Hvad er det som sker, når den ene siger nej tak til den andens begær? I mine forestillinger er det oftest kvinden, der siger nej til mandens ønsker om samleje, men der findes naturligvis også en hel masse mænd, der afviser kvindens ønsker om sex.

Seksuel afvisning er ofte et relationsproblem, men kan også skyldes fysiologiske problemer, først og fremmest smerte og fysisk ubehag. Jeg vil grave mig ned i afvisningens dynamik og prøve at forstå, hvad der sker, når den ene part i en relation afviser den andens ønske om begær og nærhed.

For at undersøge problemet har vi tre størrelser at kigge på: relationen mellem de to, fysiologien og forståelsen af det som afvises (sex, begær, nærhed, intimitet o.a.)

Relationen

Med mindre andet er aftalt må udgangspunktet for en kærlighedsrelation være, at begge parter er ligestillede. Det betyder, at den enes ønske om nærhed er lige så reelt som den andens afvisning. Ligestillingen bliver mere tydelig, hvis vi vender sætningen: at den enes afvisning er lige så reel som den andens ønske om nærhed. Jeg vender fænomenet, fordi det ofte er den afvisende part, der gøres til problemet.

Det er jo ikke forkert at afvise den andens ønsker. Vi siger hele tiden nej tak til tilbud om det ene og det andet. Tilbud om flødekager, indkøbsture, fjernsynsprogrammer og feriemål m.m., men når det kommer til seksuelle afvisninger, rammer de ofte dybere.

Jeg synes også, at det er værd at fastslå, at det er ligeså smertefuldt at give som at få en afvisning. Den afvisende ved jo godt, at den afviste vil reagere med tristhed, vrede eller andet, som man dernæst skal forholde sig til. Det er ikke omkostningsfrit at give en seksuel afvisning. Det betyder, at den afvisende part skal håndtere to problemer: dels sin egen ulyst, dels den andens reaktioner.

Kroppen og fysiologien

Hvad er årsagerne til og begrundelserne for at afvise sex? Afvisningen af sex kan skyldes enten fysisk eller psykisk ubehag og smerte. Vi kan sagtens acceptere en seksuel afvisning pga influenza, hovedpine eller roskildesyge, så hvorfor er det sværere at acceptere en afvisning, som skyldes smerte eller andre former for ubehag? ’Det gør ondt at have sex, og derfor siger jeg nej tak.’

Det kan undre, at så mange undlader at søge professionel hjælp hos enten læge eller rådgiver ved seksuelle problemer. Skammen over at gå til læge med et seksuelt problem må være så stor, at vi vælger at fastholde problemet, som derved udvikler sig undergravende i privatlivet.

Afvisningen kan også skyldes træthed, energiforladthed eller spekulationer om arbejde eller økonomi, som gør nærhed og sex til en krævende oplevelse i stedet for et frirum, hvor vi bliver ladet op.

Hvad tænker du? Er sex noget vi har ret til og kan kræve mod den elskedes ønske, eller noget vi skal gøre os fortjent til? Gennem mange hundrede år har det været opfattelsen, at manden havde ret til sex med kvinden. Går retten også den anden vej, at kvinden har ret til sex med sin mand? I et ligestillingsperspektiv virker diskussionen om ret og pligt helt meningsløs. Bag mange voldtægter ligger stadig forestillingen om at manden har ret, hvis kvinden har fristet. Det er efter min mening helt, helt forkert.

Lad os forestille os et par, hvor hun er tændt og gerne vil have mere sex og nærvær. Han signalerer, at det vil han ikke. Hvad er der i hans afvisning? Hvad er det han afviser?

Jeg tror, at han afviser sine egne forestillinger om, hvad der skal ske. I stedet for at lade sig styre af sine lyster til fx kys, blide kærtegn og ligge i arm, så tynges han af forestillinger om rejsning, samleje og præstation af fx hendes nydelse og orgasme, hvilket kan være meget krævende. I stedet for at sige ’jeg vil gerne kysse, men ikke knalde’ vender han ryggen til. Så ligger hun der og har udstillet al sin ømhed, sine seksuelle drifter og behov og får en kold skulder.

Det kan også være, at han i virkeligheden er vred på hende, træt af hende eller væmmes, og at det derfor er ubehageligt at komme så tæt på, som det sker i sex. Gamle, indgroede og uløste problemer i parforholdet er årsag til mange afvisninger.

Afvisningens indhold

For at forstå afvisningernes dynamik, må jeg beskrive den tankemæssige ramme jeg kender, som mand i halvtredsårsalderen. For kvinder og andre aldersgrupper kan det se anderledes ud. Tillad mig denne konstruerede begivenhed:

Mand går til sin kvinde stående ved spisebordet. Han omfavner hende, kysser hende i nakken og tager om hendes bryster. Kvinden afviser tilnærmelsen med ord eller kropssprog.

Hvad får kvinden til at skubbe manden væk? Børnene skal ikke se det? Kvindens forestillinger om et videre forløb? Nu, senere i dag, denne uge, denne måned? Kvinden er træt, udkørt? Kvinden har andre planer?

Hvad er hendes gevinst? Hvad får hun fred for? Hvad er det hun går glip af? Mandens nærhed, mandens særlige form for nærhed, mandens berøringer? Hvad får kvinden til at lukke i, frem for at lukke op? Har ’besværet’ ved sex sejret over nydelsen? Hvad er blevet vigtigere end at modtage den elskedes ønske om nærhed? Hvad er blevet vigtigere end at lukke sig op for mandens indtrængen i hende og at modtage hans forløsning?

Hvad mangler mellem de to for at hun kan modtage ham med tændte øjne og lyst til at mødes i erotisk forening? Handler det om kontrol og om tab af kontrol. Hendes forestillinger om, at alt omkring hende skal være i orden førend hun kan give efter for begæret?

Det er ikke mit ærinde at fordømme afvisningen. Der kan være 1.000 gode grunde til at afvise manden i den konkrete situation. Vi kan jo forestille os et ligeså stereotypt modbillede, hvor hun vil have sex, midt under en VM-kamp i fodbold. Han afviser hendes ønske om nærhed og skubber hende væk. Hvad er hans gevinst ved afvisningen?

Afvisning giver indsigt

Selvom det er smertefuldt at håndtere en afvisning, kan afvisningen være en god anledning til at høre hos den elskede hvordan det går. Spørgsmålet kan ikke falde lige i afvisningens kølvand, dertil er situationen for belastet. Det er jo et faktum, at sådan som din elskede – din ELSKEDE! – har det lige nu, er der bare ikke overskud til at træde ind i det intime rum sammen.

Men min vurdering er, at spørgsmål til den andens ve og vel som reaktion på en afvisning er bedre end tilbagetrækning og forbitrelse. Jeg ved at det kræver et overskud, at håndtere afvisning på denne konstruktive måde.

Oversat til noget de fleste kender: De første afvisninger er den orange lampe i bilens kontrolpanel: Bilen skal snarest efterses på værksted. Når den røde lampe lyser, når afvisningerne bliver til kulde og nærværet gennem sex forsvinder, skal bilen standses og autohjælp kaldes til.

Afvisningens opfølgende samtale om arbejde og arbejdsfordeling, præstationsproblemer, både i og udenfor sengen, træthed – ikke mindst i småbørnsfamilierne – og om omverdenens krav og forventninger kan jo give et fingerpeg om, hvor I skal gøre en indsats for at bedre jeres muligheder for nærvær.

Også de fysiske gener, rejsningsproblemer hos mænd og skedetørhed hos kvinder er jo alvorlige hindringer for sex og samleje, som ikke bliver løst ved at blive fortiet, men som sagtens kan håndteres, når og hvis de bagvedliggende årsager bliver behandlet.

At komme videre

Hvis du lever i et forhold med et mønster af seksuelle afvisninger kan du eller I begge naturligvis opsøge professionel hjælp, men I kan også selv forsøge at arbejde med en løsning:

Identificer problemet: Er der seksuelle afvisninger mellem jer, som ikke umiddelbart kan forklares? Hvornår forekommer afvisningerne, hvordan foregår afvisningerne, hvordan håndteres afvisningerne? Hos den afvisende og hos den afviste.

Konkretiser afvisningerne: Taler I om afvisning af sex/samleje, om afvisning af særlige seksuelle ønsker eller afvisning af nærhed?

Bliv enige om, hvad I er enige om: Skriv det ned og læs det op for hinanden. Når ord kommer på papir, bliver uenighederne tydelige.

Systemkrav I: Lyt til hinanden! I deler jeres oplevelser, som er hver jeres, men ofte forskellige. Den enes oplevelser af en situation er ikke mere rigtig end den andens. Giv hinanden taletid, lad være med at afbryde, og hvis du ikke forstår, så spørg undersøgende i stedet for at bebrejde.

Systemkrav II: Mod. Det kræver mod at høre den andens oplevelser, særligt hvis det rammer ømme punkter, og det kræver mod at sætte ord på det svære.

Systemkrav III: Tydelighed! Vis at du har forstået ved at nikke, brumme eller sige det direkte. Det er rart at føle sig hørt, særligt hvis man har skullet udtrykke noget svært. Det er OK at erklære sig uenig, uden at skulle begrunde hvorfor. Tanker og ord tager tid til at modnes.

Systemkrav IIII: Tid! Et parforholdsproblem som fx et mønster for afvisning har taget år at opbygge. Det er ikke klaret på en halv time. Sæt tid af, hvor I har ro til at tale, og stop hellere samtalen efter en time end at køre udmattelsesløb. Vær hellere stolte over jeres små fremskridt fx at få sat ord på problemet, end at have forventninger om en hurtig løsning.

Hvis det bliver for vanskeligt: Søg hjælp! De fleste problemer kan løses, og langvarig kulde, hyppige skænderier og måske utroskab er skidt for kærligheden.

Held og lykke!