De fleste over tyve år har prøvet af have en kæreste. I kortere eller længere tid. Nogle gange går det godt andre gange, går det rigtig skidt. Skyld og ansvar er nok ligeligt fordelt mellem de to. De første år i et forhold er krævende. Efter forelskelsens søde vanvid begynder en periode, hvor der bliver sat grænser og sagt fra. Det er lige som det skal være. Det to parter er sammen, men begynder at udvikle forholdet, så det får en fællesmængde, og noget der er separat. Det kan beskrives som to cirkler, A og B, der delvist overlapper hinanden i en fællesmængde, A+B.

I cirklernes fælles område findes den tid som tilbringes sammen, de drømme, som udleves sammen, og etableringen af den fælles ramme. I fællesmængden findes også parrets intimitet og seksualitet. I det det separate findes tiden med sig selv, både under uddannelse eller på arbejde, tiden på badeværelset, på indkøbsturen og tiden med venner. Balancen mellem det separate og det fælles vil have udsving så længe forholdet eksisterer. Nogle gange er fællesmængden stor, nogle gange er fællesmængden ret lille.

Det fælles skal altid diskuteres. Både omfang og indhold. Det kan være skønt at gå en tur hånd i hånd, men nogle gange er det kun den ene, der har det ønske. Den anden vil hellere noget andet. Det er en livslang balanceren mellem adskillelse og samhørighed. Forholdet opløses, når fællesmængden er for lille og for vanskelig at håndtere.

Jalousi opstår, når den ene i forholdet ønsker at få fingre i den andens private liv. Både arbejde, samvær med venner, kolleger og, uha, en elsker eller elskerinde kan udløse jalousi. Jalousi kan håndteres ved at betragte og acceptere forholdet som et system, der både har en fællesmængde og to separate områder. Let er det dog ikke. Under jalousien findes ofte en voldsom angst for forladthed.

Ofte går det galt i forhold, fordi den indledende forelskelse ikke rækker til at håndtere de daglige uenigheder om arbejdsfordeling, økonomi, børneopdragelse, boligindretning, orden, feriemål og alt det andet, der blot viser, at to forskellige mennesker med forskellige værdier og interesser er involveret i hinanden. Desuden er vi kun dårligt rustet hjemmefra til at møde og håndtere de konflikter og modsætninger, som et tæt parforhold helt naturligt fører med sig. Og så står vi der og føler os afmægtige i mødet med den andens vrede eller fortvivlelse og bruger det bedste vi har lært: at slå tilbage eller blive bange. Men… det kan læres!

Jeg tror på det langvarige forhold, fordi det er det eneste sted i livet, som forpligter os så meget, at vi er nødt til at udvikle eller flytte os for at opleve sejrens sødme. Sejren er ikke sejren over den anden, det er jo bare en dum magtkamp, næh, det er sejren over de vanskeligheder, som livet byder os. Når sejren er beseglet, rykker vi tættere sammen.

A og B har små børn. Parret diskuterer konstant, hvordan børnene skal vækkes, hentes, puttes, mades, klædes, hvem der skal sove længe, hvem der skal blive hjemme, når underne er syge osv. Det kan parret blive ved med, indtil de opdager, at vilkårene som småbørnsfamilie er ret vanskelige. Der er for meget at gøre, for lidt tid, for store ambitioner, for ringe normeringer i vuggestuen etc.

Løsningen kommer, når de begynder at behandle hinanden som medspillere på en opgave frem for som modstandere. Så kan de begynde at drøfte, hvordan livet skal indrettes, frem for at diskutere, hvem der er den største idiot. Når diskussionen åbner sig, rykker de sammen.

Jeg tror på det langvarige parforhold, som det bedste sted til at lære nye sider af sig selv og den anden at kende.

Det kræver mod, at se den anden som han eller hun er. Ikke som vores eget perfekte skønmaleri af den anden. Vi forelskes, og den gensidige tiltrækning, vil jo altid være en del af den fælles historie, uanset at det måske går galt. Det er muligt at tiltrækningen blegner eller forsvinder under bjerge af parforholdsslam, men det oprindelige vil jo altid kunne huskes. Eller forbandes, hvis det går helt galt.

Tiden udvikler os på godt og ondt, og fem, ti eller femten år inde i forholde er vi jo ikke længere de samme. Vi kan fastholde billederne af hinanden som uforandrede, men vi kan også pudse brillerne og opdage, at vi faktisk har flyttet os i forhold til udgangspunktet. Vi kan ændre smag, værdier og vi kan opdage sider af os selv, som vi ikke kendte eller måske kun havde en vag fornemmelse af.

Det gælder i særdeleshed for seksualiteten, som på grund af tabu, skam og alt muligt andet har det med at leve i det skjulte.

