Sex, sexakten, samlejet om du vil, kan være skønt; med nærhed, intensitet, bevægelse, berøring og forløsning. Vi puster og stønner, hænderne griber, lemmer forenes, kroppen bevæger sig intenst eller er modtageligt stille.
Men intensiteten i sex kan også være porten til det, som kommer bagefter: Den følsomme tilstand, hvor den seksuelle lyst forlader kroppen og åndedrættet bølger mens din hud stadig er følsom for berøringer og kærtegn og hvor tankerne bliver rolige og nærværende. Det er der, hvor vi forhåbentlig kan være helt trygge og ’søvnigt’ opmærksomme på kropsfornemmelser og tankerejser. Det er de stunder, hvor vi kan bede om forkælelse, bede om det bedste.
I ældre sexologisk litteratur kaldes det ’efterspillet’. Jeg hader det ord; det er så unuanceret. Det er der, hvor manden ruller rundt og falder snorkende i søvn. Men det er også her, hvor vi har mulighed for at være i nærkontakt med os selv og med hinanden, fordi ’paraderne er nede’.
Tænk hvis vi i stedet for at halse efter orgasme og indtrængen brugte samlejet til at nå den tilstand? Tænk, hvis vi kunne slippe præstationerne og i stedet lod sex være den smalle sti, som førte os til de rolige steder med de smukkeste indsigter? At sex blev vejen og ikke målet.
Jeg ved godt, at den slags nærhed for nogle kan være skræmmende, og at tiden efter den intense sex skal gøres forbi i en fart; at den voldsomme liderlighed afløses af tomhed, blufærdighed og skam. Så foregår turen på en mere stenet sti.
Min pointe er blot, at i tidsrummet efter intens sex er vi mere sensitive. Ofte har vi travlt med at komme op og videre. Til krops-, tøj- og opvask, men roen kan give os et kig på, hvad der rører sig i vores indre.
Hvad sker der, hvis du bliver i stemningen? Det er jo fint og hyggeligt at småsnakke efter sex, men hvor går du hen, hvis du giver dig lov til at være stille med den elskede? Hvad sker der, hvis du siger shhhh!
Det eneste du behøver er:
- At blive i sengen (på sofaen, bagsædet, hvor som helst), lad være med at søge bort
- At bede om det du længes efter (kærtegn, fasthed, en pik i hånden eller en hånd på hendes bryst, en dyne eller et tæppe)
- Uforstyrrethed, stilhed
Og så er det gratis….