Sex, ord og misforståelser

Kategoriseret under Sex og tagget med , , , , , , , , .

Når vi taler om sex og seksualitet bliver vi hurtigt normative, dvs. kommer til at tage udgangspunkt i, hvad vi tror er normalt. Når jeg skriver mine indlæg forestiller jeg mig oftest et monogamt heteroseksuelt par, selvom jeg godt ved at der er masser af homo-, bi- og transseksuelle, hvis verden ser anderledes ud. Normen gennemtrænger vores tankegang. Vi tænker oftest på samleje, altså pik i kusse, når vi taler om sex, selvom sex bliver udlevet i uendeligt mange variationer.

Hvilke ord bruger vi om sex, og hvilken betydning får de ord, vi vælger? Det synes jeg er spændende. Hvad er troskab, når vi taler om utroskab? Hvad mener vi med sex, når vi taler om sex? Jeg vil grave mig lidt ned i ordene, for måske opfatter vi ordene forskelligt.

Utroskab: Hvis vi forestiller os et par, hvor den ene har mere lyst til sex end den anden, og hvor forsøg på at tale om problemet er blevet afvist, og den sultne går i byen for at få dækket sine seksuelle behov? Så er der i juridisk forstand tale om utroskab. Samleje uden for forholdet og uden forudgående aftale kan med loven i hånd føre til skilsmisse. I folkemunde gælder samme opfattelse: det er den som knalder uden om, der er utro.

Jeg vil vende opfattelsen på hovedet og påstå, at den som ikke vil møde den elskede og tale om problemerne er den utro part. Med mindre man er på vej ud af forholdet, er den seksuelle akt med en anden ofte en desperat reaktion på en ubalance i forholdet. De fleste, jeg har talt med om deres utroskab, har været fortvivlede og frustrerede, fordi de allerhelst vil have deres seksualitet med deres partner.

Det er den som nægter at lytte og lede efter løsninger på forholdets problemer, der er u-tro mod forholdet og mod kærligheden. For hvad er troskab i et forhold? Hvad er det at være tro mod den anden?

Sex: er et meget stærkt men også meget upræcist ord. Hvad betyder ’jeg kan ikke lide sex’, ’sex keder mig’, ’han vil kun tale om sex’ eller ’jeg får ikke nok sex’? Umiddelbart betyder det samleje, men når vi undersøger det nærmere er det langt mere detaljeret. ’Jeg kan ikke lide sex’, kan betyde jeg kan ikke lide lydene, lugtene, nærheden, intensiteten, eller bestemte seksuelle handlinger. ’Sex keder mig’ kan dække over ensformighed, at roller og ansvar er ulige fordelt, men kan også være en camoufleret frygt for nærvær m.v. Det er svært at tale om noget så vigtigt som sex, nærhed og intimitet uden at være klar over, hvad ordene dækker.

En vigtig del af den seksuelle rådgivning er da også at tydeliggøre ordenes betydning og at ordene bliver forstået som de er sagt.

Rollefordeling og ansvar: Jeg er af den opfattelse, at der i de fleste forhold er en seksuel rollefordeling, hvor den ene er primært givende og den anden primært modtagende. Jeg er også af den opfattelse, at det primært er manden, som præsterer og kvinden som modtager. I daglig tale siger vi, at ’manden tager kvinden’. Rollefordelingen afspejles i de mange pornofilm, hvor en eller flere mænd tager en kvinde. Langt sjældnere er filmene, hvor en eller flere kvinder tager en mand.

Hvis begge parter er enige om den eksisterende rollefordeling, er der ikke noget problem. Hvis den ene part ønsker ændringer i rollefordelingen, er der en udfordring. Første udfordring er at beskrive seksualiteten, den næste at ændre de faste roller.

Hvad betyder præstere og få? Hvad betyder give og tage? En kvinde siger: ’Det er altid mig, der skal tage initiativet, når vi skal være sammen’. En anden mand siger ’det er altid mig, der skal kysse og kæle og stimulere hende, jeg får aldrig noget’.

Kvindens problem er, at hun føler sin lyst udstillet, når hun inviterer til sex, og at hun dermed udsætter sig for hans afvisning. Uanset at hun godt tør stå ved sin lyst. Hans problem er, at han savner seksuel opmærksomhed, uanset at han er glad for at kysse, kæle, slikke og tage hende.

Med mindre andet er aftalt må seksualiteten i et forhold være et fælles ansvar. Hvis kvinden ovenfor oplever, at hun altid skal tage initiativet, må partneren på banen og afhjælpe den elskede med hendes frygt for afvisning. Hvis han ikke har så meget lyst til sex som hende og han derfor er tilbageholdende, må dette bringes på tale.

Hvis manden ovenfor savner at mærke partnerens initiativ, kærtegn og begær må hun på banen og komme hans ønsker i møde. Også selvom det er yderst behageligt at være i centrum for hans begær. ’Jamen jeg giver jo også mig selv, når han tager mig’ eller ’jamen det ender altid med at jeg rider ham, hvor han bare ligger på ryggen’.

Der er to vanskeligheder: Den ene er at parrene taler om deres egne (subjektive) oplevelser, som vi ikke kan ændre på uden at gøre hinanden forkerte. Vi må lytte til hinanden og acceptere, at sådan oplever han eller hun det. I stede for at gå i forsvarsposition og sige ’jamen jeg gør da også noget’, må vil stille undersøgende spørgsmål og finde ud af, hvorfor det er vanskeligt.

Den anden vanskelighed er, at vores kønsroller er skabt af og indlejret i vores kultur.

Psykolog, dr. Phil. Dorte Søndergaard har undersøgt mænds og kvinders positioner og skriver i sin doktorafhandling ’Tegnet på kroppen’:

Den traditionelt heteroseksuelle kode lyder: Personer med mandligt kropstegn kan ikke tages seksuelt, personer med kvindeligt kropstegn kan tages. Personer med kvindeligt kropstegn kan ikke tage seksuelt, personer med mandligt kropstegn kan tage.’ (1996, s 149)

Det er skrevet i et tungt forskningssprog, da hun i stedet for ordene mand og kvinde, som giver en masse fortolkningsmuligheder om køn og rolle, har opfundet begreberne ’mennesker med mandlige resp. kvindelige kropstegn’. Forskerens kønsneutrale ord giver os mulighed for mere frit at undersøge roller og positioner for de to køn.

De fleste mænd har det altså fint med at være ’dem som tager’, og de fleste kvinder har det fint med at være ’dem som bliver taget’ og med den rollefordeling er der ikke noget problem med aktivitetsbalancen i de fleste forhold. Alle er tilfredse. Han tager og hviler trygt i sin rolle. Hun bliver taget og hviler også trygt i sin rolle.

Jeg vover dog den påstand, at mange mænd går glip af udfordringerne, når de ikke tør lade sig forkæle og være modtager af kærtegn og pirring, fordi de pga. deres kønsrolle har så travlt med at ’tage’ og præstere. Tilsvarende går mange kvinder glip af udfordringerne ved at tage initiativ til og styre det erotiske samvær.

Sex handler om kontakt, nærhed, begær, berøring, pirring, bevægelse og en hel masse andet, som kan foregå helt uden ord. Men ord kan også være en del af vores seksualitet, når vi skal meddele os til hinanden. Både i fredstid og når der er konflikt.

Ord er en af de primære kilder til misforståelser, og derfor er tydelighed af stor betydning. Jeg håber, at jeg fik det tydeliggjort ovenfor.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *