En af mine kvindelige bekendte har været hos lægen for at tale om overgangsalder og sex. Efter et godt og aktivt sexliv med sin mand er sexlysten forsvundet. Nærmest fra den ene dag til den anden. Det bekymrer hende og påvirker også relationen til ægtefællen.

Kvinden har fortalt mig om det forstemmende udbytte af lægebesøget: En blodprøve, indkaldelse til ny samtale men desværre også følelsen af at være misforstået og slet ikke taget alvorligt.

Nervøs og blufærdig fortalte hun lægen om sine gener: Følsom slimhilde i skeden, smerter ved samleje og så denne uforklarligt forsvundne sexlyst. Lægens reaktion var at tage en blodprøve, for at undersøge om ’alt var som det skulle være’. På kvindens spørgsmål om den pludseligt forsvundne sexlyst kom der en lang, udenomssnakkende smøre: ’Det er jo almindeligt at lysten bliver mindre, når man kommer op i årene’…

Hvor er den faglige interesse for patientens ve og vel? Hvor er undersøgelsen af kvindens seksualitet? Hvor er den skånsomme besked til patienten, at ’først tager vi en blodprøve og ser hvad den kan fortælle. Så får du en ny tid, hvor vi på baggrund af undersøgelsen kan finde ud af, hvordan vi kan afhjælpe dit problem’.

Slimhindeproblemer og faldende sexlyst er ikke ukendt blandt kvinder i overgangsalderen. Det skyldes ofte et faldende niveau af det kvindelige kønshormon østrogen. Forandringerne i slimhinden kan for de fleste håndteres med glidecreme, evt. med hormonsalve. I nogle tilfælde kan hormontilskud hjælpe til at genvinde den sexlyst, der har været tidligere. Det var med sådanne håb om hjælp, at hun opsøgte sin læge.

Det er helt reelt at tage en blodprøve, når der er mistanke om hormonelle forandringer, men det er ikke i orden at snakke om almindeligheder eller at snakke udenom. Det efterlader patienten opgivende, fortabt og med en følelse af forladthed.

Lægens tilbud var en sang fra de varme lande. Hun fik intet konkret med sig hjem; men endnu værre, det efterlod hende med følelsen af ikke at være taget alvorligt. Jeg håber ikke, at dette er, hvad patienter med sexologiske spørgsmål normalt bliver spist af med.

Som rådgiver sidder jeg tilbage med et indtryk af ringe viden og berøringsangst overfor patienters besværede seksualitet.

Lad os forestille os en patient med en henvendelse om noget andet, der er blevet væk: Jeg har mistet mit gode humør.

I så fald ville lægen formentlig spørge undersøgende til hvornår og hvordan det begyndte, hvor tit og hvordan det opleves. Måske ville lægen benytte et spørgeskema til brug for udredning for eventuel depression. Eventuelt ville receptblokken komme frem og patienten ville få udskrevet medicin til at lindre.

Patienten ville her blive mødt med sit problem, mødt med grundighed og forlade konsultationen med en følelse af, at være taget alvorligt.

For mange mennesker er det svært nok at bringe seksuelle problemer på bane, men lægen bør kende patienternes ubehag ved vanskelige emner og venligt komme vanskelighederne i møde.

Hvis ikke lægen formår at give meningsfulde svar, eller hvis lægen – eller andet sundhedspersonale – ikke tager patienternes seksuelle problemer alvorligt, kan det blive patientens lod selv at fastholde sundhedspersonalet i en dialog på et redeligt og sagligt niveau.

Mine råd til kvinden inden næste lægebesøg var derfor:

• Hold fast i, at dine sexologiske problemer er lige så reelle og lige så vigtige som andre helbredsproblemer
• Hold fast i, at du skal have meningsfulde forklaringer, der er baseret på videnskabelighed
• Hold fast i, at der skal være en respektfuld samtale mellem læge og patient.

Et minimumskrav må være, at patienterne bliver hørt og behandlet med respekt, ikke mindst, når det omhandler emner, som både sundhedspersonale og patienter ved, at det kan være svært at tale om. Det kan ikke være meningen at blive spist af med ringere behandling, bare fordi problemerne har med sex at gøre.

Hilsen
Michael Loua

PS: Du er velkommen til at kontakte mig eller kommentere nedenfor, hvis du er blevet utilstrækkeligt rådgivet. Som formand for Dansk Forening for Klinisk Sexologi synes jeg det er vigtigt at vide, hvor vi skal sætte ind for at bedre forholdene for rådsøgende.