt, sundhedsfagligt og pædagogisk niveau og danskerne generelt mangler viden om seksuel sundhed til at erstatte de mange myter og forestillinger som findes.  Heldigvis er der en ny undersøgelse om danskernes seksualitet og om seksuel sundhed på vej. Jeg hilser SEXUS-undersøgelsen fra Statens Serum Institut og Aalborg Universitet hjerteligt velkommen.

SEXUS er blevet blandet modtaget, dog mest positivt. En kvinde blandt kritikerne skriver i en kommentar om tv-dækningen af SEXUS, at hun ikke kan ’komme i tanker om noget mere usexet end en debat om sex i Deadline. Sex behandles efterhånden som en pligt på linie med at spise økologisk, tage et bad hver dag og huske sin Vita Pro. Dødkedeligt og dræbende’. Hun skriver videre, at ’Krisen i danskernes sexliv er, så vidt jeg er informeret, en lystkrise. Det er der mange grunde til, er jeg sikker på. Jeg tror bare ikke det problem bliver løst af sådan en undersøgelse’.

Lystkrise??? Det er endnu en vildfarelse! Kritikeren og et par andre i samme debat lyder som privilegerede mennesker, der selv har et velfungerende sexliv, og for de privilegerede, er der fred og ingen fare, men for de arme, for hvem sygdom og handikap er en del af livet, ser det anderledes ud:

Anslået 300.000 danskere er i antidepressiv behandling, men stort set al antidepressiv medicin har lystdæmpende effekter. Anslået 800.000 danskere har kroniske smerter. 80 procent af smertepatienter har sexologiske problemer! Diabetes, hjerte-karsygdom, gigt, cancer, særligt de cancerformer der rammer underlivet og brysterne og mange andre sygdomme har negativ effekt på seksualiteten.

I folkedybet bliver seksualiteten opfattet som lystkoblet, men det er kun en brøkdel af sandheden. Sygdom, kronisk sygdom samt medicinsk og kirurgisk behandling kan have negativ effekt på den uproblematiske seksualitet, som de fleste tager for givet.

Blandt andet derfor er SEXUS-undersøgelsen så fremragende, idet den vil give alle – ikke mindst fagpersonale – et bedre fundament for at opfange de tabuiserede mislyde fra en dårligt fungerende seksualitet, der løst anslået påvirker en million danskere.

Vores seksualitetsforståelse er baseret på forestillinger om succes og lykke, men sex kan være svært, og trængslerne er stort set væk i filmenes og bladenes redigerede virkelighed.

En af sexundersøgelsens forskere, professor Christian Graugaard, siger det således: ‘Sex fylder 10 procent i et forhold, når det fungerer, men fylder 90 procent, når det ikke fungerer’. Det kan mange nikke genkendende til.

Tilbage til forestillingerne om sex: Mange områder i verden og mange gange op gennem historien har det været opfattelsen, at kvinders seksualitet er så farlig, at den må kontrolleres og pakkes ind. Det giver nogle helt skøre forestillinger om menneskers seksualitet og har indhyllet ikke mindst kvinders seksuelle lyster i skam.

Vrangforestillingerne om den kulturpåvirkede seksualitet slår igennem på mange niveauer, f.eks. hos kvinder, der tror, at fordi de har ‘den dyre’, så vil mænd hoppe på tungen for dem (hvilket nogle mænd også vil). Ofte hører jeg om uinspireret sex med ’søstjerner’, kvinder der passivt lægger sig og spreder ben og tror – eller hvad de nu gør – at det er tilstrækkeligt at lægge skød til et-eller-andet, der minder om sex. Er man en knøs på 18 er det sikkert fint nok, men kvindernes forestillinger om skødets tilstrækkelighed er en vildfarelse.

Halloooo… Det er dejligt nok at tømme sig mellem en kvindes ben, men selv den skønneste af alle akter kan blive forudsigelig og kedelig. Det er en udbredt vrangforestilling, at erektion er det samme som seksuel lyst og at ejakulation, sædafgang, er det samme som seksuel tilfredsstillelse. Der skal mere til. Også mænd skal tændes i både hovedet og kroppen for at blive seksuelt mætte.

Det bliver sat lighedstegn mellem mandens orgasme og tilfredshed, men det er meget langt fra sandheden. Manden skal kende kvindens seksualitet og kvinden skal kende mandens seksualitet, og de skal kende både kroppens reaktioner og partnerens seksuelle tænding, før det bliver rigtigt godt. Hvis ikke man er ‘klædt på til sex’ kan det ende med, at den ene part står svigtet og skuffet tilbage. Mit gæt er, at den seksuelle indsigt er lettere for homoseksuelle.

Når jeg iagttager, hvad der foregår i byen og ved firmafester lige før lukketid, virker det som om, at mænd vil gi den ene arm, for at få noget pussy. Kvinder synes mindre desperate. Seksualiteten og de seksuelle lyster bliver styrende for kontakten, for samtalen, for dansen. Nogle går for vidt og sørger for deres egen seksuelle tilfredsstillelse med manipulation, magtanvendelse eller vold. Det er en meget ensidig fornøjelse, og desværre ødelæggende mange år fremover, for den som oplever overgrebet. Hvad har overgriberne gang i? Den krænkede er helt væk fra ligningen og er bare redskab for krænkerens lyster.

I min egen rådgivningspraksis møder jeg mange mennesker, der kommer med seksuelle problemer, men hvor den seksuelle henvendelsesårsag næsten altid afslører problemer med at tale sammen. Det er venlige og ordentlige mennesker, som har svært ved at tale om seksualitet eller som – af mange grunde – kan have svært ved at mærke sig selv eller svært ved at sætte ord på det de mærker. Hvor skulle de have lært det?

Sex, ikke mindst god sex, er en selvfølge! De unge får et kondom eller nogle p-piller og så må de ellers klare sig selv, belært af enten vennernes pralerier eller pornoens fortegnede verden, hvor kvinder er perfekte og mænd kan præstere.

En af de hyppigste sexologiske henvendelsesårsager fra kvinder er manglende orgasme. Det kan have fysiologiske forklaringer f.eks. frygt for smerte i forbindelse med sex, men ofte er det kvindens manglende kropskendskab eller partnerens ditto, som hindrer at hun passerer orgasmetærsklen. De ved ikke, hvordan hun bliver tilstrækkeligt ophidset, kropsligt eller mentalt. Det kan man lære gennem rådgivning.

Langt sjældnere hører vi om mandens manglende tilfredsstillelse, for han har både erektion og ejakulerer. Også for manden kan forklaringen findes i fysiologien, f.eks. nerveskader i bækkenet eller rygmarven, men ofte skyldes hans utilfredsstillende orgasme, at han ikke er tilstrækkeligt liderlig. Måske fordi han skal præstere og har al sin opmærksomhed hos partneren, måske fordi han ikke er i kontakt med de seksuelle berøringer og de seksuelle fantasier og lyster, der sender ham en tur ud mellem stjernerne.

Vildfarelserne kan forskning og oplysning delvist råde bod på, men sexologikurser for både sundhedspersonale og pædagogisk personale er desværre nedprioriteret eller manglende på de fleste uddannelser. Det personale, der skal møde borgernes seksualitet, fra børnenes doktorlege og de unges vidunderlige nysgerrighed, til voksne og de ældres udfoldede seksualitet, er sjældent klædt på til opgaven.

Vrangforestillinger,  misforståelser, myter og dårlig information er der nok af! Såvel resultaterne som mediedækningen af SEXUS-undersøgelsen, vil hjælpe med at få ryddet lidt op. Det er tiltrængt.

Michael Loua, sept. 2017

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *