Den erotiske nøjsomhed udfordrer mig. Jeg møder den ofte og spørger mig selv: Hvilke forhold i livet godtgør, at vi ikke følger den erotiske lyst og længsel. Hvornår holder det op? Hvordan og hvornår forsvinder viljen til fortabelse?

Sådan tænkte jeg, da jeg fra en attraktiv veninde hørte, at hun skulle på date i denne uge og måske have sex. Hun glæder sig.

I den virkelige verden er der jo tusinde gode forklaringer: Et forhold kører træt af for meget børn eller for lidt børn, af madpakkernes kvælende favntag, tvangslæsning af aviser, kedelige fester og forfærdende receptioner, pligtbesøg og rene negle, truende nullermænd og kalkrande.

Midt i dette står kroppen
med huden spændt
skrigende af længsel efter berøring

Hjernens synapser er klar til at lukke ned
Hormonsystemet til off-mode
Øjnenes persienner er rullet ned og låst fast til kindbenet. Ingen lys kommer ind der.

Den eneste fungerende kropsfunktion
er vejrtrækningen
stødvis, gispende.

Blodet iltes
og føres til kroppens vitale dele
kønsorganerne og krybdyrhjernen.

Flere, der vil have kaffe?
Den broderede dug slår som en hammer.

…….

Hvornår blev armene trætte og faldt kraftløse ned?
Hvor holdt vi op med at kæmpe for det bedste?

Må jeg citere den franske forfatterinde Anais Nin:
‘Kærlighed dør aldrig en naturlig død. Den dør fordi vi ikke ved, hvordan vi skal supplere dens kilde. Den dør af blindhed og fejltagelser og forræderi. Den dør af sygdomme og sår, den dør af træthed. Den hensygner, den bliver anløben, men den dør aldrig en naturlig død. Enhver elsker kunne anklages for mordet på sin egen kærlighed.’