Kuller og corona – når samværet bliver for meget

Kategoriseret under Smerte og tagget med , , , , , , , , , , .

I løbet af chokerende kort tid har et mikroskopisk virus påvirket hverdagen for os alle. Først og fremmest for alle i sundheds- og plejesektoren, som med fare for eget helbred skal indstille sig på nye rutiner og et ændret arbejdspres. Vi skylder dem stor tak.

Som følge af Covid-19 og de mange restriktioner skal de fleste af os få livet til at hænge sammen på nye måder. Med måske truende økonomisk usikkerhed, med isolation og adskillelse fra andre og med påtvunget samvær med vores partner og eventuelle børn. Intet af dette er let.

Økonomien og udfordringerne med hjemmearbejde og hjemmeundervisning vil jeg overlade til andre. Mit fokus i dette indlæg er, hvad vi kan stille op med det ændrede samvær mellem voksne, når vi får så meget tid til hinanden, og når vores værdier om liv og død, helbred og, samvær og materielle goder er udfordrede.

Det gælder ikke mindst de par og de børnefamilier, hvor den ene eller begge voksne reagerer voldsomt under pres. I middagsradioavisen fredag den 20. marts nævnte de, at der er brug for flere pladser på beskyttede opholdssteder for kvinder, fordi der i pressede perioder med meget samvær er tradition for mere vold i familier. Det skal vi helst undgå.

Vilkårene er, at vi for tiden skal være mere sammen, og vi kender ikke udløbsdatoen. Det kræver nogle nye færdigheder til samvær, fordi vi hidtil har haft mulighed for adspredelse ved at gå i byen, i biografen eller ved at være sammen med familie og venner. Det er slut for en tid. Vi har kun hinanden og hvordan skal vi håndtere det?

På den lyse side give det os mulighed for at lære hinanden bedre at kende og giver derved mulighed for at udvikle vores rummelighed og tolerance.

På den dystre side, kan vi blive bedre til at mærke, hvornår den indre uro begynder, og helst inden vi eksploderer. Hvis vi kan øge følsomheden for kroppens signaler på overbelastning, bliver vi i stand til at handle anderledes end vi plejer. Gå eller køre en tur, komme lidt væk fra presset, så vi kan vende hjem med mere ro på nervesystemet.

Overlevelse og instinktadfærd

For det er præcis, hvad det handler om: Nervesystemet som en del af vores beskyttelsesapparat. Mennesket er et biologisk væsen, hvis vigtigste funktioner er at overleve og at formere sig. Det sidste kan jeg komme tilbage til en anden gang. Forplantning eller øvelserne herpå kan være en fin adspredelse, såfremt forholdet kan bære det og er en glæde for begge.

Vores overlevelse handler ikke bare om spise og drikke, om søvn eller om tag over hovedet. Det handler om beskyttelse mod fare og – aktuelt – også om beskyttelse mod sygdom. Vores beskyttelse mod fare er en af nervesystemets vigtigste funktioner. Det er en funktion, der er udviklet gennem menneskets 200.000 år på savannen.

Mennesket er et flokdyr, et socialt væsen, der er afhængig af andre. Menneskebarnet er jo 15-18 år, før det kan klare sig selv. Det går lidt hurtigere for et føl eller et gedekid.

Nervesystemets første reaktionsniveau, den almene tilstand, er forhandling i det sociale, dvs gennem regler og aftaler med andre i vores flok; med familien, med kollegerne, med vennerne. Der er fred og ingen fare.

Hvis vi ikke kan få en aftale på plads gennem forhandling, finder vi løsninger på det næste niveau i beredskabet. Det er hvad der i udviklingsbiologien kendes som kamp eller flugt. Hvis vi føler os truede, udsættes for fare, eller ikke mødes på vores behov eller værdier, så vil vi enten kæmpe for det eller give op og søge væk. Oversat til psykologsprog så vil en trussel eller en fare flytte os fra den sociale ro til et øget alarmberedskab i nervesystemet, hvor vi enten vil kæmpe eller flygte.

