I dag vil jeg skrive lidt nørdet om sex.
Mænds og kvinders kønsorganer, penis og klitoris, er genetisk skabt ud fra det samme væv og reagerer følgelig på samme måde ved stimulation: Blodet strømmer til, det porøse væv i penis og klitoris svulmer op og nervefølsomheden øges. Hos kvinden sker yderligere, at det øgede blodtryk i bækkenet får væske til at smøre skeden.
Jeg skelner altså mellem to funktioner: en forplantningsfunktion og en lystfunktion. Hos manden er lyst og forplantning samt udskillelse af urin samlet i et funktionelt organ, hos kvinden kan man tale om tre adskilte organfunktioner med omtrentlig samme placering: Kønsorganet klitoris, fødekanalen vagina (skeden) og urinrørsmundingen.
Kønsorganernes erektion er styret fra to steder i centralnervesystemet. Dels gennem reflekser i det autonome (selvstyrende) nervesystem, dels gennem den bevidste bearbejdning af sanseindtryk i storhjernen, hvis aktiviteter foregår i det somatiske nervesystem.
Reflekserne er interessante: Ved berøring af kønsorganerne eller ved andre former for stimulation fx vibration, går der impulser fra følenerverne i penis/klitorisområdet til reflekscentre nederst i rygmarven. Herfra returneres impulser gennem de nerveceller, der forsyner kønsorganerne. Nerveimpulserne påvirker de små muskelfibre i svulmelegemernes porøse væv, der åbner for blodtilførslen. Blodet strømmer ind og der kommer erektion. Alt dette foregår reflektorisk og uden for vores bevidsthed. Det er ikke noget, vi kan kontrollere med vores tanker.
Det er i øvrigt den reflektoriske erektion hos både mænd og kvinder og lubrikation (smøring) hos kvinden, der fejlagtigt tolkes som lyst i forbindelse med seksuelle overgreb. Ved overgreb og voldtægt er det ubevidste reflekser, der giver seksuelle kropsreaktioner hos ofrene. Det er ikke lyst!
Erektion kræver vilje til sex
Der er andre nerveveje til kønsorganerne end de autonome: Når hjernen afkoder sanseindtryk fra kys, kærtegn, dufte og syn, m.fl. som seksuelle, går der impulser fra storhjernen gennem de motoriske nervebanerne i rygmarven og videre ud til kønsorganerne, hvor der åbnes for blodtilførsel og hvor kønsorganerne svulmer op. Disse sexpositive nerveimpulser giver rejsning hos manden og opsvulmet klitoris og lubrikation hos kvinden.
Det er også i storhjernen, i hjernens forreste dele, at der finder impulshæmning sted. Det er den neurologiske hæmning, der fortæller, at det er ok at mærke seksuel lyst men ikke i orden at handle på den, fordi du står i et supermarked.
Kendskabet til placeringen af de impulshæmmende centre har man fra patienter, som efter traume eller kirurgi har fået læsioner i frontallapperne. Disse patienter kendetegnes bl.a. ved at de ofte mister deres hæmninger i en periode og kan blive både seksuelt hæmningsløse og aggressive.
Samspil mellem reflekser og impulser fra hjernen
Forenklet sagt sker den seksuelle aktivitet i kønsorganerne i et samspil mellem reflekser fra nervekerner i rygmarven og bearbejdede sanseindtryk og impulshæmning fra storhjernen.
Det betyder samlet set, at den reflektoriske blodtilstrømning og erektion styrkes af sexpositive impulser fra hjernen. Dette bekræftes af videnskabelige undersøgelser, der viser, at rejsningen bliver kraftigere, når der er et samspil mellem berøring, fx gennem masturbation eller samleje og seksuelle fantasier.
Problemer med mangelfuld erektion, hos både mænd og kvinder, kan derfor skyldes mindst tre forhold: Nervelæsioner eller dårlige nerveforbindelser i reflekssystemet, manglende eller svage impulser fra de motoriske centre i hjernen eller for stærk aktivitet i de hæmmende områder.
Funktionen af de hæmmende impulser, der altså svækker de seksuelle impulser fra hjernen, kan forklare hvorfor tanker om arbejde og dårlig økonomi, stress, og sexnegativ opdragelse eventuelt suppleret med erindringer og traumer fra overgreb kan nedsætte den seksuelle lyst.
Hvis de hæmmende impulser er stærkere end de lystfremmende, så sker der ikke så meget i kønsorganerne. Så drives seksualiteten af ringe erotisk lyst og primært gennem de reflektoriske reaktioner. Det kan godt komme børn ud af det, men seksualiteten er nok ikke særligt spændende.
Den neurologiske forståelse af seksualiteten kan også forklare, hvorfor det kan være nødvendigt at både slukke for lyset og slukke for hjernen for at give plads til sex. I så fald må den, der har overskud, hjælpe den, som slås med forstyrrende tanker. Nydelsesfuld sex er et fælles ansvar.
God weekend.