Mange genkender ordene forspil og efterspil i forbindelse med sex. Ordet ’forspil’ er anvendt så tidligt som 1932 i den danske oversættelse af Hendrik van de Veldes bog ’Det fuldkomne ægteskab’. Oprindelsen af ’efterspil’ er sværere at spore, men begge ord bruges i dag af såvel sexologiske eksperter som i folkemunde.

Forspil-orgasme-efterspil er en model, en forsimpling, som hjælper os til at forstå verden. De amerikanske sexologer Masters og Johnson udviklede i 1960erne en tilsvarende model – dog lidt mere avanceret – baseret på laboratorieforsøg og iagttagelser. Masters og Johnsons model for den seksuelle responscyklus er delt i fire faser, som på dansk kaldes ophidselsesfasen, plateaufasen, orgasmefasen og refraktærfasen.

Selvom modeller kan være vejledende og kloge at få forstand af, kan de også være vildledende. Jeg er temmelig træt af begge modellers fokus på penetration og orgasme, som al tings lykke, hvor det som går forud, og det som følger efter, er en plagsom nødvendighed før og efter den ’rigtige’ seksuelle oplevelse.

Jeg trættes, fordi modellerne styrer vores fokus mod orgasmen, mod klimakset, højdepunktet, som om disse ganske få minutters – eller sekunders – forplantningsaktivitet er altings mål. Og ofte bliver det! Orgasmejagt og præstationsangst er medaljens bagside og kan genkendes hos mange.

Forspillet, hvor den seksuelle spænding bygges op, er i mine øjne meget mere opslugende end orgasmens korte men vilde stormflod, uanset, at ’Den lille død’ kan være en skøn oplevelse.

Efterspillet er miskendt, så det vil jeg skrive lidt om i dag. Efterspillet, eller refraktærfasen, hvor kroppen bobler af hormoner, af dopamin, noradrenalin m.fl., hvor penis bliver slap og hvor både mænd og kvinder bliver døsige, er samtidig en stund med mulighed for stærk intimitet.

Læren om hormoner, endokrinologien, kan forklare os en del af, hvad der sker i kroppen efter orgasme: Et af de centrale hormoner er prolaktin, der udløser følelsen af seksuel tilfredsstillelse. Hormonet findes naturligt i kroppen, men mængden er forøget, når vi sover. Der er altså en mulig forbindelse mellem prolaktin og søvn, som delvist kan forklare, hvorfor vi bliver søvnige efter sex. Prolaktin påvirker desuden rejsningen hos mænd. Uden at have videnskabeligt belæg, har jeg hørt tilsvarende fra kvinder, at der opstår en anderledes seksuel mæthed efter en sprøjteorgasme, en kvindelig ejakulation.

Orgasme udløser desuden endorfin, som vi populært omtaler som kroppens eget morfinstof. Endorfinerne har en smertelindrende effekt, virker afslappende, udløser behag og gør os trætte.

Ud over hormonerne noradrenalin og velværehormonet dopamin, der begge overfører nervesignaler i hjernen, frigiver kroppen ved orgasme store mængder oxytocin, som også frigives hos kvinder ved amning. Oxytocin kaldes populært ’kærlighedshormonet’, fordi det øger tilknytningen til andre ved at sænke hjernens angstniveau. Oxytocin sænker paraderne, og fremmer derved vores biologiske evne for tilknytning. Dette er jo ganske hensigtsmæssigt for de små børn, der er afhængige af tilknytning, men også for voksne. Naturen er smart!

Alt dette hormonhalløj betyder, at vi i tidsrummet efter orgasme er godt dopede af hormoner, der giver velvære, træthed og et sænket angstniveau. Orgasmen baner vejen for et kortvarigt og sjældent besøg i et angstfrit rum. Det skal vi da benytte os af!

For nogle er efterspillet for meget af det gode. De vælger at trille om på siden eller vælger at gå væk, gå på toilettet, ryge en smøg eller andet, der bryder intimiteten. Det kan der være mange gode grunde til.

Andre benytter det angstfrie rum til at putte, kærtegne, kysse og sludre intimt med hinanden. Det som på engelsk kaldes ’pillow talk’, pudesnak.

Angsten er væk. Det er ikke ’angst’ som i lammende skræk, men angst forstået som den dybe, eksistentielle frygt eller ubekvemhed ved at mærke sig selv i nærværet med den anden. Angsten er den manglende tryghed ved at dvæle i den andens blik. Angsten, jeg her beskriver, er hverken truende eller forstyrrende, men er bare aldeles vidunderlig i sit fravær, og i de øjeblikke vi kan være fuldkomment rolige.

Efterspillet er fravær af angst. Det er kærtegn og pudesnak. Det er i dette rum, at vi kan være os selv. Det er her vi kan være forbundet med vores inderste tanker og ønsker, hvor jeg er ok og du er ok, og hvor alt er fredfyldt og i orden. Det er her, hvor ord kan være på sin plads eller hvor ord kan være forstyrrende; hvor øjnene er bløde og milde, og hvor et blik bliver vigtigere end tusinde ord. Det er her, hvor vi griner af fjollerier og græder af sentimentalitet. Det er i efterspillets rum, at vi kan mærke, hvor svært og krævende livet i grunden er, men at alt alligevel er fuldstændigt i orden.

Efterspillets rum er et fristed, hvor vi en stund kan gemme os fra verden, og hvor vi et kort og følsomt øjeblik kan komme i kontakt med os selv, og alt hvad vi står for og længes efter.

Det kan være vidunderligt at mærke sin længsel, specielt hvis den er lejret i favnen lige ved siden af. Så opstår den følelse, vi genkender som lykke.

Det kan også være smertefuldt og ensomt at mærke sin længsel. Specielt hvis vi tænker og tror, at den er uopnåelig. Nogle gange fyldes vi af samme, dybe følelser på samme tid, eller de svinger som et pendul frem og tilbage mellem lykke og fortvivlelse.

At turde mærke sin længsel – uanset om den kan mødes eller ej – er dog det første skridt IND i livet og ikke væk fra det.

Ude i virkeligheden er der så mange forstyrrelser, der kan fjerne opmærksomheden fra vores inderste ønsker og sløre blikket for vores retning. Måske er den larmende virkelighed årsagen til, at meditation og mindfulness er blevet så populært.

Det er min påstand, at efterspillet, de intime øjeblikke efter sex, kan skænke os den samme ro. Hvis vi vil se efterspillet som andet end en kontakt vi skal væk fra og som seksuel spildtid uden betydning. Det er det slet ikke! Overhovedet ikke.

Godt nytår til mine læsere.

Den 30. december 2016