Hvis en konflikt eller trussel ikke kan klares ved at kæmpe eller komme væk, vil nervesystemet beskyttes os ved at aktiveres på tredje niveau: ved at stivne eller ’fryse’, som det hedder i fagsprog. I forbindelse med denne stivnen kan vi opleve det, som kaldes dissociation, som er et fænomen, hvor vi går ud af kroppen og ser os selv udefra. Dissociation er beskrevet af mange, som har oplevet noget traumatisk, livstruende, og hvor det ikke har været muligt at komme væk. Det gælder for eksempel ofte for voldtægt eller tortur. Kroppen opgiver at flygte eller kæmpe men nervesystemet sikrer overlevelsen ved at fjerne bevidstheden fra den livstruende oplevelse.

Sådanne traumer påvirker os i mange år efter oplevelsen og påvirker nervesystemets naturlige måde at reagere på. Vi bliver overfølsomme eller underfølsomme for impulser udefra og kan reagere med uforståelig angst eller undgåelsesadfærd. Det kan både være besværligt og meget ubehageligt – også for vores omgivelser, men der ligger ofte et eller flere traumer bag den uhensigtsmæssige adfærd.

På det fjerde og sidste niveau er faren så overhængende, at kroppen kollapser. Pulsen og hjerteslaget falder, vejrtrækningen bliver næsten stille. I overlevelsesforstand er vi så tæt på døden, som man kan komme. Kollaps påvirker også nervesystemets naturlige fleksibilitet og er endnu sværere at traumebehandle, men det er en helt anden historie.

Ny situation – ingen erfaringer at trække på

Hjemme hos familien er I nu i en helt uvant situation, hvor hidtidige erfaringer ikke slår til, og hvor I så småt begynder ’at gå hinanden på nerverne’. Det er faktisk et meget godt udtryk. I stress- eller traumeforstand går nervesystemet i et øget alarmberedskab. Det betyder, at der ikke længere skal så meget udfordring til, før vi reagerer og går i enten kæmp eller flygt tilstand.

For det første er vi alle i en uvant situation, en slags undtagelsestilstand. Her gælder, at tidligere regler er sat ud af kraft. Ved at kalde den nuværende situation en undtagelsestilstand kan I måske blive lidt mere tilgivende for hinanden. Vi handler ud fra nogle erfaringer, som vi endnu ikke har. Vi lægger skinnerne mens toget kører, og det er klart, at det nogle gange går galt. Vær overbærende!

For det andet kan det være afvæbnende  for konflikter at blive klog på sine egne reaktioner inden følelserne koger over. Det foregår i kroppen. Det som sker er faktisk ikke andet, end at nervesystemet reagerer på ubehag eller en fare. For at beskytte os.

Tegnene på overbelastning sker i kroppen, før det mærkes som følelser og før det bliver til fornuftige tanker. Og det som sker i kroppen kan vi opdage, hvis vi gør os opmærksomme.

Ondt i maven, trykken for brystet, besværet vejrtrækning eller bankende hjerte er typiske tegn på aktivering i nervesystemet, men tegnene kan også være hudrødmen/varme i kinderne, knyttede hænder eller sammenbidte kæber. Det er som regel forbundet med ubehag.

Hvis du bliver opmærksom på sådanne tegn i kroppen, kan det være fordi dit nervesystem reagerer på en overbelastning. Uanset, at vi endnu ikke er helt klar over, hvad overbelastningen skyldes.

Det bedste, du her kan gøre, er at sige det. ’Jeg ved ikke hvad der sker, men jeg har fået ondt i maven, og det er IKKE fordi, jeg er smittet.’

Hermed giver du et fredsommeligt signal om, at der er noget på spil. Fordelen ved at blive i kroppen er, at det ikke kan anfægtes. Det giver et meget bedre afsæt for undersøgelse af det aktuelle ubehag, end hvis du siger ’jeg er vred, eller ’jeg er ked af det’. Så er der kortere afstand til ballade, fordi dine følelser aktiverer den andens nervesystem. Bare ved at sige ordet vred eller ked aktiverer vi.

