Hen over sommeren har der – ikke mindst i Politiken – været en del artikler og debatindlæg om mænd og kvinder, eller snarere om mænd overfor kvinder, sådan som debatterne har udviklet sig.
Nogle kommenterer debatterne som ligegyldige. Jeg synes de er både spændende og vigtige, fordi vores køns- og rolleopfattelser ændrer sig med tiden, og fordi vi har svært ved at følge med. Jeg synes til gengæld ofte, at debatterne bliver til en forfladigelse, hvor mænd er det ene, og kvinder er det andet, og hvor den mulige erfaringsudveksling bliver en debat om, hvem der har mest ret og til en kamp om at dunke hinanden. Skåret ind til benet siger de to køn om hinanden: Mænd vil kun have sex og kvinder vil kun have kærlighed og omsorg.
Jeg bliver trist og tung, når nogen siger ’at mænd er sådan…’ og ’kvinder er sådan…’. For det første: Det passer ikke! Mænd er på hundrede måder: fra hetero- over bi- til homoseksuelle, når vi definerer os på den seksuelle bane. Det bliver lidt mere indviklet, når vi inddrager tvekønnede – som biologisk findes – og transkønnede, dvs. mænd i kvindekroppe og kvinder i mandekroppe, der evt. bliver kønsopereret.
Kønnet er en konstruktion, dvs. det er noget vi finder på, og vores beslutning om ’mand’ eller ’kvinde’ kommer an på, hvordan vi definerer kønnethed. Dem der er født med tissemand er mænd, bærere af tissekoner er kvinder. Sådan, dejligt enkelt. Dem der har bryster er kvinder. Mænd der har pumpet sig med steroider eller har fået rødvinspatter er….
Kvinder kan føde børn. Aha! Dem der kan få børn, er kvinder. Hvad med dem der ikke kan få børn? Eller ikke vil have børn? Så der er mange forhold, der skal være på plads, før vi kan tale om mand eller kvinde. For eksempel kulturforskellene: I Danmark er man en mand, hvis man hugger brænde. I Congo er det kvinderne. Så er der vores påklædning og vores attituder, som heller ikke er enten eller.
Selv på kromosomerne kan det være svært at kende forskel. Ved OL er der hver gang diskussion, hvorvidt nogle løbere eller svømmere fra kvindernes konkurrencer er kvinder eller om de er mænd med kromosomfejl. Nogle kan huske de hormonpumpede svømmepiger fra Østtyskland. Var de kvinder eller mænd?
Det er svært ikke at blive forvirret, og for at begribe verdens mangfoldighed og variationer bliver vi nogle gange meget firkantede, når vi taler om mænd og kvinder. Vi laver’os og dem’-tricket, som vi også gør med nationaliteter, hudfarver, politiske holdninger, religioner osv.
Hvis vi kommer ned på jorden og igen ser på ’mænd’ og ’kvinder’, sådan som vi mødes, danner par, diskuterer, forhandler osv., så ligner det ofte en japansk kampsport.
Tit har jeg svært ved at se og forstå, hvad filan vi slås om. Kvindevitser og mandevitser kan da være meget sjove, men hvorfor har vi BRUG FOR at udstille hinanden? Kvindeblogs og mandeblogs kan nogle gange blive meget hadske overfor det andet køn (det andet køn… se bare, nu gjorde jeg fejlen). Hvorfor?
Det handler jo ikke om at mænd er på en bestemt måde, for det er vi ikke, eller kvinder er på andre bestemte måder, for det er I heller ikke. Det er nok snarere udtryk for holdningerne hos nogle præmenstruelle fisser, der trænger til at få noget pik, eller nogle gamle grise, der trænger til at få noget på den dumme. Hvorfor slås vi hele tiden? På arbejdspladserne, i hjemmet, i sengen, i baren…. Bringer kampen mellem ‘mænd’ og ‘kvinder’ os nærmere det, som vi ønsker?
På den store arena, ude i samfundet er der masser af forhold, der ikke kommer uden kamp: Skattetrykket, retten til sociale ydelser, statsborgerskab, indvandring, udenrigspolitik, fagforening osv. Her skal der kæmpes, det er klart. Ellers er det de rigeste, der får de bedste pladser.
På den lille arena, i forholdet mellem to mennesker, er der andre kampe; om magtforhold, privilegier, arbejdsdeling, indretning, opdragelse, værdier m.v. Resultatet af kamp bliver ofte en vinder og en taber. Sjældent uafgjort.
I kærlighed er det skidt at blive taber, og hvis du taber for tit bliver du nedtrykt. Så kan vinderen bære sine sejre med stolthed, og sin deprimerede kæreste over skulderen. Fedt! Hvad vil være kærlighedens sejr? I mine øjne er det et forhold, som kan rumme begge.
Det kræver …. samtale, tadaaaa, min lille kæphest. Det kræver gode evner til at lytte, mod til at rumme forskellighed, mod til at indse egne fejl og mangler, og det er svært, og derfor skal I søge hjælp til det!
Hun vil gerne knalde med tre mænd. Det vil han slet ikke høre på, så hun er pervers. Han kan ikke rumme hendes lyster, og hun gøres forkert. Angreb er det bedste forsvar. Begge taber!
Han vil gerne have smæk i den bare af en kvinde i sort latex. Hun forskrækkes over hans fantasier, det vil hun ikke høre på, så han er pervers.’ Same-same.
De kæmper med hinanden i stedet for at lytte, og hverken dommere eller rabbinere kan kaldes ind for at afgøre hvem der har ret. ’Min veninde sagde også….’ Gjorde hun det? Så lærte du noget om din veninde, men hvad er det DU længes efter for at blive lykkelig?
Hold nu op, for pokker, med at gøre hinanden forkerte. I kan da godt bruge tid på at kæmpe om retten til at have ret, men så bliver der ikke så meget tid til at kysse. Hvad er det I allerhelst vil? Kysse eller kæmpe, nærvær eller ensomhed?
Vælg dine kampe med omhu, og dans noget mere.