Kunsten i kærlighed er at få den elskede til at stråle. Det kiksede er, at få den elskede til at ligne en overfyldt affaldssæk. Begge dele er muligt, og du bærer nøglen til døren!

Kærlighed er at ville den elskedes udvikling. Det geniale er, at hvis vi flytter kærlighedens fokus fra os selv og over til den anden, hvis vi flytter opmærksomheden fra egne behov og i stedet stræber efter den andens lykke, så får vi glæde og skønhed tilbage. Hvis du får din elskede til at stråle, så stråler lyset på dig. Hvis du slukker din elskede, så kommer du selv til at stå i mørke.

Det er let og svært på samme tid. Det er jo let nok at have opmærksomheden på den anden, at lytte efter og forstå, hvad den elskede ønsker og kende, hvordan vi kan gøre den elskede glad: købe blomster, tage ansvar og opgaver og rydde vejen for stene for at skåne den elskedes fødder. Den del er jo ikke spor svært, og hvis det forekommer vanskeligt kan en huskeseddel gøre underværker.

Det svære er at efterkomme den elskedes ønsker; at sætte sig ud over egne behov med en klippefast tro på, at det gode kommer godt igen. Den irrationelle, tankeløse tro på den elskedes kærlighed er efter min mening kærlighedens byggesten.

Det er også svært at give noget, som vi selv finder frastødende, uforståeligt eller meningsløst. Det som vi af forskellige grunde finder frastødende men som giver den elskede lykke, skyldes oftest, at vi ikke har forstået kernen af den elskedes ønsker. Spørg, hvis du vil kende din elskede. Hvis du ikke tør høre sandheden, får du aldrig din elskede at se. Det eneste du får at se, er dine egne forestillinger om den anden.

Hvorfor går så mange især mænd til sexarbejdere for at få smæk, dominans og andre former for kinky sex? Enten fordi de ikke tør vise deres drømme til den elskede, eller fordi forsøgene på at fortælle om de inderste drømme er blevet afvist. Det kræver mod, både at fortælle og at lytte.

I kærligheden opløses egoet, og vi har muligheden for at møde den anden og opleve et fælles vi, som er meget større end to menneskers kamp for egne behov. Det lyder højtravende og det er svært 95 procent af tiden, men jeg mener det sq!

Det handler om respekt for den anden, for den elskedes valg, ønsker og muligheder. Hvis vi gribes af dovenskab og lader den elskede stå med opgaverne, hvis vi fører os selv frem i stedet for at løfte den elskede, så får vi sur røv tilbage. Det er egentlig klart nok.

Det svære er at give, og give og blive ved med at give, og samtidig bevare troen på den andens kærlighed. Det forunderlige er, at hvis vi oprigtigt tror på den elskedes kærlighed, hvis vi tør tro på, at han eller hun vil dig det bedste, så bliver selv et vredesudbrud en gave: Din elskede gør dig opmærksom på noget som er væsentligt for ham eller hende. Det er ikke et forsøg på at køre dig over. I stedet for at afvise vreden som beskyttelse af vores bevidste eller ubevidste fejl kan vi møde vores elskedes vrede med undren. ’Hvad er det han eller hun prøver at lære mig?’

Kærlighed er et udviklingsprojekt, hvor de elskende har mulighed for at rejse sig ved hinanden. Bedst er det, hvis begge har samme perspektiv, at begge giver til den anden og til forholdet. Hvis den ene giver endeløst og den anden tænker ’fint nok’, vil jeg spå en kortvarig rejse.

Kærlighed handler om at bygge den anden op. Tænk om du hver eneste dag havde som det vigtigste forsæt at få din elskede til at stråle, vigtigere end karrierepleje og store kontrakter, så skal du se løjer!

Hvis du har som mål at bryde din elskede ned, så gør du det alt for let at sige nej. Nedbrydningsprojekter ender altid med ruiner.