Jeg faldt i snak med min mekaniker i dag og fortalte om min nye karriere som sexologisk rådgiver for at gøre lidt reklame for min virksomhed. Jeg fortalte bl.a. om min undren over, hvor lidt man taler sammen i et forhold inden problemerne bliver for store.

Han kvitterede ved at fortælle om en ven fra tennisklubben, en mand på omkring 60, der en dag var kommet hjem fra arbejde og havde fundet et brev fra konen, hvor der kort stod: ’Jeg skrider’! Ikke andet. Manden var rystet, og er vist aldrig kommet sig over chokket.

Det er da en sølvbryllupskrise for fuld udblæsning, men ikke en enestående begivenhed. Vi kan kun gisne om, hvad der er gået forud. Der kan være mange grunde til at slide hinanden op, men det er i hvert fald udløst af hendes formentlig mangeårige utilfredshed, og hans manglende evne – eller vilje – til at læse hendes signaler. Vi ved ikke om hun havde fundet en anden, eller om hun blot ville have fred.

Det som jeg finder interessant er spørgsmålet om, hvornår det gik galt. Hvornår holdt de op med at tale sammen for at finde løsninger på de udfordringer og problemer, der altid opstår i et nært forhold?

Jeg antager at alle i begyndelsen taler sammen og også skændes for at finde fælles løsninger. Hvis vi nu laver en tidslinie fra forholdets begyndelse og markerer alle de store begivenheder som påvirker et forhold: familieforøgelse, karriere- og jobskifte, flytninger, alvorlig sygdom eller dødsfald i familien, børn der flytter hjemmefra m.v. så kan vi jo se på, hvornår de holder op med at tale sammen om løsninger. Hvornår bliver smerten eller ubehaget ved en uenighed så stor, at det er lettere at ’sluge kamelen’ end at tale sig frem til en fælles løsning?

Jeg tror, at der i mange parforholds historie kan findes et helt bestemt tidspunkt, hvor samtalen om løsninger slutter og hvor kamelspiseriet begynder med troen på, at ’det går nok over’.

Hvad gik galt? Var det et mønster, hvor den ene part altid ’vandt’ og den andens ønsker blev overset? Var det på grund af skyld, latterliggørelse eller bebrejdelser at de holdt op med at tale sammen om det vigtige?

Kan man forestille sig, at kvinden ovenfor alt for mange gange havde prøvet at fortælle, at der var noget galt, men at hun blev affejet, fordi hans job eller fritidsaktiviteter altid var vigtigere?

Hvad var hans, hendes eller deres smertelige beslutning, da de holdt op med at tale?

Jeg er overbevist om samtalen mellem elskende er vejen ind til hinanden, også selvom samtalen kan være både smertefuld og vanskelig. Hvis noget er væsentligt, går det jo ikke over.

Ved skranken i værkstedet var det jo nærliggende at sammenligne vedligeholdelsen af en bil med vedligeholdelsen af et forhold. To gange service om året plus diverse reparationer og bilsyn koster en del.

Tænk hvis vi brugte de samme penge på at vedligeholde vores kærlighed…