En del mennesker inddrager smerte i deres seksuelle leg, hvor nogle kan lide at dominere og påføre smerte og andre kan lide at være undergivne og modtage smerte. Nogle kan lide begge dele. Legen kan rumme smæk og lussinger, hvor den dominante bruger hånden, og I kan lege med tøjklemmer, elastikker og andet legetøj fra køkkenskuffen. I den mere opmærksomhedskrævende og respektfulde leg med smerte bruges forskellige former for piske, bælter, flydende stearin, nåle og elektricitet. De tre sidstnævnte er IKKE for begyndere!
Legen med smertepåførsel kan have mange formål: dominans og magtovergivelse, pirring og lyst, fokus og koncentration eller trance. Det har til sigte at lukke hverdagens tanker ude og at samle opmærksomheden om hvad der foregår her og nu.
Hvis I begynder at inddrage dominans og smerte i jeres leg, kræves det, at I er trygge ved hinanden, er 100 procent opmærksomme og respekterer hinandens grænser.
Det er ikke svært at tæske nogen gul og blå – det sker alt for ofte uden for BDSM-miljøet – men hvis målet er at opnå hengivelse og fordybelse, kræver det at den givende er koncentreret om den modtagende og forstår at aflæse kroppens signaler, der kan vise, at en lyst- og smertegrænse er nået eller lige ved at være nået. Hvis den dominante er uopmærksom eller brutalt overskrider den modtagendes formåen, så er det en dårlig leg, der kræver megen opfølgende snak om grænser og respekt.
Der findes en del bøger om emnet, og på internettet er der mange blogs om BDSM. Her kan I sammen undersøge det pirrende, læse og se billeder, for at finde ud af hvad der tænder jer.
Samtaler om lyst og smerte
Det underfulde kan ske, hvis I begge er parate til at lege med BDSM, især hvis den ene har lyst til at dominere og den anden har lyst til at undergive sig. Samtalen om din og jeres lyster kan komme i gang ved at vise hinanden billeder, som giver pirring og lyst fx fra internettet.
Det er mere vanskeligt, hvis kun den ene af jer tænder på leg med smerte. Nogle gange kan den først afvisning være en forskrækket reaktion på den elskedes eller på egne lyster, hvor grænsen fra ulyst til lyst er til at flytte. Andre gange er afvisningen kategorisk, hvilket må respekteres uden indvending!
Afvisningen kunne jo skyldes tidligere ubehagelige oplevelser og behøver ikke at have noget som helst med dig at gøre.
I skal begge være indstillet på legen, hvis det skal tilføre forholdet og kærligheden en ny dimension. Det nytter ikke at tvinge det igennem, for så bliver legen til overgreb.
Det er en udfordring, hvis kun en af jer har lyst til at lege med denne form for pirring og hvis det er et stort ønske. Her kan det være godt at få hjælp til den nødvendige intime samtale, for uanset om I taler om det eller ej, så er lysten og længslen der jo stadig. I kan også opsøge andre, som kender til BDSM og som til en start kan forklare og afdramatisere hvad det er.