Dagbladet Politiken har to dage i træk bragt kronikker, hvor henholdsvis en kvindelig forfatter og en ung, kvindelig studerende, undersøger og kritiserer det allestedsnærværende fokus på kvinders udseende. Det er kronikørernes ønske, at der kommer mere opmærksomhed på, hvad kvinder kan og mindre fokus på, hvordan de ser ud. Hvordan dette handler om seksualitet, kommer jeg ind på om lidt.

Forfatteren Christina Hagen var blevet alvorligt træt af, at hendes og kollegers optræden ofte kom til at handle om udseende og i mindre grad om litteratur. Sammen med en ung danskstuderende skabte de et socialt eksperiment, hvor den unge kvinde gennem nogle måneder var forfatterens body double, dvs. stedfortræder ved oplæsninger, møder med pressen osv. Det gav forfatteren ro til at skrive og gav samtidig mulighed for at undersøge tilhørernes og pressens reaktioner på den falske forfatter.

Kronikkerne hedder henholdsvis ’Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt’ og ’Lad skønheden miste lidt af sin værdi’.

Den første indledes med et brag: ’Uanset om hun er tyk, tynd, grim eller lækker, bliver kvinden vurderet. Kvinder kan ikke snige sig uden om det liderlige blik, som i sidste ende kun tænker på én ting. Medmindre hun får sig en dobbeltgænger.’

Jeg opfordrer til at læse de to kronikker, som IKKE er to feministers brok over mænd, men som beskriver, hvordan især kvinder er ofre for ’blikket’, dette altskuende og ofte kritiske øje, som hele tiden rammer igennem andres nedsættende kommentarer om kvinders udseende, og som ligger trykkende hos mange kvinder som en konstant forventning til ungdommelig smukhed. Læs kronikkerne og se, om forfatterne har en pointe!

Typisk for emnet kønspolitik følges kronikkerne af især mænds afvisende og latterliggørende kommentarer. Det ikke alene bekræfter forfatternes påstand om foragt, det er også trist, fordi ’blikket’ rammer både mænd og kvinder, om end på forskellig vis.

Jeg tror, at mænd i mindre grad end kvinder er trykket af deres udseende, men der er også et blik på mænd! Det handler om status og om hvordan mænd skal udstråle karriere og velstand for at være attraktive. Det bekræftes af bl.a. mine sønner, der i nattelivet møder kvinder, som de beskriver som ’golddiggers’, altså unge kvinder, som går målrettet efter mænd med dyre biler, dyrt tøj og dyre ure.

EkstraBladet har for nylig bragt artiklen ’Sugarbabe: Vælger kun mænd, der kan forsørge mig’, som beskriver sugarbabes og sugardaddies på baggrund af datingsiden sugardaters.dk. Artiklen støtter min påstand om mænds attraktivitet, men blikket på mænd er en helt anden historie, og jeg lader emnet hvile her.

Jeg møder ’blikket’ i mine samtaler, hvor kvinder beretter om deres selvlede og deres afvisning af sex, fordi de er blevet for tykke, for gamle, for rynkede osv.

Sex har ingen øvre aldersgrænse og jeg bliver beklemt af deres beretninger, fordi sex KAN være et fristed fra bekymrende tanker og en tankstation for rare oplevelser. Ydermere er det jo fuldstændigt umuligt gennem et helt liv at leve op til ungdommelige skønhedsidealer, da ungdommens skønhed varer så kort.

Bedre med sig selv?

Der bruges hvert år millioner af kroner på kosmetiske operationer, botox og fedtsugning for ’at se bedre ud’ og ’få det bedre med sig selv’. Som rådgiver skal jeg være neutral og respektere den enkeltes valg, men der skal være tungtvejende grunde, førend jeg vil anbefale brystimplantater og reduktion af de indre kønslæber.

Kan vi slippe for blikket? Næppe, fordi blikket er OGSÅ en biologisk funktion, en del af en udvælgelse, der skal sikre det bedste afkom. Det er en funktion, som vi har opbygget gennem vores genetiske udvikling. Den genetiske viden er indlejret i vores funktioner og kan ikke ændres på kort tid, men vi kan til en vis grad kompensere for biologien.

Det er et biologisk faktum, at vi kigger på og udvælger hinanden, men vi kan beslutte, om vi partout skal kommentere, hvad vi ser, og vi kan sige fra, når vi bliver kommenteret. Den enkelte kan beslutte sig for at kigge på de negative selvbilleder og begive sig ud på en personlig udviklingsrejse. Selvbilleder er blot hjernens forestillinger om os selv og om verden, og forestillinger kan laves om. Selvbilleder har en funktion, og det er funktionen, der er svær at slippe.

I perioder samles det til oprør. Både rødstrømpernes oprør i 1970erne med den kortklippede hårmode og punkbevægelsen i 1980erne kan ses som bevidste oprør mod skønhedsidealerne. Den muslimske tildækning af kvinder kan ses som et udtryk for samme. På samfundsplan kan vi diskutere, om det er i orden at kommentere hinanden, hvilket kronikørerne gør. Pli og anstændighed er dyder, der måske hører fortiden til, men de kan vækkes til live igen.

Blikket grundlægges i den tidlige barndom, og hvis vi skal ændre på det, kan vi gøres bevidste om, hvordan vi fremhæver de små piger for deres yndighed og de små drenge for deres præstationer. Måske skal vi skrue lidt ned for rosen eller dosere den anderledes, som også kronikørerne anbefaler.

I vores nære relationer kan vi holde op med at køre negativt på hinandens udseende, fordi det er så nedbrydende. Selv en lille bemærkning om rynker eller ‘noget på sidebenene’ kan gøre ondt og det gir i hvert fald ikke mere sex. Tværtimod!

/Michael Loua