Hvis vi ser på årsagerne til skilsmisse og opbrud, er seksuelle uoverensstemmelser en af de mere udbredte. Når seksualiteten ’forhandles’ i forholdets tidligste fase er det ofte de ’pæne’ sider af seksualiteten vi bliver enige om. Den amerikanske psykolog og sexolog David Schnarch kalder det krummerne, der er tilbage, når alt det farvestrålende er sorteret fra. Men den lystne, liderlige, voldsomme og måske kinky seksualitet er der jo stadig.

Jeg har efterhånden talt med en del mennesker, som allerede i teenage årene eller i tyverne vidste, at de havde lyst til mere og andre former for sex end missionærstillingen.

Der er intet i vejen med missionæren eller med sex i mørke. Det kan give et fremragende sexliv, hvis begge parter er enige, men hvis den ene part får trang til at udfolde de sider af seksualiteten, som har været slumrende og den anden er tilfreds med status quo, så kan det give problemer. David Schnarch, som har haft tusinder af parforhold på kursus eller i terapi, mener i øvrigt, at den første seksualitet, som forholdet blev enige om, har brændstof til omkring fem år. Så begynder den at blive kedelig.

Uforløst kan forskellig seksualitet føre til adskillelse. Eller til utroskab i et desperat håb om at bevare forholdet. Hvis forholdet skal overleve, blive stærkere og have rummelighed til mange års samliv og mange års forandringer er det nødvendigt at få hul på de vanskelige samtaler, hvor vi overfor hinanden viser de andre sider af os selv.

Her kan det være gavnligt at se hinanden som personer i konstant forandring frem for at se hinanden, som dem vi var engang. Hvis vi kan erkende og acceptere at vi forandrer os, og at ikke alt er blevet fortalt i forholdets tidlige år, så findes her muligheden for at udvikle os sammen.

Jeg tror på det forpligtende forhold, hvor vi bedst kan lære at lytte til hinanden uden fordømmelse, hvor det vigtigste bliver at høre og se den anden, som den han eller hun nu er, frem for at fastholde hinanden i en urealistisk uforanderlighed.

Det er svært, for det vi bliver præsenteret for giver måske ubehag, afsky eller mindreværdsfølelse, men det handler jo ikke om den anden, men om vores egne måder at håndtere det uforståelige. Det er ikke den anden, der er ’pervers’, det er mig, der ikke kan rumme, den andens anderledes lyster.

Det er selvfølgelig OK at sige nej til seksualitet, der giver væmmelse, men hvis den væmmelige seksualitet er vigtig for den anden, og forholdet stadig skal være et sted for udvikling, så må der jo findes andre løsninger. Den første krævende udfordring er at lytte og undersøge og være nysgerrig på, hvad der er så vidunderligt for den anden.

Lad os tage et eksempel. Anders opdager, at han har biseksuelle lyster, dvs har lyst til sex med en anden mand. Birgitte vil måske føle sig truet og blive bange og spørge, om hun ikke er god nok. Min opfordring er, at i stedet for at begynde en krig om, hvem der er forkert, så undersøgende spørge ind til, hvilke lyster der fylder i den elskedes (skjulte) liv, og som i tillid er lagt forsigtigt frem.

Hvis kærligheden mellem Anders og Birgitte er stærk nok, er det måske ikke så slemt at høre, at den elskede har flere farver på paletten end først antaget. Det kan være en stor lettelse at få det fortalt og at kunne se biseksuel porno uden at få dårlig samvittighed. Eller fetishsex, eller SM-sex, eller gruppesex eller noget andet.

Det er min erfaring, at forhold, som lukker op for hinandens mangfoldighed og i første omgang lytter uden at fordømme kan opbygge en ny fortrolighed, som kan give næring til mange år sammen.

For den som bliver lyttet til, er det en befrielse at komme ud af det indeklemte mørke. Det kan være en forbandelse at gå med sine indestængte lyster i konstant frygt for at blive opdaget, og det giver mere og stærkere kærlighed og nærhed i relationen, når vi kan blive holdt af rummelige og stærke arme.

Jeg tror på det langvarige forhold, fordi kærlighed og seksualitet her kan udvikle sig til nye dimensioner, fordi det langvarige forhold er det sted, hvor vi allerbedst kan møde et andet menneske og gennem den anden mødes os selv og fordi det er vores bedste mulighed for at opleve verden gennem andre blikke end vores eget.

Det er hårdt arbejde og det er krævende, men når bølgerne går højt eller du er ved at drukne i arbejdsopgaver og konflikter, er det også i orden at forlange en pause. Det skal respekteres, for hvis du eller den anden knækker, er der ikke noget forhold. Kun et lazaret.

Held og lykke – og hvis det er noget du vil arbejde med, så kan du bare ringe!
Michael Loua