Når vi tilbageholder væsentlige fortællinger om, hvem vi er for hinanden, så har vi forladt forholdet, uanset, at vi stadig bor sammen. Prisen er smertefuld ensomhed.
I mange af min samtaler med både enkeltpersoner og par, er der et fællestræk: De har forladt deres partner, selv om de stadig lever sammen.
Nogle søger sexologisk rådgivning på grund af problemer med manglende lyst, problemer med smerter i forbindelse med sex, manglende rejsning, eller når der er opstået problemer efter medicinsk eller kirurgisk behandling af sygdom.
Andre søger rådgivning, fordi deres sexliv ikke længere fungerer, eller fordi de ikke kan blive mødt på deres seksualitet. Som regel fordi de har mere lyst end partneren, lyst til mere spændende eller anderledes sex eller fået lyst til sex med andre.
Jeg bliver både overrasket og lidt forstemt over, hvor svært det er for mange at få historien om det manglende (sexliv, intimitet, nærhed, opmærksomhed, anerkendelse) fortalt til deres partner. Forklaringerne er alt fra ’det har jeg prøvet’, til frygten for at blive afvist og frygten for ballade.
Løsningen for nogle er at holde lysterne tilbage og fokusere på noget andet. Andre begynder at leve et hemmeligt liv ved siden af deres parforhold, hvor de i skjul har sex med andre, sexchatter, ser porno eller i hemmelighed går til prostituerede eller i swingerklub.
Fællestrækket er, at de over for deres partner vælger at tilbageholde væsentlige sider af deres livsudfoldelse. Her træder forladtheden ind.
Hvis der kommer hul på konflikterne om det manglende, bliver det let til en diskussion om hvem, der gør hvad, hvem der har sagt hvad hvornår, eller hvem der altid eller aldrig gør noget. Disse konflikter er i min opfattelse afledninger. De er nok så dramatiske, men kommer ikke i nærheden af den underliggende og smertefulde oplevelse af at forlade og at leve i forladthed.
Jeg mener ikke, at man partout skal dele alt med sin partner, men når noget så betydningsfuldt som seksualiteten bliver holdt tilbage, så trækker man sig væk fra relationen, selvom man stadig lever og bor på samme adresse. Det er jo et valg, den enkelte må træffe; om man vil leve sammen med sin forladthed, eller om man vil risikere en – måske voldsom – konflikt for at finde ind til samhørigheden igen.
Jeg mener, at mange seksuelle problemer, der manifesterer sig som forskellighed, ikke så meget handler om sex men om forladthed.
Oplevelsen af forladthed er en del af den universelle spænding i forholdet mellem adskillelse og samhørighed. Følelsen af forladthed minder om smerten, når den universelle ensomhed bliver erkendt. En samtale om forladthed vil være et godt sted til afsæt, når først konfliktens smertefulde følelser er kommet på bordet og faldet til ro. Roen i samtalen kan opstå, når parterne begynder at tale om behovene for adskillelse og for samhørighed.
Forholdet mellem adskillelse og samhørighed er en forhandling, der skal tages mellem parterne i forholdet. Begge ting findes på samme tid, og der er ingen facitliste! Nogle har brug for adskillelse, at være sig selv og at have meget tid til sig selv, andre har brug for samhørighed, nærhed og kontakt for at trives. For at gøre det hele endnu mere indviklet, så kan balancen mellem adskillelse og samhørighed ændre sig over tid.
Det betyder at forholdet mellem adskillelse og samhørighed er en dynamisk størrelse, som hele tiden kan forhandles. Positivt formuleret kan det siges, at den slags justeringer kan være med til at holde forholdet i live.
Når den hidtil gældende balance mellem samhørighed og adskillelse fører til smerte, skal der forhandles igen. Men det skal først være legitimt at tale om den svære følelse af forladthed. Der skal være en accept af at kunne tale om og forhandle, hvor meget vi skal være sammen, og hvornår vi skal være adskilte. Den slags samtaler bidrager med forståelse og kendskab til hinanden, som dem vi nu er blevet, og det giver nærhed og intimitet, som er den modsatte oplevelse til forladthed.
Jeg husker en samtale med en kvinde i fyrrerne med mand og børn, der oplevede parrets sexliv som utilfredsstillende. Hun valgte at ’gå i byen’ for at få sine behov for nærhed og seksuel tilfredsstillelse dækket, men indrømmede at ’det var pissebesværligt’, for der skulle findes børnepasning og undskyldninger for at komme hjemmefra. Denne kvinde har efter min opfattelse forladt sin mand, og det havde været bedre om vi havde talt om hendes oplevelse af forladthed, end at tale om hendes opblomstrede seksualitet, om de moralske dilemmaer ved utroskab og om hvorvidt hun skulle fortælle det til sin mand.
I dag ville jeg nok have rådet hende til at tale med sin mand om oplevelsen af ensomhed, fordi hun ikke kunne være den, som hun er.
Den vanskelige samtale kunne begynde sådan her: ’Jeg føler mig ensom, når jeg er sammen med dig. Jeg får lyst til at forlade dit selskab og være den, jeg er, sammen med andre, og det har jeg egentlig ikke lyst til. Jeg vil helst kunne være den, jeg er, sammen med dig.’
Jeg kan ikke love at hun med et bliver mødt på sin seksualitet, men jeg tror, at han ville begynde at lytte….