Ingen kan angribe dig for at have ondt i maven eller trykken for brystet, og det giver dig og din partner tid til at undersøge, hvad der er på spil. Hvornår begyndte det? Hvad skete der? Er det noget du kender fra tidligere?

Konflikten bliver ofte skærpet, hvis partneren inddrages, typisk med brug af ordet ’du’. Hvis du insisterer på ballade, skal du bare starte med ’Du gør altid…’, eller ’Du gør aldrig…’. Så går vi i forsvar og gør os klar til enten at kæmpe eller flygte. Nervesystemet aktiveres og går i alarmberedskab.

For at holde konfliktniveauet nede er det klogt at undgå ’du’ og udelukkende fortælle om, hvad der sker i dig. Selv ord som ’jeg bliver ked af det’ eller ’jeg er vred’ er konfliktskærpende, fordi den andens nervesystem aktiveres.  Så ringer alarmklokkerne.

Hvis du kan nøjes med at beskrive, hvad du kan mærke i kroppen, så er I godt på vej. Faktisk er vores følelser en fortolkning af reaktionerne i kroppen. Den samme kropsoplevelse eller sansning kan fortolkes på flere måder. Ondt i maven kan være både forstadie til vrede eller til tristhed. Vi ved det ikke, så det må jo undersøges, før vi drager konklusioner.

Når vi er blevet mere kloge på vores kropslige reaktioner, kan vi enten handle på dem eller regulere dem. Begge kan være ok, men at handle på sine følelser har i en situation med påtvunget nærhed flere omkostninger end at regulere følelserne.

Jeg vil ikke gå i detaljer med terapeutiske værktøjer til følelsesregulering, men du vil opleve, at din ondt i maven kan blive mindre ved at bruge de gamle råd om at tælle til ti eller ved at trække vejret. Det fjerner ikke den udløsende årsag, men I kan undgå en følelsesmæssig konflikt.

Ved at stille sig nysgerrig og blive lidt klogere på, hvad der udløser ondt i maven, kan du desuden undgå gentagelse gennem forhandling med din partner. ’Jeg har ondt i maven, og det begynder, når jeg ser alt dit tøj, som ligger spredt i hele lejligheden’. Det kan måske være, fordi roderiet giver ekstra uro (i kroppen), i en tid, hvor der kan være mere behov for ro. Læringen er, at ’du skal ikke rydde op, fordi jeg har nogle irriterende regler, men fordi rodet aktiverer mit nervesystem og gør mig mere følsom for konflikt’.

Tid til nysgerrighed

For at lande dette lange indlæg lidt mere muntert vil jeg anbefale at benytte tiden sammen til at blive lidt nysgerrige på, hvad der er vigtigt for jer som enkeltpersoner og for hinanden. Der er mange vigtige samtaler, som hidtil er blevet overset i en travl hverdag.

Den ekstra tid, som karantæne og hjemsendelse fra arbejde har givet, kan bruges på mange måder: HBO, Netflix og andre former for underholdning, men I kan også ruste jer til den kommende tid og til jeres forhåbentligt mange år sammen ved at gå på opdagelse. Hvad er vigtigt for dig? Hvordan er det vigtigt? Hvad gør det ved dig, når du får det, og når du ikke får det?

Nogle af de par, som jeg møder i min rådgivning, sender jeg hjem med besked om, at de skal gå på date med hinanden. I lader som om, I ikke kender hinanden, og nu skal I kende et andet menneske på ny. Hvad er dine interesser? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvad er det spændende? Hvilken mad kan du bedst li? Hvilken mad kan du ikke li?

Det kan jo være, at det har ændret sig, siden I lærte hinanden at kende.

Bevar nysgerrigheden, så er der både indhold og spænding til mange år fremover.

Hvis det bliver for svært, så er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har mulighed for online rådgivning via en videoplatform.

Ring på 2028 6266 eller skriv til mig på mlo@elskeriet.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.