Jeg er blevet opfordret til at skrive et par forslag til en julegave, der styrker erotikken i et parforhold. Nedenstående tekst blev bragt i EkstraBladets netavis den 13. december:
Mine forslag er gaver, der styrker tilliden i parforholdet. En af seksualitetens største dræbere er kedsomhed. Vi skal ind og have fat i det som gemmer sig, og som er derinde, selvom vi har lagt låg på. Tilliden i relationen stiger, når vi oplever at kunne vise, hvem vi er, uden at blive fordømt. Så får vi mod til at vise, hvem vi er og hvad vi rummer.
Hvis du er i et forhold med nogle år på bagen, og især hvis I har børn, skal du give din partner en kæresteferie. Send børnene hjem til de gamle – selv helt små børn kan godt tåle det – og tag en forlænget weekend væk fra de vante omgivelser. Hvor I har tid til at finde ind til jeres egne tanker og lytte til hinanden, hvor det bortgemte kan komme frem og nye ideer kan spire. Det kan være luksusudgaven på et hotelværelse i Venedig eller den mere økonomiske model i et lånt sommerhus. Det kunne såmænd være i et telt i skoven, når bare I kommer væk fra skærmtid og lokkende butiksruder. Når kendskabet til hinanden stiger, når I finder ud af, hvorfor I dengang blev forelskede, så stiger kærligheden og tiltrækningen. Og det er fedt at blive inviteret!
Unge par kan invitere på date, hvor I går på cafe eller restaurant og lader som om, I møder hinanden for første gang. Som nyforelskede er vi ubegrænset åbne og nysgerrige. Stil alle de åbne spørgsmål: Hvem er du, hvad er vigtig for dig, hvilken musik hører du, hvilke bøger, hvilke film, hvad skal der være i et parforhold, hvad tænder du på? Giv hinanden fri til at fortælle og lad være med at diskutere og forsvare det, som kommer på bordet. Det er en chance for at se hinanden med nye øjne. Målet er at bryde med de roller og forventninger til hinanden – også til seksualiteten – som hurtigt bliver fastlåste.
Hvis du er i et mangeårigt forhold skal du give din partner bogen ’Lovprisningen af kærligheden’ af den franske filosof Alain Badiou. Den er en fin lille bog, som forklarer meningen med de mange år sammen. Du kan også give et gavekort til tre eller fem gange kropslækker afspænding hos en professionel, måske med særligt fokus på bækkenbundstræning. Det kan både mænd og kvinder have gavn af, og så er det rart!