Når vi går ind i et fast forhold er det oftest med en optimistisk men også naiv forestilling om, at det er et forhold til ’den eneste ene’ og at forholdet vil overleve ’til døden os skiller’. Drømmene er de samme, uanset om forholdet besegles af en religion eller gennem borgerlig vielse på et rådhus.

Virkeligheden er ofte en anden, nemlig at 40 procent af alle ægteskaber bliver opløst ved skilsmisse. Hvis vi ser på overskrifterne i de kulørte magasiner er der langt mere fokus på berømthedernes affærer og skilsmisser end på deres forholds overlevelse. Et guldbryllup får højest en lille notits i lokalavisen – uanset at guldbrudeparret burde belønnes for mange års tapper udholdenhed – mens berømthedernes skilsmisser bliver udpenslet i alle detaljer. Forholdet mellem sammenhold og sammenbrud er da tankevækkende: at der er mere fokus på tragedier og ulykker end på vellykkede forhold. Lykke sælger ikke!

Nuvel, vi går altså ind i en fast relation med en tro på, at de gode og stærke følelser vil vare ved. Det modsatte vil være også uden mening: ’Jeg vil gerne være i et forhold til dig, men jeg forventer, at vi går fra hinanden’. Den indstilling kommer vi nok ikke langt med.

I dette indlæg vil jeg skrive om de store krav, der stilles til nutidens forhold, og om hvordan vi kan styrke vores parforhold, så forholdet har en chance for ikke bare at overleve, men at leve godt.

Hvis vi kigger lidt tilbage i historien, blot til tiden før 1950’erne, var der en indbyrdes afhængighed mellem ægtefæller. Der var en typisk rollefordeling, hvor han sørgede for familiens indtjening ved at arbejde ude og hun sørgede for familiens overlevelse ved at arbejde hjemme. Hvis den ene part svigtede, var det på familiens bekostning. Forholdet var væsentligt bundet op på denne indbyrdes afhængighed.

I dag har begge parter lønarbejde, og fordums (økonomiske) afhængighed er ophævet. Forholdet mellem elskende (ægtefæller eller samboende) er ikke længere en overlevelsesforanstaltning, men en følelsesmæssig aftale mellem to parter. Jeg vil kort minde om, at katolske og muslimske ægteskaber er baseret på andre traditioner og regler end de protestantisk baserede ægteskaber i majoritetsdanmark. Katolske ægteskaber gælder for altid og kan ikke ophæves, uanset at katolikker sagtens kan blive enige om at gå fra hinanden, og i mange muslimske familier er der stadigvæk tradition for at arrangere ægteskaber for børnene, selvom de muslimske traditioner er under stærkt pres fra vestlige romantiske forestillinger, herunder de unges – især pigernes – stigende tendens til uddannelse og arbejde.

Altså: der er ikke længere de samme økonomiske og traditionsbundede betingelser for parforholdet som tidligere. Alligevel opretholder vi forestillingen om, at det skal være et forhold til den eneste ene og til døden os skiller.

Det betyder, at parforholdet i dag bygger på flygtige størrelser som følelser, kærlighed, gensidig respekt, m.v. men samtidig er under voldsomt modpres fra ambitioner om uafhængighed, egen udvikling og karriere og ikke mindst et langt liv. Det er lettere at love sig ’til døden os skiller’, når man dør som 55 årig end som 85 årig.

Udgangspunktet for det livslange parforhold er altså ret håbløst. Vi lever længere, vi vil mere for os selv og vi har økonomisk uafhængighed, hvorved det er muligt at træde ud af forholdet. Min undren er, om vi har lært, og om vi fremadrettet lærer vores efterkommere at leve under de nye betingelser?

Da dette er en blog om sex og nærvær vil jeg forsøge at holde dette fokus og blot minde om, at der er skrevet mange udmærkede bøger om ægteskaber og parforhold. Disse bøger berører mange andre aspekter af samlivet, herunder parforholdets udviklingsfaser, børneopdragelse, krisehåndtering m.v.

Parsex eller single-sex?
Det faste forhold er en meget praktisk indretning til at få dækket vores seksuelle behov. Det er meget nemmere at få sex sammen med en fast partner, end at skulle i byen, når behovet opstår. Risikoen for en ubehagelig afvisning er langt mindre hos en fast partner, end når du forsøger at score på et dansegulv eller i en bar.

Desuden får vi lettere dækket vores særlige ønsker og behov for berøring og pirring hos en, som vi kender godt, selvom det kan være spændende og pirrende at opleve sin seksualitet sammen med en fremmed.

I et fast forhold slipper vi ofte – men ikke altid – for at skulle forklare, om det er for blidt eller for hårdt. Vi kan lettere lege med vores ønsker om noget hurtigt eller langsomt uden at skulle gennem pinagtige undskyldninger og forklaringer efterfølgende. Det faste parforhold er en nem og gratis adgang til sex.

Modsat indebærer det faste forhold en risiko for, at vi gror fast, at seksualiteten stivner eller går i stå eller aldrig bliver udfoldet, fordi den drukner i praktiske gøremål, uløste konflikter, skyld og opsparet bitterhed, hævnaktioner eller ændrede lyster og drømme.

Når adgangen til sex bliver for besværlig øges dermed risikoen for, at lysten til sex med andre melder sig. Så har vi balladen!

Hvis den seksuelle gnist og begejstring skal bevares inden for rammerne af det faste forhold skal konflikterne løses, dvs. der skal ryddes op. For det dårlige, smertefulde og ubehagelige går ikke væk af sig selv. En anden mulighed er at bevare forholdet som et partnerskab, men at åbne seksualiteten for andre.

Det var en lang indledning om nogle af vilkårene og vanskelighederne for det langvarige parforhold. Inden jeg går videre vil jeg lige opsummere:

De fleste går ind i et fast forhold med forestillingen om, at det varer livet ud, men vilkårene, traditionerne, forventningerne og rollerne er ændrede og det moderne forhold er under stort pres.

Det rejser følgende spørgsmål:
– Hvordan håndterer vi forandring?
– Hvordan styrker vi relationen?
– Hvordan bevarer vi den seksuelle gnist?
– Hvordan retter vi op på forholdet, når det går galt?

For det er helt sikkert: det vil gå galt på et eller andet tidspunkt. Det er et vilkår, men ikke værre end at vi kan håndtere det. Nogle gange ved egen hjælp, andre gange må vi trække på professionel bistand.