For tiden er jeg optaget af spørgsmålet, om vi har ret eller pligt til sex i et forhold. Det vil jeg undersøge i dette indlæg. Både ret og pligt til sex bliver brugt som argumenter for mere intimitet, men er det rimeligt eller er det desperat? Hvad kan man stille op med den seksuelle ubalance i et forhold, når begærets intensitet er forskellig?
Har man ret til sex i et parforhold? Lad mig dele spørgsmålet op: Har man ret til den andens krop? Nej, for det vil være ensbetydende med overgreb! Seksuelle overgreb er ødelæggende for den krænkede og nedbrydende for et forhold, der skal baseres på respekt og tillid.
Har man ret til at have sin egen seksualitet i et forhold? Ja! Vi kan ikke gøres ansvarlige for det vi tænder på, uanset hvad det er, men vi er ansvarlige for vores handlinger. Hvis den ene part i et forhold fastholder sin ret til ingen eller næsten ingen seksualitet, må den anden gives ret til at forvalte sin seksualitet på anden vis. Hvis ikke retten er gensidig, bliver man til gidsler for hinanden.
Ret eller pligt er en etisk diskussion, som jeg møder, når jeg taler med mennesker, som på grund af et manglende eller utilfredsstillende sexliv vælger at få sex andre steder end i forholdet. Det kan være gennem sexdating, i swingerklubber eller hos sexarbejdere. Årsagen kan være partnerens sygdom, handikap, partnerens manglende interesse for sex eller partnerens store engagement i arbejde eller fritidsaktiviteter.
Ret og pligt til sex er ikke kun en etisk stillingtagen. Det er også et helt konkret spørgsmål til et parforhold, når seksualiteten er i ubalance. Hvilken ret giver i hinanden i jeres forhold? De færreste par er så heldige, at lysten til sex og nærhed er i overensstemmelse til enhver tid. Perioder med graviditet, småbørnsudmattelse, stort arbejdspres, skænderier, sygdom eller økonomiske problemer går ofte ud over lysten og evnen til at være kropsligt nærværende. Hos den ene eller hos begge. Det kan give en ubalance i relationen, hvor den ene har lyst til sex og den anden har ulyst eller manglende lyst.
Det kan være nyttigt at vide, at vores seksuelle lyst varierer fra person til person og men også kan variere hos den enkelte fra tid til tid. Nogle har lyst til sex, uanset at verden er ved at styrte sammen. Andre kan kun have sex, når der er en grundlæggende tryghed til tilværelsen og til partneren. Nogle oplever spontan lyst til sex, andre skal være i en særlig stemning, førend lysten tændes.
Rettighedsspørgsmålet kommer op efter en lang periode med seksuel tørke. Sexologer, parterapeuter og sexbrevkasser modtager hyppigt spørgsmålet om, hvad der er normalt og hvor tit det er normalt at have sex, underforstået ’jeg får for lidt’. Henvisning til ’det normale’ er det samme som at gøre den anden forkert. At sammenblande personlige ønsker og behov med normalitet er at blande følelser og fornuft og det virker sjældent. Ingen bliver glade for at få at vide at ’Du er unormal’.
Hvis der i et forhold er enighed om, at sex er en (menneske)ret, må retten til sex gælde begge. For det andet må de to parter aftale, hvornår og hvordan denne ret skal forvaltes. Det kan være svært, men det kan lade sig gøre. Løsningerne kan gå fra brug af porno og sexlegetøj til accept af sex uden for forholdet.
Pligten kommer på banen, når den utilfredse part prøver at lægge ansvaret for den fælles seksualitet hos den anden.
Pligt er et uddøende begreb og kendes i dag mest som værnepligt, omsorgspligt for børn, pligt til at hjælpe de gamle og de svage, pligt til at gå i skole og gå på arbejde. Tidligere talte man om den ægteskabelige pligt, hermed menes sex, hvor den engelske dronning Victoria er tillagt citatet: ’luk øjnene og tænk på England’. I denne epoke, og endnu før prævention gav mulighed for svangerskabsbeskyttelse, var graviditet, fødsel, og endda risikoen for død i barselsseng en direkte konsekvens af seksualiteten. Især kvinderne havde gode grunde til seksuel afholdenhed.
Så sent som i 2008 omtaler parterapeut og teolog Lene Skov Opsahl den ægteskabelige pligt i artiklen ’10 gode råd til ægteskabet’, hvor hun skriver: ’Selvom det seksuelle begær kan dale med årene eller man bliver forstyrret i kærlighedsakten af små børn, er der ægteskabelige pligter at passe, fordi seksualiteten og intimiteten mellem jer er næring til forholdet’.
Har pligten en plads i det moderne parforhold? Kan vi bruge pligt som en løftestang til at få en bedre balance mellem den som har mere lyst og den der har mindre lyst?
I en moderne version kan pligten defineres som en pligt til at rumme den andens seksualitet. Det er ikke en pligt til at stille sig seksuelt til rådighed men en pligt til at lytte til den andens ønsker og behov og en pligt til i fællesskab at finde tilfredsstillende løsninger for forholdet. Løsningen kan fx være at søge professionel rådgivning for at håndtere den seksuelle ubalance.
Jeg mener derfor, at parterne i ethvert forpligtende forhold må tale om deres opfattelse af ret og pligt til sex. Spørgsmålet lyder: Hvad gør vi, når vi gennem en længere periode oplever forskellig seksuel lyst? Hvis diskussionerne ikke peger på fælles opfattelse, ser jeg to uvejr i horisonten: Utroskab, her forstået som intime forhold med andre uden partnerens vidende, eller at parret opbygger et forhold med seksuel tørke, hvor den med mindst lyst trives, og den med mest lyst må bære sin lidelse.
Utroskab kobles oftest til den som handler på sin lyst og søger intimitet uden for forholdet. I min optik er utroskaben i lige så høj grad placeret hos den, der nægter sex og som samtidig nægter at være lydhør over for den andens ønsker og behov. Seksualitetens placering i et forhold er et fælles ansvar, og det er i min forstand manglende troskab mod forholdet ikke at tage partnerens seksualitet alvorligt.
Rejsen mod det fælles – her: en fælles seksualitet – begynder med en samtale, og den kan være nok så vanskelig, men i et positivt lys er anerkendelsen af de seksuelle forskelligheder en kæmpe chance for at møde og bevare sig selv i et nært forhold med en anden.
Michael Loua