Jeg bliver edderspændt rasende, når jeg på DR’s hjemmeside læser forfatter og kærlighedscoach Pouline Middletons efterlysning af nye modeller for forældreskabet. Forslaget fremsættes som konsekvens af, at halvdelen af alle ægteskaber alligevel går i opløsning.

Jeg er helt med på, at det monogame ægteskab som institution kan trænge til et eftersyn og at nye forslag til samlivsformer må granskes omhyggeligt, men det undrer mig, at den umiddelbare løsning, at arbejde for og investere i forholdet, har så svag en placering i forslaget. Det skyldes formentlig, at det er svært. Så hellere eksperimentere med rammerne og kalde det smarte navne.

Venskabsforældre lyder sympatisk i sit forslag: I stedet for at parkere sit liv i et monogamt ægteskab så etableres en løsere relation, hvor børnene kan bevare forholdet til begge forældre, men hvor de voksne imidlertid er løsere tilknyttet end i et borgerligt eller kirkeligt ægteskab. Det skulle ifølge forslaget være bedre end et traditionelt kærlighedsægteskab, hvor det nogle gange ender med et brag, idet op mod halvtreds procent af ægteskaber opløses ved skilsmisse.

Når jeg bliver sur over samlivsmodellen, er det fordi manden reduceres til sæddonor for at opfylde kvindens ønske om at blive mor. Venskabsfar lyder bare pænere. Jeg synes modellen rejser nogle alvorlige spørgsmål til især faderens rolle og placering i konstruktionen: Hvad er hans opgaver, hvad er hans ansvar? Såfremt han skal kunne omtales som far/forældre, i hvilket omfang har han da indflydelse på samvær, børnenes påvirkning, børnenes værdier etc. Hvad er venskabsfaderens juridiske og praktiske status?

Måske er manden parat til at levere klatten til en kvinde, der vil påtage sig hovedansvaret for børnene. Det lyder jo som rollefordelingen i mange eksisterende børnefamilier. Forskellen fra den gamle til den nye samlivsmodel er, at den hovedansvarlige – oftest moderen – slipper for besværet som juraen bringer med. Det er i sidste ende mig der bestemmer!

Som venskabsfar vil manden være helt fritaget for ansvar og kan dukke op med cigar og sommerhat, når det passer ham. Hvad er det fede for ham og for børnene ved denne uforpligtende model? Det eneste modellen tjener er singlekvinders ønsker om at komme videre i livet med et barn eller to under armen med en venskabsfar på skrømt. I mine øjne er det en opgivende model, der passer i tiden.

Jeg anerkender helt og aldeles, at ægteskabet er vanskeligt. Det er smækfyldt med udfordringer, konflikter, uenighed og kræver derfor, at det prioriteres, og at alle styrkes mht evnen til at lytte, forhandle og bøje af. Det er ikke let, fordi det konstant anfægter vores egoistiske krav og ønsker.

I dagbladet Politiken var der den 6. juni en artikel ’Derfor kommer du til at gifte dig med den forkerte’, skrevet af Alain de Botton, filosof og forfatter til bogen ’The Course of Love’. Han siger i artiklen følgende, som jeg er fuldstændigt enig i:

At en bestemt partner ikke kan redde os fra vores sorg og tungsind, er ikke et argument imod den person og heller ikke tegn på, at et ægteskab fortjener at blive aflyst eller trænger til reparation.
Den person, der passer bedst til os, er ikke den person, der deler vores smag i alle tænkelige henseender (han eller hun findes ikke), men den person, der på intelligent vis er i stand til at forhandle om forskelle i smag – den person, der er god til uenighed.’

Jeg er endvidere inspireret af den franske filosof Alain Badiou, der i bogen ’Lovprisningen af kærligheden’ taler for det forpligtende ægteskab med følgende begrundelse: at i ægteskabet tvinges vi til at indtage og forstå den andens perspektiv. Det giver os mulighed for at erfare, at livet kan betragtes ud fra andre perspektiver end vores eget. Det er stort!

Badious lille bog på kun 80 sider er anmeldt i bl.a. dagbladet Information. Læs artiklen ’Vi misforstår hvad moderne kærlighed er’.

Både de Botton og Badiou anfægter egoismen, hvilket er langt stærkere – og nærmere kærlighedens essens – end forslaget fra den danske kærlighedscoach, der kun anfægter rammen.

I den katolske kirke skal de forlovede til ’alvorlig samtale’ med pateren forud for ægteskabet og i bl.a. USA findes ’premarital counselling’, førægteskabelig rådgivning, hvor nogle af de store konfliktområder i et samliv kommer på bordet. Det kunne vi godt gøre brug af her, fordi lange forhold VIL give sammenstød om værdier, holdninger og handlinger ift opdragelse, livsmål, seksualitet m.v.

Fra det kristne vielsesritual kendes sætningen om ’at agte og ære hinanden i såvel medgang som modgang’. Det er essentielt, fordi det i kort form udtrykker den respekt og det ligeværd, som er nødvendigt for at kunne indgå i en langvarig relation. Det lyder fint, når man står i kirken, men hulens svært at omsætte til praksis, fordi vores egoistiske ønsker hele tiden griber forstyrrende ind.

Et forhold baseret på venskabsforældre vil muligvis være lettere for den, som har børnene hos sig, men der er store juridiske og praktiske problemer forbundet med en så løs relation. Desuden fratages den slidsomme mulighed for at opleve verden fra andres perspektiv end vores eget og fra at komme bagom egoet ind til det smukke sted, hvor partnerens trivsel og udvikling er mindst lige så vigtig som vores egen.

Fra det sted, hvor vi agter og ærer hinanden, bliver det ikke kampe om min tid i forhold til din tid, mine mål i forhold til dine mål, mine ønsker i forhold til dine ønsker, men til en kærlig og nænsom undersøgelse af, hvem vi er for hinanden, og hvordan vi kan få det bedste ud af de muligheder, som er os givet.

Det er store ord. I min rådgivning er det meget lavpraktisk og kommer til at handle om at lytte og om at respektere hinandens oplevelser. Lytte, lytte, lytte, opleve og mærke uenighederne på egen krop og at lære, hvordan flere positioner kan leve side om side.

Jeg undrer mig i forbifarten over, hvordan seksuelle forskelligheder i et langvarigt parforhold er stort set uanfægtede i de nye samlivsmodeller. Der findes to versioner: ægteskab m/u utroskab og åbne forhold. Kunne man forestille sig andre modeller, hvor et langvarigt forhold er baseret på respekt, samarbejde, kammeratlighed, m.fl. men hvor seksualiteten i perioder udleves med andre? Den løsning må åbenbart være smertelig og sindssygt svær at få på tale, måske tabuiseret, siden ingen nævner det.

Ritt Bjerregaard har praktiseret det, hvilket hun beskriver i sin erindringsbog ‘Ritt’. Formentlig andre også, men det er en helt anden historie…

Med mindre ægteskabet ender i misvækst, kan det være værd at kæmpe for!

Michael Loua, den 10. juni 2016