I et fordomsfuldt indlæg i Politiken lørdag den 20. oktober gør psykolog Anne Knudsen sig klog på herre-slave forhold og kobler erindringer fra tidligere overgreb med BDSM-livsstil. Jeg er vred over forfatterens fordømmelse af en gruppe mennesker med særlige seksuelle præferencer, harm over hendes misbrug af psykologtitlen til at viderebringe udokumenterede påstande og er medforfatter på nedenstående kommentar, som blev bragt i Politiken den 25. oktober 2012:

Psykologer har også fordomme

Af sexologisk rådgiver Michael Loua og psykolog Inge Loua

Vi har stor respekt for psykolog Anne Knudsens ønske om at diskutere pornoficering af medierne, som bliver bragt til torvs i kommentaren ’Det er bullshit, når medierne idylliserer herre-slave forhold’, bragt i Politikens debatsektion lørdag den 20. oktober. I udgangspunktet er vi enige i, at medierne nøje bør overveje, hvordan og især på hvilke tidspunkter medierne viser sex og især ekstreme seksuelle udtryk. Dette gælder efter vores mening også populære ungdomsudsendelser som f.eks. Paradise Hotel.

Det, der ikke aftvinger respekt er, at Anne Knudsen bruger sin faglighed som psykolog til at give belæg for udokumenterede påstande om sammenhæng mellem seksuelle præferencer og seksuelt relaterede traumer fra barndommen.

Når Anne Knudsen skriver ’De mennesker, der lever i forhold som herre og slave har ikke lært andet. Det er ikke frivilligt….’ skriver hun ud fra sine private fordomme og ikke ud fra viden. Ganske få klik på internettet ville vise, at ordene ’i enighed’ er helt centrale for alle frivillige seksuelle aktiviteter med voldsomme udtryk.

Det er sandsynligt, at Anne Knudsen fra sin praksis har erfaret, at mennesker, der har oplevet seksuelle overgreb, har en tendens til at indgå i usunde relationer i voksenlivet, hvor gentagelsesadfærd er velkendt fra arbejdet med alle slags traumatiserede. Det er bare ikke det samme som, at alle personer, der dyrker BDSM (forkortelse for bondage, dominans, sadisme og masochisme), har usunde relationer eller ”genspiller” tidligere krænkelser. Dette burde en akademiker vide.

Naturligvis findes der i de subkulturelle miljøer personer, der ”genspiller” gamle traumer. Men det overvejende flertal af de, der dyrker BDSM-relateret sex, har ikke oplevet krænkelser. Belæg for denne påstand kan f.eks. findes i ”The prevalence and effects of self-reported childhood sexual abuse among sado-masochistically oriented males and females” (Journal of Child Sexual Abuse, 1999, 9). Undersøgelsen viser, at et flertal på mindst 75% af de 288 adspurgte ikke mener, at de har været udsat for krænkelser som børn.

Anne Knudsen siger som psykolog og ’med meget stor sikkerhed’, at ’der ikke findes en særlig slags børn eller voksne, som nyder at blive ydmyget, slået eller krænket’. Hun forlanger mediernes undskyldning for at forherlige dette.

Anne Knudsens udokumenterede påstande er forsimplende for debatten og krænkende for en gruppe mennesker med særlige seksuelle præferencer. Det er hende, der skylder at sige undskyld; til alle de velfungerende voksne, som nyder ydmygelser og smerte i forbindelse med sex, og som hun med belæg i sin faglighed stempler som traumatiserede, unormale, og uden fri vilje.