Der er flere forventelige reaktioner på Politikens to kronikker om blikke og nedsættende bemærkninger, som jeg beskrev i seneste blog. Kommentarerne fortæller en trist historie om manglende vilje til at lytte. Uden vilje til at lytte og uden vilje til blot at prøve at forstå, så forbliver vi i vores vante positioner.

En læser fra Taastrup skriver i et læserbrev:

Skabagtige kvinder
Jeg er træt af, at skabagtige kvinder får lov til at brede sig i Politikens spalter. Redaktionen lefler i mine øjne for sekteriske kvindegrupper med nogle latterlige budskaber…

Kritikken går videre men ovenstående korte citat er tilstrækkeligt. Læseren fyrer uden pardon med sin 9 mm Smith & Wesson: Skabagtige BANG, lefter BANG, sekteriske BANG, latterlige BANG. Når krudtrøgen har lagt sig, er intet levende tilbage.

Det som nager mig er, at der ikke udvises hverken imødekommenhed eller tegn på at forstå, hvad kvinderne har forsøgt at udtrykke.

Han stiller sig ikke spørgsmålet: Hvad har disse to kvinder på hjerte, når de over sammenlagt 14-16 sider A4-tekst forsøger at beskrive et fænomen, som tynger dem? Kunne der være noget om snakken?

Vi flytter intet, hvis vores opfattelser af hinanden er baseret på fordomme. Vores forestillinger kan være ret støjende, og hvis vi kun er optaget af ekkoet fra vores egne forestillinger, så hører vi intet.

Mange mænd er klemt i deres samvær med kvinder, og mange kvinder er klemt i deres forhold til mænd, (og jeg orker ikke at være seksualpolitisk korrekt og inddrage homoseksuelle forhold), men hold nu op… Det mindste vi kan gøre, er at slå lyttelapperne ud og forsøge at forstå, hvad den anden prøver at sige. Der er formentlig en mening gemt, og i stedet for at fægte og skyde, så kunne vi hjælpe hinanden med at få det frem.

Det ville give os en reel chance for at forstå, hvordan verden ser ud ovre på den anden side af hegnet.

Det samme råd giver jeg til mine klienter, når jeg opdager, at de ikke hører hinanden, men er travlt optaget af og reagerer med deres egne fordomme: Når din partner fortæller dig noget, som er smertefuldt og vanskeligt at få frem, så skyldes det nok, at det er vigtigt.

Hvis vi reagerer med at kalde den anden for idiot, sekterisk, latterlig og andet fra Forsvarets depoter kommer samtalen ikke videre. Det eneste, vi opnår er, at hullet og afstanden bliver større.

/M