Den eneste ene 2 – hvordan håndterer vi forandring?

Kategoriseret under Utroskab og tagget med , .

I ’gamle dage’ var der ikke de store forandringer gennem et livsforløb. Vi døde, som vi blev født: fattige eller rige, med samme geografiske placering og med overlevelse som den vigtigste livsopgave. I dag er forandring og udvikling blevet mål i sig selv.

Når vi nu går ind i et forhold, kan vi med stor sikkerhed forvente, at vi flytter os radikalt i løbet af et liv. Mine drømme er A, når jeg danner par men bliver til B eller C gennem livet. Som følge af uddannelse, job- og karriereskifte og fordi vores velstandsøkonomi gør det muligt at realisere vores drømme. Din elskede har de samme drømme og muligheder og vil med stor sikkerhed skifte retning adskillige gange.

Hvis vi efter den første forelskelse og de første år sammen glemmer at tale sammen om og undersøge vores ønsker og drømme, risikerer vi at blive overhalet, fx når din elskede en dag fortæller dig, at der er mulighed for et spændende job i Singapore, er blevet tilbudt en ledende stilling, at din elskede vil flytte eller have flere børn – eller ingen børn – eller har fået lyst til sex med flere, for lige at berøre de seksuelle udfordringer.

Hvis I vil bevare jeres forhold, skal I tale sammen, og hele tiden sikre, at I kender hinandens drømme og ønsker. Det er både mere spændende og vigtigere at gå på opdagelse i hinanden end at se TV.

Forandringer er lettere at håndtere, hvis de ikke kommer som lyn fra en klar himmel. Begge skal være indstillet på at afsætte tid til de vigtige samtaler, for med forandring som grundvilkår, vil forandringerne komme!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *